Gå til sygdomsliste

Kyllingespyd med avocadosalat

Hurtig tilberedning
Portioner: 4
Fryseegnet
  •  
    God ved smagsforandringer
  •  
    God ved kvalme

Kyllingespyd marineret i soja, ingefær og agavesirup er uhøjtidelig hyggemad. Dyp i sesam-dressing og nyd med avocadosalat og quinoa.


Sådan gør du:

Rør soja, ingefær, agavesirup og olie sammen. Skær kyllingebrysterne i tykke, aflange skiver, og kom dem i marinaden. Lad dem trække i 15 minutter ved stuetemperatur eller natten over i køleskab.

Tænd ovnen på 220˚. Sæt kyllingen på spyd, og steg kyllingespyddene i den varme ovn i 8-10 minutter, eller til de er gennemstegte. Rist imens sesamfrøene på en varm, tør pande i 1-2 minutter, eller til de hopper. Lad dem afkøle en smule. Knus sesamfrøene i en morter, og bland dem med agavesirup, sesamolie, sojasauce og limesaft. Smag til. Pluk og skyl salathovederne. Flæk avocadoerne, kassér stenene, og tag kødet op med en ske. Skær avokadokødet i skiver, og vend dem med lidt limesaft. Anret salatblade og avocado toppet med lidt sesam. Servér straks kyllingespyd, salat, dressing og quinoa.

Tip:

Bruger du træspyd, så læg dem i en skål vand i 20-30 min. før brug. Så bliver de ikke brændte.

Tip:

Brug resterne i madpakken. Kold quinoa kan med fordel vendes med avocadosalaten, når du pakker madpakken.

Tip:

Du kan fryse kyllingespyddene ned og tø dem op i ovnen til et nemt måltid. Brug en købt chilisauce eller sojasauce som dip, hvis det skal være rigtig nemt.

Ingredienser

1/4 dl sojasauce
1 spsk ingefær, fintrevet
1 spsk agavesirup eller sukker
1 spsk smagsneutral olie, f.eks. rapsolie (ikke koldpresset) 
600 g kyllingebryst
træ- eller metalspyd


Dressing

3 spsk sesamfrø
1 spsk agavesirup eller sukker
1 tsk sesamolie
1/4 dl sojasauce
2 spsk limesaft


Salat

4 hjertesalater
3 avocado
lidt limesaft
sesamfrø


Tilbehør

kogt quinoa, evt. sort