Gå til sygdomsliste

Chili con kylling

Portioner: 4
Fryseegnet
  •  
    God ved smagsforandringer
  •  
    Let at synke

Dette er en ny version af den klassiske chili con carne, der laves med oksekød. Det fungerer rigtig godt med kylling i en sauce af grøntsager og masser af skønne bønner. Husk at bønnerne skal i blød dagen i forvejen. Du kan fryse kogte bønner, så du har dem tilberedte og klar, når du skal bruge dem. Bønner fra dåse kan bruges, men de tørrede er klart at foretrække.


Sådan gør du:

Sæt bønnerne i blød natten over (hver for sig). Skyl dem og kog dem (hver for sig), i usaltet vand til de er møre, ca. 40-60 minutter. Skræl gulerødder og pastinakker, og riv dem. Hak korianderen fint. Pil hvidløgene, og skær dem i tynde skiver. Pil løgene, og skær dem i både. Skær bladselleristilkene i skiver.

Steg kyllingen i lidt olie i en stor gryde, til kødet er gyldent. Smag til med salt. Tag kyllingen op af gryden og sæt den til side. Tilsæt en smule mere olie og kom gulerødder, persillerødder og koriander i. Lad det sauterer i 4-6 minutter, uden at det tager farve.

Kom hvidløg, løg og bladselleri ved og sautér i yderligere ca. 5 minutter. Tilsæt tomatpuré og derefter hvidvin, og lad den koge i 4-5 minutter. Kom dåsetomat, tabasco og evt. frisk chili ved og tilsæt en smule vand. Kom kyllingen tilbage i gryden, og lad retten simre under låg i ca. 20 minutter. Tjek undervejs om der mangler væde. Tilsæt kogte bønner, og lad det hele simre i yderligere 5-10 minutter.

Smag til med salt og sukker og evt. mere chili.

Servér den varme chili med yoghurt, avocado, koriander og forårsløg. Giv limebåde og majschips eller groft brød til.

Tip:

Brug én slags bønner eller flere sammen som i denne opskrift. Prøv også butterbeans, brune bønner, kidney bønner eller pinto bønner.

Ingredienser

100 g sorte bønner
100 g hvide bønner
3 kyllingebryster, i skiver
lidt olie til stegning
salt
2 gulerødder
2 persillerødder
10-15 korianderstilke
lidt olie til stegning
3 fed hvidløg
2 løg
3 stilke bladselleri
3 spsk tomatpuré
1 dl hvidvin
1 dåse hakkede tomater (400 g)
20-30 dråber tabasco (efter smag) eller anden chilisauce
evt. frisk chili, finthakket
3-4 dl vand
salt
sukker


Topping

græsk yoghurt/drænet yoghurt
1 avocado, i tern
1 håndfuld koriander
1/2 bdt forårsløg, hakkede
limebåde
majschips/tortillachips eller brød