Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Du er altid velkommen i en af vores kræftrådgivninger, uanset om du er patient, pårørende eller efterladt. Du kan få gratis, professionel rådgivning i alle kræftrådgivninger og du behøver ikke at bestille tid. Derudover er der en række andre aktiviteter, kurser og tilbud, som varierer fra sted til sted. Du kan se en oversigt over alle aktiviteter i kalenderen.
Rådgiverne i Kræftens Bekæmpelse har typisk en baggrund som psykolog, socialrådgiver eller sygeplejerske. Alle der er berørt af kræft, kan få en samtale med en rådgiver. Det er ikke nødvendigt at bestille tid til rådgivning i kræftrådgivningerne. Passer det dig bedre at komme til rådgivning i et af vores lokale rådgivningstilbud med begrænset åbningstid, skal du de fleste steder bestille tid først.
Du kan få rådgivning alene, sammen med en pårørende eller med hele familien. I rådgivningssamtalen tager vi udgangspunkt i dét, der fylder for dig og jer. Hvad enten det er følelsesmæssige reaktioner, spørgsmål om behandling eller senfølger, råd til at tale sammen i familien eller eksistentielle tanker om liv og død.
Du og rådgiveren kan tale om, hvilke muligheder der er for, at du kan få hjælp, enten hos Kræftens Bekæmpelse eller andre steder. Rådgiveren kan også hjælpe dig med at danne dig et overblik over dine rettigheder som kræftpatient. Det kan være spørgsmål om rehabilitering, sygedagpenge, at vende tilbage til arbejdsmarkedet, mulighed for fleksjob eller spørgsmål om pension.
Familierådgivning er et tilbud til børnefamilier, hvor enten far eller mor har kræft. Alle i familien har brug for at blive inddraget - ingen trives med følelsen af at være holdt udenfor. Familierådgivning giver mulighed for i et trygt miljø at tale åbent om alle de spørgsmål og tanker, I hver især har i forbindelse med sygdommen. Det er vores erfaring, at det styrker kontakten mellem børn og forældre at få talt sammen om den forandrede hverdag og om sygdommen.
Vi tilbyder også en række familieweekender i hele landet. Her kan I mødes med andre familier i en lignende situation.
Når du har kræft tæt inde på livet, kan det være rart at mødes med andre, der er i en lignende situation. Her kan du møde en forståelse, som din familie og netværk måske ikke kan give dig. På vores kræftrådgivninger, har vi grupper for både patienter, pårørende og efterladte – børn og voksne.
Når mor eller far bliver syg eller dør af kræft, kan det ændre hele ens hverdag. Mange børn og unge føler, at de ikke kan tale med deres venner om deres bekymringer og kan derfor have stor glæde af at mødes med andre i samme situation. I grupperne arbejder vi i fællesskab med de tanker og følelser, som du har. Det gør vi ved hjælp af øvelser, samtale, tegning, bøger, film, musik m.m.
Der findes lukkede grupper med et fastlagt forløb og faste mødetider og åbne grupper, der løbende optager nye deltagere. Nogle grupper henvender sig til patienter med en specifik kræftdiagnose eller specifik problemstilling, mens andre grupper er inddelt efter alder eller køn. Du kan kontakte din lokale kræftrådgivning for mere information. Hvis der ikke allerede er en gruppe for lige netop dig, kan du altid blive skrevet op til en.
Mange kræftpatienter har glæde af at gøre noget selv for at få det bedre, mange har glæde af at dyrke motion eller arbejde med psyken ved af hjælp for eksempel mindfulness eller afspænding. Forskningen viser, at det er en rigtig god idé at være fysisk aktiv, når du har kræft. Fysisk aktivitet kan – i kombination med anden traditionel behandling – have en positiv effekt på kondition, muskelstyrke, psykisk velbefindende, angst, depression og livskvalitet i videste forstand.
Det er forskelligt, hvilke tilbud om fysisk aktivitet, der er i kræftrådgivningerne. Det kan for eksempel være selvtræning, gå-grupper, gymnastik og yoga. Du kan også deltage i mindfulness-kurser, der kan have en positiv indflydelse på stresshåndtering og psykisk velbefindende.
I nogle af vores rådgivninger tilbyder hospitalerne 'Krop og Kræft'. Krop og kræft er hård fysisk træning til kræftpatienter i kemoterapi.
På vores kræftrådgivninger arrangerer vi løbende kurser, foredrag og andre arrangementer. Det kan være alt fra Ditliv kurser, der fokuserer på at spise godt, røre sig godt, sove godt og tænke godt, til kurser i mental robusthed, håndtering af angst, hvordan man vender tilbage til arbejdet, malerværksteder, foredrag om f.eks. kræftbehandling, senfølger eller alternativ behandling.
Vi har også en del åbne caféarrangementer, hvor alle er velkomne. I vores kalender kan du læse mere om de forskellige arrangementer og se, om de er noget for dig. Vær opmærksom på, at nogle arrangementer kræver tilmelding og løber over flere dage, andre kan du bare komme til.
Sidst ændret:22.11.2019
Til topStrandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
E-mail: persondata@cancer.dk
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17