Gå til sygdomsliste

Hvis du kender en med kræft

Det kan være svært at vide, hvad du skal sige til en ven, kollega eller et familiemedlem, der har kræft. Kan du spørge til det? Trænger du dig på? Hvad hvis han eller hun bliver ked af det? Og hvad har du egentlig selv lyst og overskud til at gøre?

Mange kræftpatienter er glade for, at mennesker omkring dem tænker på dem og viser dem opmærksomhed. I nogle perioder kan det være en stor lettelse og aflastning at modtage hjælp udefra.

Gode råd til at hjælpe en med kræft

Den korte film viser 6 gode råd til, hvordan du kan hjælpe en, der har kræft.

Du kan overveje, hvad du har lyst til at hjælpe med? Måske vil du gerne tilbyde lidt praktisk hjælp? Det kan f.eks. være at slå græsset eller at lave mad, der kan lægges i fryseren.

Måske vil du gerne hjælpe følelsesmæssigt? Det kan du især gøre ved at lytte til og anerkende de følelser, som den kræftramte har.

Tilbyd den støtte, som du kan rumme – uanset din relation til den kræftramte. Faktisk ses det ofte, at ens relationer ændrer sig under et sygdomsforløb. Mange kræftpatienter beskriver, hvordan de oplever, at nære venner kan trække sig væk, mens fjerne bekendtskaber kan blive nære venner.

Vi har nogle naboer, som straks lagde en pose frosne frikadeller i postkassen med en besked om, at de gerne ville lave mad til os en gang imellem, hvis det var nogen hjælp. Det var en kæmpe, kæmpe hjælp, som virkelig holdt os oppe i en svær hverdag. Og det var en hjælp, som vi aldrig nogensinde selv ville have bedt om, hvis de f.eks. bare havde sagt: sig til, hvis der er noget vi kan hjælpe med.

Kvinde med kræft
To kvinder går og taler sammen på en skovsti i solskin

For mange kræftramte er det rart, hvis de ikke selv skal bede om hjælpen. Kom gerne med et konkret forslag til, hvordan du vil hjælpe.

Til nære pårørende

Disse afsnit er ment til venner, kollegaer, naboer og familiemedlemmer til et menneske, der har en kræftsygdom.

På Krætens Bekæmpelses hjemmeside finder du også tekster om at være nær pårørende og om parforhold og kræft.

Voksen og pårørende

Kræft og parforhold

Hvis du gerne vil hjælpe en, der har fået kræft 

Det kan være svært at finde ud af, hvad det rigtige er at sige til en person, som har fået kræft. Hvis du ønsker at støtte en kræftramt, kan det være en god idé at sige, at du ved, at personen har fået kræft. Så er personen ikke i tvivl om, at du er informeret.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst kan støtte din ven/veninde, kollega eller nabo, er det en god idé at spørge.

Spørg, hvordan du kan hjælpe

Du kan f.eks. spørge:

  • Vil det være en hjælp for dig, hvis jeg kommer og slår græsset/kommer med mad til fryseren?
  • Vil det være okay, hvis jeg ringer eller kommer forbi ind imellem, eller har du mest brug for lidt fred og ro?
  • Ringer du til mig, hvis du får brug for hjælp? Eller er det okay, hvis jeg ringer ind imellem og hører, om jeg kan gøre noget?

Ved at give valgmuligheder i spørgsmålene gør du det nemt for den kræftramte at sige nej tak til et tilbud om hjælp, hvis der ikke er behov for det.

Mange kræftramte skal vænne sig til den nye situation, sygdommen har ført med sig, og nogle kan ikke lide at tage imod hjælp. Du kan spørge, om det er i orden, at du spørger en anden gang. Den kræftramtes behov kan ændre sig undervejs i forløbet.

Forslag til hvad du kan sige

Hvis du har svært ved at få indledt en samtale, kan du f.eks. sige:

  • Jeg er ked af at høre, at du har fået kræft
  • Jeg har tænkt meget på dig efter at have hørt, at du er blevet syg
  • Hvordan har du det?
  • Hvis du mangler noget at sige, så sig øv eller pokkers eller noget andet, som viser, at du rummer og anerkender den andens følelser, uden at du forsøger at ændre dem
Husk
  • Mange kræftramte har mest brug for at mærke, at man føler med dem, og at man kan rumme deres følelser
  • Du kan ikke sige noget, som kan fjerne sygdommen
  • Du kan oftest heller ikke sige noget, som kan fjerne den kræftramtes bekymringer over sygdommen

Hvis den kræftramte får tårer i øjnene eller begynder at græde, når samtalen falder på sygdommen, kan du f.eks. sige: Jeg kan se, at du bliver berørt. Er det ok at tale om det, eller vil du hellere have, at vi taler om noget andet?

Kom selv med konkrete forslag til støtte

For mange kræftramte er det rart, hvis de ikke selv skal bede om hjælpen, og det kan være en stor hjælp, hvis du kommer med et konkret forslag, f.eks.:

  • Spørg om den kræftramte skal have noget med fra supermarkedet, når du alligevel skal ud at handle
  • Spørg om du skal tage deres barn med til fodbold, når du bringer dit eget barn
  • Tilbyd at køre til undersøgelse eller behandling
  • Tilbyd at lave ekstra portioner mad til fryseren
  • Tilbyd at slå græsset eller gå tur med hunden
  • Inviter børnene til legedag hjemme hos dig en gang imellem
  • Tilbyd at gøre rent
  • Tilbyd at vande planterne eller passe husdyret, hvis den kræftramte skal indlægges

Konkrete forslag er simpelthen meget nemmere at forholde sig til og hoppe videre på. Hvis man bliver tilbudt hjælp til et eller andet, der ikke er brug for, så er det nemmere i den situation at sige: Jeg har ikke lige brug for at få købt ind, men hvis du kunne hjælpe mig med at få ordnet den der eller kørt Sofus til fodbold på tirsdag, så vil det være en kæmpe hjælp.

Kvinde i 40’erne, kræftpatient

Idéer til at hjælpe med at skabe pauser fra sygdommen

Når man har fået en kræftdiagnose, kan sygdommen og behandlingen fylde meget i ens tanker. Nogle kræftramte har det godt med at kunne dele disse tanker med andre mennesker. Men tankerne kan også komme til at fylde så meget, at det kan være rart med pauser fra dem.

Du kan hjælpe ved at spørge og tale om andre emner end sygdommen. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt den kræftramte har lyst til at tale om sygdommen eller ej, så spørg.

Der kan være en stor og værdifuld støtte i at forsøge at hjælpe med at skabe pauser og adspredelse fra tanker om sygdom og behandling:

  • Tag den kræftramte med en tur i byen, på café, i biografen eller andet
  • Se fjernsyn hjemme sammen
  • Gå en tur sammen
  • Tilbyd en tur i et spa-bad eller massage
  • Lav en middag
  • Er den kræftramte sengeliggende, kan du tilbyde at give den kræftramtes partner en pause hjemmefra og selv være hos den kræftramte i nogle timer

Blev for en måned siden overrasket af en flok skønne veninder... Pludselig stod der 6 kvinder ved min dør, de var kommet fra hele landet. De havde splejset til en velværedag til mig, jeg skulle bare sætte mig i bilen og af sted gik det til halvanden time med massage og velvære. Tænk at have sådanne venner!

Kvinde, brystkræft

Du kan blive bedt om noget, du ikke har lyst til at gøre

Det kan f.eks. være, at du bliver bedt om at gå med til samtaler eller undersøgelser hos lægen, men at du føler, du ikke kan rumme det. Det er altid i orden at sige nej til noget, du ikke føler, du kan klare. Men det kan nogle gange være svært at sige nej.

Hvis du gerne vil hjælpe med andre opgaver, kan du foreslå at gøre dette i stedet for det, som du ikke har mod på.

Hvis du synes, at du skylder den kræftramte en begrundelse for, hvorfor du ikke ønsker at hjælpe med en specifik opgave, er det oftest bedst at sige det, som det er, f.eks.:

  • Lugten og stemningen på hospitaler gør mig bange og ked af det, så jeg kan ikke være en hjælp for dig derinde
  • Jeg er bange for, at jeg kommer til at græde, hvis jeg tager med dig på hospitalet, og så frygter jeg, at du skal bruge energi på at trøste mig

Mange kræftramte forstår det faktisk godt – og har måske også selv haft det sådan, inden de blev syge.

Inspiration til at koordinere madlavning

Take them a meal er en kalender på internettet, hvor venner over en periode kan koordinere at komme med mad til en familie, der har det svært. Siden er på engelsk.

Take them a meal


Støt rådgivningen til kræftpatienter med 50 kr.
Rådgivning kræftpatient

Alle, der er berørt af kræft, kan få gratis hjælp og rådgivning gennem Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud. 

Dit bidrag er vigtigt, for at vi kan blive ved med at hjælpe kræftpatienter og pårørende.

Støt med 50 kr - send en SMS med teksten RÅDGIVNING til 1422



 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Rettigheder

Økonomisk hjælp og hjælp i hjemmet.

Rettigheder


Opskrifter

Opskrifter

Hvad skal jeg spise, hvis jeg har kræft?

Opskrifter