Plejeorlov
Et menneske, som er døende, har mulighed for at tilbringe den sidste tid i hjemmet og blive plejet af et familiemedlem eller en ven. Plejeren modtager enten fuld løn eller et plejevederlag.
Betingelser for at få plejeorlov
- At al hospitalsbehandling med helbredende sigte efter lægelig vurdering er udsigtsløs, og levetiden forventes at være kort
- At tilstanden ikke kræver indlæggelse på et hospital eller plejebolig
- At den syge ønsker at blive plejet i hjemmet
- At orloven ikke træder i kraft under indlæggelse (men ofte ved udskrivning)
Det karakteristiske ved pleje af døende er, at vægten flyttes fra behandling med helbredende sigte til omsorg og lindring.
Plejevederlaget udbetales af den kommune, hvor plejen foregår. Retten til plejevederlaget bevares i indtil 14 dage efter, at den plejekrævende person er død.
Læs mere på retsinformation:
Personlig relation mellem den syge og de nærtstående
Alle, der passer en nærtstående, kan få udbetalt plejevederlag. Det er ikke en betingelse, at man er i familie med hinanden.
Der er mulighed for, at flere personer kan dele plejevederlaget. Kontakt din kommune og hør nærmere.
Plejeorlov som lønmodtager, pensionister og studerende
Som lønmodtager har du ret til at få orlov i forbindelse med pleje af en døende. Du kan også være omfattet af en overenskomstmæssig ret til at få suppleret plejevederlaget op til fuld løn under plejeorlov.
Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, hjemmearbejdende ægtefælle, folke- eller førtidspensionist, studerende, efterlønsmodtager, kontanthjælpsmodtager eller modtager af arbejdsløshedsunderstøttelse, kan du også få plejevederlag. Hvis du modtager offentlig forsørgelsesydelse, kan du vælge at fortsætte med det, eller du kan vælge at få udbetalt basisbeløbet.
Plejeorlov ved bopæl i udlandet
Hvis man ønsker at holde orlov for at pleje en døende, og enten den døende, plejeren eller begge bor i udlandet, gælder der særlige regler for plejeorlov og for at få økonomisk støtte i form af plejevederlag. Læs mere:
Plejeren har mulighed for at få hjælp og aflastning
Det kan være en krævende opgave at passe en døende i hjemmet. I forbindelse med plejeorlov skal du vide, at der er mulighed for at få hjælp og aflastning fra kommunen. Det vil der ofte være behov for – særligt hvis der er tale om et længere forløb. Det er derfor vigtigt at få truffet nogle aftaler med kommunen om hjælp og aflastning i forbindelse med etablering af plejeorlov.
Kommunen skal oplyse dig om de forskellige muligheder for ekstra hjælp. Det kan f.eks. dreje sig om personlig og praktisk hjælp, hjemmesygepleje, døgnpleje, hjælpemidler, boligændringer, smertebehandling og aflastningsophold.
Hvis den syge har udgifter til sygeplejeartikler og lignende, kan disse udgifter blive betalt af kommunen. Tanken med ordningen er, at det ikke skal koste mere at blive plejet hjemme, end hvis man var indlagt på sygehus.
Den døende bor i Grønland eller på Færøerne
En person, der passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, og hvor den døende er bosiddende i Grønland eller på Færøerne, har ret til plejevederlag. Det er et krav, at man opfylder betingelserne om ret til plejevederlag. Ansøgningen behandles i plejerens egen hjemkommune i Danmark.