Statistik om pladecellekræft (hudkræft)
Her kan du se statistik for, hvor mange der får pladecellekræft hvert år, og hvor mange der lever med sygdommen. Pladecellekræft indgår i gruppen almindelig hudkræft. Husk at statistik er baseret på et gennemsnit og ikke siger alt om de enkelte tilfælde af sygdommen. Inden du læser videre, kan du overveje, om gennemsnitstal kan tilføre noget positivt til din opfattelse af dit sygdomsforløb.
Inden du læser statistik
Det er en god idé at overveje, om du vil kende risiko og lægens vurdering af et sandsynligt forløb for din kræftform. Nogle finder statistik beroligende, fordi det er noget konkret at forholde sig til. Andre synes, statistik er skræmmende og upersonlig.
Mærk efter hvordan du har det, inden du læser statistik om kræftsygdomme.
Det er vigtigt at huske, at statistik er baseret på gennemsnit beregnet ud fra store patientgrupper og ikke siger alt om den enkelte. Den enkeltes risiko for at få kræft kan afvige meget fra gennemsnittet, lige som det er forskelligt, hvor længe hver enkelt overlever sin kræftsygdom.
Statistik for pladecellekræft
Herunder kan du se, hvor mange i Danmark der årligt får pladecellekræft og få andre hudkræftdiagnoser, der ikke er melanomer og ikke er basalcellekræft:
Personer med pladecellekræft i Danmark |
Mænd |
Kvinder |
Antal nye tilfælde pr. år*: |
2.933 | 2.414 |
*Gennemsnit for årene 2021-2023
Overlevelsen ved pladecellekræft* |
Mænd |
Kvinder |
Efter 1 år | 98 pct. | 100 pct. |
Efter 5 år** | 95 pct. | 98 pct. |
*Overlevelsen er defineret som ’relativ overlevelse’ for patienter diagnosticeret 2021-2023. Relativ overlevelse er sandsynligheden for at overleve en kræftsygdom i en given periode (f.eks. 1 år eller 5 år), hvor der ses bort fra risikoen for at dø af andre årsager. Der tages ikke højde for, hvor fremskreden sygdommen var hos den enkelte, da diagnosen blev stillet.
**Efter 5-10 år vil risikoen for at dø af ens sygdom være meget mindre, så det næsten svarer til resten af befolkningen.