Behandlingstestamente
Et behandlingstestamente sikrer, at lægerne følger dine ønsker til behandling, hvis du ikke længere selv er i stand til at give udtryk for dine ønsker.
Hvad er et behandlingstestamente?
I et behandlingstestamente kan du bestemme, at du ikke ønsker livsforlængende behandling, herunder genoplivning ved hjertestop, i følgende situationer:
- Du ligger for døden, og behandlingen kun forlænger dit liv, men ikke medfører, at du får det bedre, eller dine smerter bliver lindret
- Du er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at du aldrig kommer til at kunne tage vare på dig selv fysisk og mentalt
- Lægen vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde, selvom du overlever behandlingen
I behandlingstestamente kan du også registrere, at du ikke ønsker at blive behandlet med tvang for en fysisk lidelse, hvis du bliver varig inhabil, f.eks. på grund af demens.
Sundhedspersonale skal respektere de ønsker, du har udtrykt i et behandlingstestamente.
Du skal være 18 år og i stand til at handle fornuftsmæssigt for at oprette et behandlingstestamente. Et behandlingstestamente kan altid ændres eller tilbagekaldes.
Behandlingstestamente hed livstestamente før 1. januar 2019
Hvis du har oprettet et livstestamente, er det fortsat gældende. Det anbefales dog, at du ændrer det til et behandlingstestamente, som er mere bindende for sundhedspersonale, og som giver flere valgmuligheder.
Læs mere om behandlingstestamente
På borger.dk kan du læse mere om behandlingstestamente:
På sundhed.dk kan du oprette dit eget behandlingstestamente