Pakkeforløb for kræft
Hvis din læge har mistanke om, at du har en kræftsygdom, skal du henvises til et pakkeforløb. At du bliver henvist betyder ikke, at du har kræft. Formålet med undersøgelserne i forløbet er netop at af- eller bekræfte mistanken.
Hvad er et pakkeforløb?
I et pakkeforløb er de enkelte trin i udredningen (undersøgelser) og behandlingen tilrettelagt som et veldefineret forløb, både hvad angår tid og indhold.
Pakkeforløbene skal hjælpe med, at patienter bliver udredt og behandlet uden unødig ventetid.
Pakkeforløbene indeholder standardforløbstider. De angiver, hvor lang tid de enkelte dele af et standardforløb fagligt anbefales at tage. Tiderne er ikke lovbundne regler eller individuelle patientrettigheder.
Når du kommer i et pakkeforløb, skal du have information om, hvem der har ansvaret for dit forløb, og hvor du kan henvende dig med spørgsmål om undersøgelser og behandling.
Pakkeforløbene gælder i hele landet
Pakkeforløbene gælder i hele Danmark og skal understøtte, at patienter får udredning, behandling og opfølgning af ensartet og høj kvalitet, uanset hvor i landet man bor. Det konkrete forløb kan dog variere afhængigt af sygdommen, patientens situation og den lokale organisering.
Formålet med pakkeforløbene er at sikre kvaliteten af patientforløbet, at patienterne får hurtig vished om diagnosen og undgår unødig ventetid.
Hvad er unødig ventetid?
Ved unødig ventetid forstås ventetid, der ikke er lægefagligt begrundet.
Unødig ventetid kan f.eks. skyldes kapacitetsproblemer eller mangel på personale eller udstyr.
Hvad er lægefaglig begrundet ventetid?
Lægefagligt begrundet ventetid er ventetid, som efter en konkret lægefaglig vurdering er nødvendig af hensyn til patientens helbred eller for at gennemføre et fagligt forsvarligt udrednings- eller behandlingsforløb.
Det kan f.eks. være, at en anden sygdom først skal stabiliseres, at der er behov for flere undersøgelser, eller at patienten får størst helbredsmæssig gavn ved, at en undersøgelse eller behandling gennemføres senere.
Spørg ind til dit forløb, hvis du skal vente længere end standardforløbstiden
Får du en tid til en undersøgelse eller behandling, som betyder, at dit forløb tager længere end den anbefalede standardforløbstid, kan du bede lægen eller den ansvarlige afdeling om en forklaring og om at få oplyst planen for det videre forløb.
En længere forløbstid kan være lægefagligt begrundet eller skyldes patientens ønsker og forhold. Hvis ventetiden ikke er lægefagligt begrundet, bør du spørge, om forløbet kan fremskyndes.
Hvis en maksimal ventetid ikke kan overholdes, har regionen en handlepligt og skal aktivt forsøge at finde et relevant tilbud om udredning eller behandling på et andet sygehus i Danmark eller i udlandet inden for fristen.
Ikke alle patienter følger et pakkeforløb
Ikke alle patienter med mistanke om eller konstateret kræft følger et organspecifikt pakkeforløb fra start til slut. Nogle får stillet diagnosen på anden måde, og andre har behov for et individuelt tilpasset eller diagnostisk forløb.
Det konkrete udrednings- og behandlingsforløb skal tilpasses den enkelte patients sygdom, helbred, ønsker og øvrige forhold.
Eksempler på andre eller tilpassede forløb er:
- Patienter, der får stillet kræftdiagnosen på en anden måde end via et pakkeforløb, f.eks. ved et tilfældigt fund
- Patienter, der har behov for et tilpasset forløb på grund af anden sygdom eller af psykiske eller sociale årsager
- Patienter med metastasesuspekte forandringer eller metastaser uden kendt primær tumor, som kan henvises til Diagnostisk pakkeforløb
- Patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kan være kræft, som kan henvises til Diagnostisk pakkeforløb
Hvis der er mistanke om, at kræften er vendt tilbage
Hvis der efter en sygdomsfri periode opstår mistanke om, at kræften er vendt tilbage (recidiv), er du også omfattet af reglerne om maksimale ventetider. Det gælder både ved mistanke om recidiv og når recidiv er konstateret.
Symptomer på muligt tilbagefald håndteres efter indgangsbeskrivelserne til det relevante pakkeforløb og en konkret sundhedsfaglig vurdering.
Som patient skal du informeres under hele forløbet
Pakkeforløbene skal også sikre en systematisk og klar kommunikation med patienter og pårørende.
Målet for kommunikationen er, at du som patient oplever pakkeforløbet som gennemskueligt, og at det står klart, hvad næste skridt i forløbet er.
Når den praktiserende læge eller speciallæge henviser til et pakkeforløb, skal du informeres om mistanken om kræft og om, at henvisningen skal afklare, om der er kræft.
Herefter gælder det generelt, at du skal informeres løbende om undersøgelsesresultater og om næste trin i forløbet samt overordnet om hele pakkeforløbet.
Som patient skal du informeres, så du så vidt muligt ved, hvad næste skridt er, og hvornår det forventes at finde sted.