Hudpleje ved lymfødem
Hudpleje er en vigtig del af behandlingen, da lymfødem gør huden tør og uelastisk og mere udsat for infektioner, der kan forværre lymfødemet.
Daglig hudpleje og god hygiejne
Det er vigtigt, at du er opmærksom på at anvende vandbaseret hudpleje for at undgå udtørring og revner i huden, så du nedsætter risikoen for infektioner i huden. Du kan anvende fugtighedslotion, -creme eller -salve. Generelt er salve det mest fugtighedsbevarende, dernæst creme og lotion.
Får du infektioner eller sår, kan det være nødvendigt at blive behandlet af læge eller sårsygeplejerske. Det er vigtigt, at infektioner ikke udvikler sig, så du måske skal indlægges og have langtidsbehandling med antibiotika.
Sådan kan du undgå sår og rifter:
Selv små skader i huden kan give bakterier adgang og øge risikoen for infektion. Derfor er det en god idé at passe ekstra godt på huden i hverdagen.
- Brug en elektrisk barbermaskine frem for skarpe barberblade, hvis du barberer dig i armhulen
- Brug handsker ved køkken- og havearbejde
- Klip dine negle korte for at undgå nedgroede negle. Gå eventuelt til en fodterapeut, hvis du har brug for hjælp til fodpleje
- Beskyt dig mod insektbid og pas på hunde og katte, der kan kradse eller bide dig
- Får du et sår, så rens det grundigt med vand og sæbe
- Undgå tøj, sko, ure og ringe, der strammer
Badning, strand og sauna
Det er naturligt at være i tvivl om, hvordan varme, badning og tid uden kompressionsstrømpe påvirker lymfødem. Mange kan fortsætte med både strandture og sauna, men det er vigtigt at kende kroppens egne reaktioner.
Hvad gør man, når man vil bade ved stranden?
Mange bader med strømpen på, og andre tager den af under badet og på igen bagefter. For nogle fungerer det at være uden strømpen, mens man er på stranden, og tage den på igen, når man går hjem. Ofte ved man selv, hvor længe man kan være uden strømpe, før man hæver op.
Infektioner og behandling
Ved lymfødem er huden mere sårbar, og infektioner kan både være alvorlige i sig selv og samtidig forværre hævelsen. Derfor er det vigtigt at reagere hurtigt på tegn på betændelse og kende mulighederne for behandling.
Betændelse forværrer lymfødem og bør behandles straks
Ved ubehandlet lymfødem bliver din huds modstandskraft svækket og dermed mere modtagelig for infektioner – oftest i form af betændelse med bakterier (kaldet 'rosen' eller 'erysipelas') eller svamp. Ved symptomer på rosen bør du straks starte antibiotika-kuren og søge læge.
En infektion ødelægger flere lymfekar, hvilket hæmmer lymfens tilbageløb yderligere, hvilket igen øger risikoen for infektion.
Behandlingen er antibiotika i mindst 14 dage og i op til to måneder.
Hvis du har haft betændelse én gang, er der stor risiko for flere infektioner. Du anbefales derfor, at du altid har antibiotikatabletter til fjorten dage med dig, hvis du skal ud at rejse.
Forebyggende antibiotika
Hvis du har haft to eller flere tilfælde af rosen om året, kan du få forebyggende antibiotikabehandling, som kan stoppes efter to år uden infektioner. Fordi infektionen og ødemet på dette tidspunkt er behandlet, vil lægen prøve, om du kan afslutte den forebyggende behandling.
Hvis du imidlertid får rosen igen, kan du få forebyggende penicillinbehandling resten af livet.