Gå til sygdomsliste

Operation for kræft i svælget

Som følge af udvikling af robot-teknologi er det de seneste år blevet muligt at behandle nogle former og stadier af kræft i svælget alene med operation.

Operation foregår i dag i forsøgsprotokoller, da det er en ny måde at behandle kræft i svælget. Det betyder, at fremgangsmåden er skrevet ned i en såkaldt protokol. Formålet med protokollerne er at vise, at operation er muligt, sikkert og giver sammenlignelige resultater i forhold til den etablerede strålebehandling. Der arbejdes på en landsdækkende protokol, som skal vise om tidlige stadier af mundsvælgkræft kan behandles med robotoperation.

For at afgøre om det er muligt at operere, må lægerne i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvor i svælget kræften sidder, kræftknudens størrelse, sygdommens stadium og den almene helbredstilstand.

Det er afgørende, hvor kræften sidder i svælget:

Lokalisation i svælget Betingelser for operation
Nasopharynx - øvre del af svælget Hvis strålebehandling ikke virker, kan man for enkelte patienters vedkommende operere.
Oropharynx - midterste del af svælget Her er det er muligt at operere som den primære behandling ved tidlige stadier, men foregår aktuelt som led i forsøgsprotokol. Operation kan også anvendes til behandling af tilbagefald i særlige tilfælde.
Hypopharynx - nederste del af svælget Operation er ikke førstevalgsbehandling, men kan i udvalgte tilfælde anvendes ved tilbagefald. 

Introduktionen af robotkirurgi giver håb om, at man i fremtiden vil få færre senfølger efter behandling af kræft i svælget. Forhåbentlig kan robotkirurgi med tiden også anvendes ved flere tilfælde af kræft i svælget end i dag.

Overlæge Irene Wessel

Operation af kræft i svælget

Målet med operationen er at fjerne al kræften. For at sikre at hele knuden fjernes, er det nødvendigt også at fjerne et stykke væv område omkring kræftknuden.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. I forbindelse med operationen får man ofte lagt en sonde for at sikre, at man kan få nok at spise og drikke efter operationen.

Efter operationen er det almindeligt at have svært ved at synke, dels på grund af smerter fra det nyopererede område, dels fordi anatomien er blevet anderledes og fungerer anderledes, efter man er blevet opereret. Det er meget forskelligt, hvor hurtigt man kommer sig efter operationen. Nogle kan spise og drikke umiddelbart efter operation, mens andre har behov for sonde igennem længere tid. Man vil typisk være indlagt i mindst tre dage - af og til i nogle uger.

Bivirkninger ved operation af kræft i svælget er oftest kun midlertidige

De akutte bivirkninger til operation er smerter og synkebesvær. Der er ofte lagt sonde i forbindelse med operationen, og det er muligt at få mad og væske ad denne vej.

Det kan blive nødvendigt at få undervisning og hjælp til at synke igen af en ergoterapeut. Nogle oplever at stemmen ændrer karakter, eller at der kommer væske ud af næsen, når man drikker. Nogle patienter oplever ændret smagssans og spytproduktion.

Disse bivirkninger er for størstedelen kun midlertidige og vil forsvinde i løbet af de første måneder.

Før operation af kræft i svælget

Før operationen kortlægger lægen den præcise størrelse af kræftknuden, og hvor kræften befinder sig, ved hjælp af en ultralydsscanning, CT-scanning, MR-scanning eller en kombineret PET/CT-scanning af hoved og hals.

Undersøgelserne kan også vise, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer. Læs mere om de forskellige undersøgelser:

Ultralydsscanning

CT-scanning

MR-scanning

PET/CT-scanning

Se film om, hvilke bivirkninger man risikerer at få efter behandlingen af hoved-halskræft. 3:45 min.

Se film om, hvilke bivirkninger man risikerer at få efter behandlingen af hoved-halskræft. 3:45 min.

Læs alt om kræft i svælget

Kræft i svælget – forsiden

 

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende