Behandling af kronisk myeloid leukæmi
Den medicinske behandling for kronisk myeloid leukæmi (CML) er særdeles effektiv, men helbreder kun sjældent sygdommen. Derfor skal du som udgangspunkt fortsætte med at tage medicinen hele livet.
Hvordan behandles kronisk myeloid leukæmi?
Kronisk myeloid leukæmi (CML) behandles med medicin af typen tyrosinkinase-hæmmere. Tabletbehandlingen virker hæmmende på det energiprotein (BCR::ABL), der er dannet på baggrund af Philadelphia-kromosomet.
Da de syge celler er afhængige af energiproteinet for at kunne fungere, bliver de efterhånden udryddet fra knoglemarven. De raske stamceller uden Philadelphia-kromosomet vil derefter med tiden overtage produktionen af blodceller.
Imatinib er en af de tyrosinkinase-hæmmere, der meget hyppigt bliver anvendt.
Hvilke bivirkninger har imatinib?
De mest almindelige bivirkninger kan være:
- ophobning af væske i ansigtet eller i benene
- muskelkramper
- kvalme
- hovedpine
- træthed
Det er sjældent, at du får andre bivirkninger, fordi behandlingen som udgangspunkt kun angriber energiproteinet og ikke alle celler i kroppen, som kemoterapi normalt gør.
Da man begyndte at behandle med imatinib, ændrede sygdommen sig fra at være dødelig til at være en velbehandlet kronisk tilstand hos langt de fleste.
Hurtigt fri for sygdomssymptomer
Når du er kommet i gang med behandlingen, bliver du som regel hurtigt fri for symptomer, og ændringerne i antallet af blodceller bliver ofte normalt i løbet af en måned.
I mange tilfælde kan Philadelphia-kromosomet heller ikke længere påvises, mens det såkaldte genprodukt, BCR::ABL, som er ophav til energiproteinet, vil i mindre omfang kunne påvises hos de fleste.
Nødvendigt at fortsætte behandlingen
Genproduktets mængde måles i en blodprøve, som typisk bliver kontrolleret 4 gange om året under behandlingen. Det er nødvendigt at fortsætte behandlingen, da selv få ugers pause kan medføre, at andelen af leukæmiceller stiger i blodet, og leukæmi-symptomerne vender tilbage. Det er samtidig vigtigt, at medicinen tages hver dag på faste tidspunkter for at opnå det bedste resultat.
Du er ikke indlagt under behandlingen, og du kan hurtigt genoptage sit sædvanlige liv uden de store forandringer.
Behandling med andre tyrosinkinase-hæmmere
Hvis imatinib ikke virker tilstrækkeligt effektivt, eller hvis det ikke længere har effekt eller giver for mange bivirkninger, findes der andre stoffer, de såkaldte 2. generations tyrosinkinase-hæmmere med indholdsstofferne: dasatinib, nilotinib og bosutinib, som alle er særdeles effektive.
Stoffet ponatinib er en 3.generations tyrosinkinase-hæmmer og bruges som regel kun, hvis ingen af de andre stoffer er virksomme. Især hvis der er opstået en særlig modstandsdygtighed på grund af en sjælden sygdomsdisponerende genvariant (T315I).
Stoffet asciminib kan anvendes til patienter med CML som tidligere er blevet behandlet med to eller flere tyrosinkinase-hæmmere. Asciminib har et andet angrebspunkt end alle de andre stoffer og er ganske potent.
Hos personer med nydiagnosticeret CML bringer de nye stoffer også sygdommen hurtigere i kontrol end imatinib (bedømt ud fra målinger af mængden af Philadelphia kromosomet og genproduktet (BCR::ABL) efter 1 års behandling).
Tre af de nye stoffer er godkendt til første linjebehandling af nydiagnosticeret CML, men langt de fleste patienter vil fortsat blive behandlet med imatinib i første omgang, da det virker effektivt og tåles godt af de fleste.
Derudover har imatinib en positiv sideeffekt med bedring af kolesteroltal og regulering af blodsukkeret, og der er ikke opdaget bekymrende langtidsbivirkninger, selv om medicinen har været i brug i mere end 25 år.
Dette er i modsætning til nilotinib og ponatinib, der kan have en negativ effekt på kolesteroltal, blodtryk og diabetes. Det betyder, at de kan øge risikoen for udvikling af hjerte- og karsygdom, og i nogle tilfælde gøre det nødvendigt at påbegynde medicinsk behandling for at forebygge denne risiko.
Derudover giver dasatinib en særlig risiko for udvikling af væskeansamling mellem lungehinderne, og bosutinib kan give alvorlig påvirkning af leveren. Asciminib er så nyt, at det endnu ikke er muligt at udtale sig om eventuelle langtidseffekter, men behandlingen vurderes ikke at have særlige risici.
Læs mere om medicinen:
Interferon-alpha2 og stamceller
Behandling med interferon-alpha2 (IFN-alpha2)
Interferon-alpha2 (IFN-alpha2) var før imatinib det mest virksomme lægemiddel over for CML, og lægerne bruger det fortsat ved graviditet og amning, hvor det anses for sikkert at bruge.
Hydroxyurea kan bruges før diagnosen er sikker
Det tidligere brugte stof hydroxyurea, anvendes ikke længere rutinemæssigt ved CML, men en del patienter med et meget højt antal hvide blodlegemer ved sygdomsdebut, vil dog få behandling med hydroxyurea i de første uger.
Stamcelletransplantation (knoglemarvstransplantation)
Tidligere blev især yngre patienter tilbudt stamcelletransplantation fra en rask donor.
I dag er stamcelletransplantation kun anvendt i de tilfælde, hvor behandling med tyrosinkinase-hæmmere ikke virker effektivt nok, er holdt helt op med at virke, eller hvis personen er i blastkrise, når diagnosen bliver stillet.
Vær åben om sygdommen og prøv at få snakket åbent om de svære følelser som sorg, angst for at dø og ensomhed. Måske du kan have glæde af at snakke med patientforeningerne til den konkrete kræftsygdom eller med Kræftens Bekæmpelse.
Forskningsforsøg med stop af medicin
I de senere år er der foretaget mange forsøg, hvor udvalgte patienter med en særlig god og langvarig respons på behandlingen har prøvet at holde pause med medicinen under nøje overvågning af blodprøver. Omtrent halvdelen af disse patienter kunne undvære medicinen permanent, men det vides fortsat ikke, om det er udtryk for helbredelse, eller om der altid vil være en risiko for at sygdommen kan vende tilbage.
Det er også muligt at trappe langsomt ud af behandlingen i stedet for bare at stoppe, da cirka 1/3 af de patienter, der stopper med medicinen, får smerter og stivhed i muskler og led. Symptomerne forsvinder dog ofte af sig selv inden for 3-12 måneder, men kan kræve behandling med smertestillende medicin eller binyrebarkhormon.
I de kommende år vil fortsat være fokus på at bringe flere patienter i en situation, hvor det er forsvarligt at forsøge at stoppe behandlingen. Der kan meget vel blive tale om kombinationsbehandling med imatinib eller et af de andre midler sammen med ny medicin.