Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at du har fået tilbagefald af kronisk myeloid leukæmi (CML). Er det tilfældet, er der andre muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Man taler ikke om egentligt tilbagefald ved kronisk myeloid leukæmi (CML). Kronisk myeloid leukæmi er ofte en sygdom, du har hele livet. Hvis du tilhører gruppen af patienter, der forsøger at pause med behandlingen, vil sygdomsaktivitet blive opdaget i en blodprøve lang tid før, du eventuelt får symptomer på sygdommen igen.
Hvis imatinib ikke længere virker
Efter cirka 8 år vil omkring 50 pct. være stoppet med imatinib, enten på grund af utilfredsstillende behandlingsresultat eller på grund af bivirkninger ved behandlingen.
I de tilfælde kan der behandles med de såkaldte 2. generations-tyrosinkinasehæmmere; dasatinib, nilotinib, bosutinib eller asciminib.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Genvarianten T315l behandles med ponatinib
I sjældne tilfælde, hvis resistensen skyldes en sjælden sygdomsdisponerende genvariant, kaldet T315I, er stofferne dog virkningsløse. Her kan du i stedet blive behandlet med stoffet ponatinib (en tyrosinkinasehæmmer, som har en bred vifte af angrebspunkter, der er effektiv over for alle såkaldte BCR-ABL-genvarianter, herunder også T315I).
Stamcelletransplantation – når medicinen ikke virker
Tidligere blev især yngre personer med kronisk myeloid leukæmi tilbudt stamcelletransplantation fra en rask donor. Stamcelletransplantation fra en rask doner til den syge kaldes allogen knoglemarvstransplantation.
Stamcelletransplantation er formentlig stadig den eneste behandling, der overbevisende kan helbrede CML, men i dag anvendes stamcelletransplantation kun i de tilfælde, hvor behandling med medicin ikke længere virker. Det skyldes, at resultaterne af behandling med medicin er så gode, og at bivirkningerne er acceptable.
Medicinsk behandling, f.eks. med imatinib, kan hos nogle måske medføre, at de bliver sygdomsfrie, uden påviselige spor af sygdommen. Her kan man stoppe med behandlingen, og efterfølgende får man taget regelmæssige blodprøver, så behandlingen kan genoptages hurtigt, hvis blodprøven viser tegn på, at CML er ved at vende tilbage.
For nogle kan det være overvældende at skulle genoptage behandlingen efter en pause. Andre har slet ikke lyst til at forsøge at stoppe med behandlingen.
Der er anbefalinger til de kriterier, som bør være opfyldt, inden du forsøger at stoppe med medicin. Langt fra alle kommer til at opfylde disse kriterier. En vigtig faktor er, at du er motiveret og ikke bliver presset til at stoppe behandlingen.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.