Årsager til primær leverkræft
Den mest almindelige årsag til primær leverkræft (HCC) er skrumpelever, som ofte skyldes alkoholmisbrug eller kronisk leverbetændelse. Andre risikofaktorer er leversygdomme, diabetes, overvægt, giftstoffer og sjældne arvelige tilstande
Leversygdomme øger risikoen
Man har en forhøjet risiko for at udvikle kræft i leveren, hvis man har:
- Kronisk leverbetændelse (hepatitis B og C)
- Skrumpelever (cirrose)
- Fedtlever
- Hæmokromatose (arvelig sygdom som medfører abnorm jernophobning i leveren)
Behandling af hepatitis B og C kan forebygge leverkræft
Kronisk hepatitis B og C kan i fire ud af fem tilfælde behandles effektivt med en kombination af to eller flere antivirale midler i tabletform. Behandlingen bekæmper ikke kun virusinfektionen, men sænker også markant risikoen for at udvikle leverkræft. Læs mere om infektioner og kræft:
Arvelige sygdomme
Hæmokromatose er en arvelig sygdom, hvor kroppen optager for meget jern fra føden. Jernet aflejres blandt andet i leveren, hvilket kan føre til leverkræft pga. dårlig leverfunktion. Hvis sygdommen hæmokromatose opdages i tide, kan man blive behandlet med jævnlige aftapninger af blod og på den måde undgå, at sygdommen udvikler sig til leverkræft.
Alfa-1-antitrypsinmangel er en arvelig tilstand, som kan give anledning til akut eller kronisk leversygdom fra spædbarns- til voksenalderen. Der findes ingen helbredende behandling for alfa-1-antitrypsinmangel. Patienter, der har udviklet skrumpelever, kan behandles med levertransplantation - de fleste med et godt resultat.
Desuden kan der ses sjældne metaboliske sygdomme, hvor der er øget risiko for kræft i leveren pga. ophobning af stoffer, der dannes i leveren. Det kan f.eks. være Wilson sygdom, Tyrosinæmi type 1 og Glycogen storage disease type I.
Forskellige årsager til leverkræft
Alkohol
Forskning viser, at jo højere alkoholindtag, jo større risiko for leverkræft. En forøget risiko ses dog først ved et alkoholindtag på 3-4 genstande om dagen eller derover. Læs mere:
Overvægt øger risikoen
Overvægt øger risikoen for at udvikle leverkræft, hvilket sandsynligvis skyldes, at overvægt øger risikoen for at få non-alkoholisk fedtlever. Denne kroniske leversygdom, også kaldet MASLD, øger risikoen for, at leveren udvikler fibrose, skrumpelever og kræft i leveren.
Det skønnes, at mange personer med overvægt har fedtlever, men ikke alle udvikler de mere alvorlige typer. Læs mere om overvægt og kræft:
Rygning øger risikoen
Rygning øger risikoen for leverkræft. Risikoen bliver større, jo flere cigaretter du har røget, og jo flere år du har røget.
Uanset hvor længe du har røget og uanset, hvor gammel du er, så vil det gavne dit helbred at blive røgfri. Læs mere:
Overvejer du at stoppe med at ryge?
Svampegiften aflatoksin øger risikoen
Skimmelsvampen Aspergillus flavus danner 'aflatoksiner', som kan forårsage leverkræft. Aflatoksiner kan findes i visse importerede fødevarer som ris, nødder, majs og tørrede frugter, hvis de bliver opbevaret ved høj temperatur og fugtighed. Aflatoksiner kan udgøre et problem, hvis man f.eks. arbejder med at losse eksempelvis skibe med denne type fødevarer.
Plastindustri og radioaktivitet
Ved arbejde i plastindustrien kan man blive udsat for høje koncentrationer af 'vinylklorid monomerer'. Mange års udsættelse for disse kan medføre en sjælden type kræft i leveren (angiosarkom). Det plastblødgørende stof 'DEHP' er af IARC vurderet som muligvis kræftfremkaldende for mennesker.
Det radioaktive stof Thorotrast, som tidligere blev brugt som røntgenkontrast, har også vist sig at kunne give leverkræft.
Triklorethylen og methylenklorid øger sandsynligvis risikoen
De klorede opløsningsmidler triklorethylen (TRI) og methylenklorid (diklormetan) øger sandsynligvis risikoen for leverkræft. TRI har tidligere været meget brugt. I jern- og metalindustrien har det været brugt til affedtning af metaloverflader, inden man har malet. Det har også tidligere i nogen grad været brugt til kemisk rensning af tøj. TRI er kommet på Miljøstyrelsens liste over uønskede kemikalier, og bliver ikke længere brugt ret meget. TRI bliver dog fortsat brugt for eksempelvis på renserier til at fjerne vanskelige pletter.
Methylenklorid har tidligere været brugt til at fjerne maling. Læs mere om arbejdsrelateret kræft:
Ioniserende stråling øger risikoen for leverkræft
Ioniserende stråling er den stråling, man får ved strålebehandling og ved røntgenundersøgelser. Gammastråling er en form for ioniserende stråling, der udover til kræftbehandling også bliver brugt i industrien til at sikre, at svejsesømme er tætte og til måling af pladetykkelser. Læs mere om ioniserende stråling og kræft:
Patienter med både type 1 og type 2 diabetes har en øget risiko
Man kender ikke grunden til, at diabetespatienter har en øget forekomst af leverkræft, men forskellige mekanismer relateret til den dårligere blodsukkerregulering har været foreslået.
Kaffe mindsker sandsynligvis risikoen
Hvis man drikker mellem en og fem kopper kaffe, mindsker det sandsynligvis risikoen for leverkræft. En række mekanismer for den beskyttende virkning er foreslået, men det vides ikke med sikkerhed, hvilke indholdsstoffer i kaffen, der kan tilskrives denne effekt.