Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Når du har afsluttet din behandling, vil din læge på hospitalet i samarbejde med dig udarbejde en personlig opfølgningsplan baseret på dine behov for hjælp og støtte - og med fokus på håndtering af senfølger. Et opfølgningsforløb kan fortsætte op til fem år efter behandlingen.
Du vil i opfølgningsperioden være tilknyttet en gynækologisk afdeling hvis du har fået ren kirurgisk behandling og onkologisk afdeling, hvis du også har fået efterfølgende kemoterapi og strålebehandling.
Ved opfølgningen efter kræftbehandlingen taler du med lægen om eventuelle symptomer og senfølger til behandlingen. Ved symptomer, der kan give mistanke om tilbagefald af sygdommen, eller hvis du skal undersøges for senfølger, får du foretaget en gynækologisk undersøgelse og eventuelt en ultralydsscanning.
Hvis du har fået strålebehandling under din behandling, får du typisk foretaget 1-2 helkropsscanninger i opfølgningsforløbet for at undersøge, om der er tegn på tilbagefald af sygdommen.
Hvis du har senfølger kan du tale med lægen, om du skal henvises til behandling af disse i din kommune eller på hospitalet.
I samarbejde med lægen planlægges næste opfølgning.
Mellem disse opfølgninger er det vigtigt, at du selv er opmærksom på eventuelle symptomer på tilbagefald af sygdommen. Hvis du får symptomer, som bekymrer dig, skal du ikke vente til næste planlagte besøg, men henvende dig og bede om at få din tid fremskyndet.
De enkelte afdelinger er forpligtet til at tilbyde en hurtig ambulant tid, hvis man henvender sig med symptomer.
Når du ikke længere går til opfølgning på afdelingen, skal du kontakte din egen læge ved mistanke om tilbagefald.
Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem opfølgningsbesøgene, så kontakt lægen.
Symptomer på tilbagefald kan være:
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, og du kan også tage en pårørende med til samtalen.
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og evt. behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle akutte bivirkninger og senfølger til behandlingen. Du kan også få justeret din medicin, hvis der er behov for det.
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og du kan blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Læs mere om hverdagsliv, reaktioner og få god råd til at håndtere bivirkninger efter behandlingen for livmoderhalskræft:
Uvisheden fylder meget i mit liv, og jeg har både gode dage og dage, hvor jeg bare gemmer mig under dynen. For jeg ved jo ikke, om behandlingerne har virket. Selv hvis de har, er det hårdt for mig at tænke på, at jeg skal gå til kontroller de næste 5 år, og jeg er bange for, at kræften vender tilbage. Det har jeg meget svært ved at overskue.
Pia, livmoderhalskræft
Frygten for, at sygdommen skal vende tilbage, fylder oftest mest lige efter, man har fået stillet diagnosen, men for nogle vil frygten være til stede resten af livet. Frygten for tilbagefald kan medføre, at man føler sig deprimeret, har svært ved at sove eller har problemer med at huske og koncentrere sig.
Hvis du oplever nogle af disse symptomer, bør du tale med din læge, så du eventuelt kan blive henvist til f.eks. en psykolog.
Den 1. juni 2015 startede opfølgningsprogrammer for bl.a. gynækologiske kræftformer, heriblandt opfølgningsprogram for livmoderhalskræft. Programmerne skal erstatte kontroller efter behandling for kræft.
Opfølgning skal øge fokus på hjælpetilbud, og behandling af bivirkninger og senfølger, da flere med kræft lever længere med deres sygdom.
Overordnet er den store ændring, at nogle patientgrupper ikke længere skal komme til rutinemæssige kontroller, men i højere grad får tilbudt behovsvurderet opfølgning.
Sidst ændret:01.04.2019
Professor, overlæge, Ph.d. Pernille Tine Jensen (gynækologisk kræftkirurg) og overlæge, Ph.d., Lars Fokdal (onkolog). Begge Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe, Cervixcancergruppen.
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17