Om modermærker
Modermærkekræft opstår i modermærker. Et modermærke er en samling af celler i huden, der producerer pigment.
Modermærker er brunlige og kan have forskellige former og størrelser. Modermærker kommer med alderen, og de ses derfor meget sjældent hos nyfødte og små børn. På dansk skelner vi sprogligt ikke mellem skønhedspletter og modermærker.
I gennemsnit har et voksent menneske cirka 25 modermærker.
Om modermærkekræft
På illustrationen kan du se et tværsnit af modermærkekræft i huden.
Da dele af modermærkekræften kan være placeret i huden uden for den synlige modermærkekræft, tager lægerne også huden rundt om modermærket ud, så det kan blive undersøgt under mikroskop.
Generelt om huden
Huden er vores største organ og beskytter os mod omgivelserne. Huden har mange funktioner. Den rummer blandt andet følesansen, og det er derfor via huden, at man kan mærke berøring og smerte.
Huden regulerer samtidig kroppens temperatur, beskytter os mod UV-lys fra solen, og det er også den, der danner D-vitamin. Huden består af overhud, læderhud og underhud.
Overhuden
Overhuden er et beskyttende lag, der yderst er dækket af et hårdt lag, som fornyes i takt med, at det slides væk. Der findes hovedsagelig tre slags celler i overhuden: pladeceller, basalceller og pigmentceller.
Pigmentceller (melanocytter) danner farvestoffet melanin, der giver huden farve og beskytter mod sollysets skadelige stråler. Det er disse pigmentceller, som kan udvikle sig til modermærkekræft.
Læderhuden
Under overhuden findes læderhuden, som er stærk og elastisk. Læderhuden består af et bindevæv af blodkar, svedkirtler, lymfekar, talgkirtler, hårsække og nerver. Bindevævet giver huden styrke.
Underhuden
Størstedelen af underhuden er fedtvæv, der virker som et varmeisolerende lag og beskytter mod stød, tryk og slag udefra.