Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Kemoterapi bruges ikke rutinemæssigt som eneste behandling af kræft i munden, men kemoterapi bruges nogle gange i forbindelse med strålebehandling.
Hvis man har en kræftknude i munden på over 4 cm, eller man har spredning til en eller flere lymfeknuder på halsen i stadie 3 eller 4, vil man blive rådet til at få kemoterapi med stoffet cisplatin.
Cisplatin virker ved at gøre kræftcellerne mere følsomme over for strålebehandlingen. For at afgøre, om man kan tåle behandling med cisplatin, skal man have kontrolleret, om ens nyrer fungerer normalt, og om man har nerveskader til muskler eller følesans.
Man får kemoterapien en gang om ugen under strålebehandlingen. Behandlingen gives i et drop i en blodåre - enten ambulant eller under indlæggelse.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Behandlingen med cisplatin kan medføre en kraftigere akut strålepåvirkning af de slimhinder, der bliver ramt af strålerne.
Nogle oplever kvalme og eventuelt opkastninger, ligesom man kan opleve en påvirkning af følenerverne i hænder og fødder. Disse bivirkninger aftager med tiden.
Da behandlingen med cisplatin også kan påvirke funktionen af knoglemarven, skal man have taget blodprøver før hver ugentlig behandling.
Efter behandlingen kan man desuden i sjældne tilfælde opleve tinnitus (øresusen) eller påvirkning af evnen til at høre.
Kemoterapi er endnu ikke en særlig effektiv behandling af kræft i munden. Kemoterapi bruges derfor ikke som eneste behandling til at fjerne kræft i munden, men man forsker i at udvikle effektive stoffer til det.
Hvis sygdommen blusser op igen, efter at man er blevet opereret og har fået strålebehandling, vil man ofte få tilbud om at få lindrende kemoterapi med kendte stoffer. Eller man vil blive tilbudt at deltage i forsøg med nye stoffer, hvis man ikke kan opereres eller strålebehandles igen. Behandlingen kan i nogle tilfælde få sygdommen til at svinde for en tid, men man kan endnu ikke opnå egentlig helbredelse med kemoterapi.
Kemoterapi er medicin, som angriber kræftceller. Der findes mange typer kemoterapi, og der er stor forskel på, hvordan de virker i kroppen.
Nogle typer kemoterapi rammer alle celler, som deler sig hurtigt. Kræftceller deler sig hurtigt, men det gør nogle af kroppens normale celler også. Derfor kan visse former for kemoterapi give bivirkninger som hårtab, kvalme, infektioner og problemer med slimhinderne.
Andre typer kemoterapi rammer mere målrettet og giver færre eller helt andre former for bivirkninger.
Spørg din læge, hvilke bivirkninger du kan forvente ved netop den eller de typer kemoterapi, du får. Læs mere om kemoterapi generelt:
I udvalgte tilfælde, hvor man ikke kan få yderligere operation eller strålebehandling, kan elektrokemoterapi være en mulighed ved et lokaliseret tilbagefald. Det er en lindrende behandling med en kombination af kemoterapi (bleomycin) og strøm. Behandlingen gives kun på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet.
Sidst ændret:15.01.2021
Overlæge Elo Andersen (kræftlæge) og overlæge, ph.d. Irene Wessel (øre-næse-halskirurg), Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA), Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17