Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Forsøgets titel:DAHANCA 33

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Hoved-halskræft
Forklaring I dette forsøg undersøger lægerne, om en øget dosis strålebehandling gavner hoved-halskræft patienter, der har iltmangel i kræftknuden.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Inden behandlingen for hoved-halskræft er det rutine at lave en MR-skanning og/eller en kombineret PET/CT-scanning.

I dette forsøg skal du have yderligere en til to PET-skanninger. Her måles iltindholdet i kræftknuden ved hjælp af et særligt sporstof kaldet FAZA.

Iltindholdet i en kræftknude er nemlig én af flere faktorer, som bestemmer, hvor godt behandlingen virker.

Lægerne vil bruge scanningen til at undersøge, om man har gavn af en øget dosis af strålebehandling, når man har iltmangel i kræftknuden.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Lægerne vurderer, du er egnet til helbredende behandling

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 0-1)

  • Din nyrefunktion er normal

  • Du ikke har moderat til svær nervesygdom

  • Din knoglemarvsfunktion fungerer normal

  • Du ikke har eller har haft andre livstruende sygdomme, som kan påvirke behandling, evaluering og udfald af den nuværende sygdom

  • Du ikke samtidig deltager i andre forsøgsbehandlinger, der kan modarbejde dette forsøg

Sådan foregår behandlingen

Du får en FAZA-PET-CT-scanning som supplement til de øvrige planlægningsscanninger, du skal have inden din strålebehandling.

Herefter tilrettelægger lægerne behandlingen, alt efter om den viser iltmangel i din kræftknude eller ej.

Hvis undersøgelsen viser, at du har lavt iltindhold i knuden, bliver du tilbudt 2 daglige strålebehandlinger, i alt 10 om ugen.

Er der ikke tegn på, at iltindholdet er lavt, vil du få 6 eller 10 behandlinger om ugen, alt efter hvad lægen skønner er bedst for behandlingsplanen. Det vil være lægens afgørelse, om skanningsresultatet får betydning for din strålebehandlingsplan.

Hvis FAZA-skanningen viser, at du har lavt iltindhold i knuden, vil vi bede dig om at medvirke i endnu en FAZA-skanning undervejs i din strålebehandling, for at undersøge om iltindholdet i kræftknuden ændres under behandlingen.

Derudover får du uanset skanningsresultatet kemoterapi (cisplatin) og stoffet nimorazol (HART-CN).

Selve FAZA-skanningen adskiller sig fra dine andre skanninger ved, at du ikke behøver at faste eller holde dig i ro før undersøgelsen.

Ellers foregår FAZA-skanning ligesom andre PET-skanninger, og der forventes ingen eller meget ubetydelige gener til undersøgelsen.

Her kan du få behandlingen
  • Odense Universitetshospital
  • Aalborg Universitetshospital
  • Aarhus Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

ClinicalTrials.com nr.: NCT02976051

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat