Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Forsøgets titel:SBRT vs. MWA

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Endetarmskræft, Metastaser (spredning), Tyktarmskræft
Forklaring Dette forsøg sammenligner to behandlingsformer til patienter med ende- eller tyktarmskræft, der har spredt sig til leveren. De to behandlingsformer er mikrobølger og stereotaktisk strålebehandling.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Standardbehandling mod ende- eller tyktarmskræft, der har spredt sig til leveren, er operation, men i nogle tilfælde er det mere effektivt at behandle med såkaldte mikrobølger eller stereotaktisk strålebehandling.


I dette forsøg undersøger lægerne effekten af mikrobølger sammenlignet med effekten af stereotaktisk strålebehandling, når man behandler patienter med ende- eller tyktarmskræft med spredning til leveren.



Mikrobølger og stereotaktisk strålebehandling
Mikrobølger: Ved denne behandling sender man mikrobølger ind i kræftknuden gennem nåle-elektroder. Mikrobølgerne opvarmer kræftvævet, så man ødelægger det.


Stereotaktisk strålebehandling: Her får man moderne konform strålebehandling med højdosis røntgenstråling, som ødelægger kræftcellerne.


Forsøgsmetode

Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe får behandling med mikrobølger. Den anden gruppe får stereotaktisk strålebehandling.


Læs mere om lodtrækningsforsøg:


Lodtrækningsforsøg

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har ende- eller tyktarmskræft, der har spredt sig til leveren

  • Sygdommen ikke kan fjernes ved operation

  • Kræftknuden har en størrelse på 4 cm. eller under

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du tidligere har fået strålebehandling mod leveren

  • Du har haft en anden kræftsygdom inden for 3 år

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden forsøget går i gang.


Herefter deles patienterne i to grupper ved lodtrækning, hvilket afgør, hvilken behandling du skal have.


Mikrobølger
Behandlingen foregår ved, at lægen fører nåle-elektroder ind i kræftknuden under lokalbedøvelse. Gennem nålene sender lægen mikrobølger ind i kræftknuden, hvilket varmer den op. Varmen kan ødelægge kræftvævet.


Stereotaktisk strålebehandling
Du skal have tre behandlinger med højdosis røntgenstråling. Behandlingen følger Rigshospitalets standard procedure, hvilket din læge kan informere dig nærmere om.


Kontrol og afslutning
Uanset behandlingsform skal du til kontrolbesøg 5 år efter behandlingen, hvor du vil få taget prøver og skanninger, så lægen kan holde øje med effekten af behandlingen og eventuelle bivirkninger.


Forsøget stopper dog før tid, hvis kræften bliver værre under forsøget, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du eller forsøgslægen ønsker at afslutte behandlingen.

Bivirkninger ved behandlingen

Der kan være bivirkninger forbundet med de to behandlingsformer.


Mikrobølger
Almindelige bivirkninger er influenza-lignende symptomer.


Stereotaktisk strålebehandling
Almindelige bivirkninger er:



  • Kvalme

  • Diarré

  • Hudreaktioner

  • Smerter i det bestråle område

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Rigshospitalet

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Afdelinger

  • Rigshospitalet

  • Aarhus Universitetshospital 

Denne side er sidst opdateret: 2021-11-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat