Første behandlingsvalg ved myelomatose
Når man lige har fået diagnosen, har man ofte symptomer, der kræver behandling med det samme. Der findes forskellige behandlinger, der retter sig direkte mod myelomatosecellerne. Valget af behandling afhænger bl.a. din alder og dit generelle helbred.
Når dit første behandlingsforløb er afsluttet, kan der være en kortere eller længere periode, hvor du ikke behøver behandling. De fleste vil i løbet af deres sygdomsforløb modtage flere forskellige typer behandling.
De forskellige behandlingsmuligheder inddeles i såkaldte 'behandlingslinjer'
Der er bred enighed om, hvilke behandlinger der bør blive brugt som det første valg – det kaldes første behandlingslinje. Man bør få den nyeste og mest effektive behandling, så længe den virker, og der ikke er væsentlige bivirkninger. Dette kan være flere år - medmindre man modtager højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation.
Efter første behandlingslinje får mange et tilbagefald, hvor man igen har brug for behandling. Det kalder man anden linje behandling, og senere kan man få brug for tredje linje behandling osv.
Ved senere behandlingslinjer kan man tage helt nye lægemidler i brug, enten hver for sig eller i kombination med andre. Den første og anden behandlingslinje ligger i ret faste rammer. Ved de efterfølgende behandlingslinjer vælger lægen den bedste individuelle behandling. Her ser lægen på, hvordan sygdommen har udviklet sig, hvordan effekten har været af behandlingerne og om der har været bivirkninger ved de tidligere behandlingslinjer.
På det tidspunkt hvor man får stillet diagnosen myelomatose, har de fleste sygdom, som kræver behandling. I nogle få tilfælde er der så alvorlige tegn på sygdom, at behandlingen skal startes med det samme – f.eks. kan funktionen af nyrerne være påvirket eller man kan have kraftige smerter i knoglerne. Normalt er der dog god tid til at planlægge behandlingen og overveje sammen med lægen, om man måske ønsker at blive behandlet i en protokol (et klinisk forsøg) med nye lægemidler.
Forskellige behandlinger alt efter din biologiske alder
- Er du fri for andre sygdomme og op til 65 år og måske lidt over denne alder, får du med stor sandsynlighed det man kalder en højdosisbehandling og autolog transplantation (transplantation med dine egne stamceller). Først får du dog medicinsk behandling, som skal sænke antallet af kræftceller
- Er du ældre, eller har du andre sygdomme, som kan hindre behandlingen, er højdosisbehandling og transplantation ikke en del af behandlingsplanen. I stedet bliver du tilbudt flere serier af mindre kraftig medicinsk behandling
Hvis du er under 65 år
Er du under eller omkring 65 år, får du først fire behandlingsserier som består af lenalidomid (Revlimid®), bortezomib (Velcade®) og dexamethason – tilsammen bliver denne behandling kaldt RVD:
- Lenalidomid er et stof, som styrker kroppens eget immunforsvar overfor myelomatosen - også kaldet et immunmodulerende stof. Der er en tabletbehandling, som du får dagligt i 2 ud af 3 uger
- Bortezomib er en proteasomhæmmer – et stof, som dræber myelomceller ret effektivt. Du får det som indsprøjtning i huden en eller to gange om ugen i to af de tre behandlingsuger, som hver behandlingscyklus består af
- Dexamethason er et binyrebarkhormon, som hjælper kemoterapien med at dræbe kræftcellerne. Det får du kortvarigt i høj dosering for at få maksimal effekt på myelomatosen og for at minimere bivirkningerne. Du får medicinen som tabletter den dag, du får bortezomib, samt dagen efter
Efter disse serier af behandling vurderer lægerne, hvordan behandlingen har virket. Hvis resultatet er tilfredsstillende, vil den næste behandling være høst af stamceller og transplantation.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Hvis du er over 65 år
Hvis du er omkring eller over 65 år, eller har andre sygdomme, der kan påvirke behandlingen, har man i mange år brugt tabletbehandling med lægemidlet melphalan (Alkeran®) sammen med prednisolon, et binyrebarkhormon. Denne behandling kalder man MP.
De senere år er behandlingen med melphalan blevet suppleret med bortezomib (Velcade®), og så kaldes den samlede behandling MPV (melphalan, prednisolon, bortezomib (Velcade®)). MPV er væsentligt mere effektivt til behandling af myelomatose end MP alene.
-
Melphalan (Alkeran®) er kemoterapi som tabletter, der dræber cellerne
-
Prednison er et binyrebarkhormon, som hjælper kemoterapien med at dræbe kræftcellerne. Du får binyrebarkhormon i en kort periode og i en høj dosis, så det virker bedst muligt mod myelomatosen, og giver færrest mulige bivirkninger. Du får det som tabletter
-
Bortezomib (Velcade®) er en proteasomhæmmer, som du får som indsprøjtning i huden en eller to gange om ugen efter et bestemt skema
Behandlingen med MPV får du efter et fastlagt skema. Før hver behandling skal du kontrolleres med blodprøver, både for at vurdere, om det er forsvarligt, at du får næste behandlingsserie, og for at vurdere effekten af de forudgående behandlinger.
Traditionelt har lægerne behandlet, indtil de opnåede en tilstand, hvor mængden af M-komponenten ikke faldt yderligere, hvorefter behandlingen blev stoppet, og man fortsatte i en observationsfase. Behandlingsvarigheden har derfor kunnet variere fra patient til patient, men har ofte været omkring 1 år.
Behandlingen med MPV bruges stadig i Europa men ikke i USA, hvor en kombinationsbehandling med lenalidomid, bortezomib og dexamethason (RVD) dominerer helt. Også i Europa sker der et skift fra MPV til RVD. Mens man traditionelt har fået MPV i en fastlagt tidsperiode, bør man få RVD så længe behandlingen har effekt, og der ikke er væsentlige bivirkninger. Det kan vare flere år, men da behandlingen som regel har få bivirkninger, er livskvaliteten god under behandlingen.
Med begge behandlinger kan du få en længere periode med ro i sygdommen, et længere liv og færre bivirkninger, end man kunne opnå for blot få år siden.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Bivirkninger ved kemoterapi
Kemoterapi kan have en række bivirkninger i form af utilpashed, kvalme, opkastninger, hårtab og øget risiko for infektioner. Det skyldes, at de normale celler også påvirkes af behandlingen. Man taber ikke håret, hvis man udelukkende behandles med melphalan i tabletform.
De nye stoffer som bortezomib eller lenalidomid giver heller ikke hårtab. Tendensen inden for behandling af myelomatose går i retning af kemoterapi-fri behandling, dvs. væk fra de traditionelt anvendte alkylerende stoffer (melphalan) over mod de nyere stoffer (immunmodulerende, proteasomhæmmere, antistoffer), som generelt både er mere effektive og mere skånsomme.
Undtagelsen er stadig behandling med højdosis melphalan i forbindelse med autolog stamcelletransplantation. Det er en behandling, som pga. den gode effekt på sygdommen endnu ikke er udkonkurreret af de nye lægemidler.
Bivirkningerne afhænger meget af, om du er blevet behandlet med mild eller stærk kemoterapi. Den enkeltes modtagelighed over for behandlingen spiller også en stor rolle for graden af bivirkninger. Heldigvis findes der en række lægemidler, som modvirker eller hæmmer bivirkningerne. I forbindelse med autolog stamcelletransplantation har man ofte brug for indlæggelse eller tæt sygehuskontakt for at få behandlet bivirkninger til behandlingen (blodtransfusioner, antibiotika, væsketilskud etc.).