Symptomer på myelomatose
De tidligste symptomer på myelomatose kan være smerter i ryg, arme eller ben, træthed og hyppige infektioner.
Det er svært at give en entydig beskrivelse af, hvilke symptomer du bør være på vagt over for. Men nye og vedvarende symptomer skal du tage alvorligt. Der findes også fredelige former for myelomatose, som ikke giver symptomer og ikke skal behandles, men blot kontrolleres (smoldering myeloma eller 'sovende myelomatose').
Symptomer i de tidlige stadier
I de tidlige stadier af sygdommen kan du føle dig træt, men det er også normalt ikke at have symptomer. Hvis ikke man har symptomer, bliver sygdommen ofte opdaget tilfældigt i en blodprøve, som bliver taget med et andet formål. Det kan f.eks. være på grund af en skævhed i sammensætningen af antistoffer også kaldet M-komponent i blodet.
Hvis man ofte har infektioner, som f.eks. lungebetændelse, kan det også være et symptom på myelomatose.
De mest almindelige symptomer
Smerter i ryggen, armene eller benene, er nogle af de mest almindelige symptomer på myelomatose. Det er fordi myelomatose har det med at angribe og svække knoglerne. Knoglerne kan blive så svækkede, at der kan opstå sammenfald af ryghvirvler eller knoglebrud.
De fleste mennesker oplever smerter i ryggen. Myelomatose er en relativt sjælden sygdom, og der kan derfor gå lang tid, inden man bliver klar over, at det er myelomatose der er skyld i rygsmerterne og ikke en af de mere almindelige ryglidelser.
Der kan også opstå symptomer som træthed, bleghed og åndenød ved små anstrengelser, som kan være tegn på blodmangel.
Myelomatose kan svække nyrefunktionen
Symptomer på nedsat nyrefunktion er træthed, almen utilpashed og kvalme på grund af ophobning af affaldsstoffer i kroppen. Myelomatose kan svække nyrefunktionen. Nyrens opgave er at udskille kroppens affaldsstoffer og væske.
Der er forskellige årsager til, at myelomatose nedsætter nyrefunktionen. Det kan være på grund af for meget kalk i blodet eller, at der samler sig proteinstof i nyrerne ('Bence Jones-protein').
Nyrefunktionen kan ofte blive bedre, hvis man behandler det, der har svækket den. Nogle patienter med myelomatose kan i en periode have behov for dialysebehandling. Jo hurtigere sygdommen bliver opdaget og behandlet, jo større er chancen for at undgå nyresvigt og dialyse.
Sygdommen påvirker knoglerne
Man kan opleve symptomer i form af træthed, forstoppelse, kvalme, hyppig vandladning, forvirring (konfusion) og døsighed eller ligefrem bevidstløshed. Det er fordi Myelomatose gør, at knoglerne afgiver mere kalk (calcium) til blodet.
Tryk på nervesystemet
Symptomer som nedsat muskelkraft og problemer med at styre benene eller problemer med at kontrollere vandladning og afføring kan skyldes, at myelomatose i rygsøjlens knogler kan trykke på rygmarven (nervesystemet). Det kalder man et tværsnitssyndrom. Dette er alvorlige symptomer, og her bør du kontakte lægen med det samme.
Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Bliv frivillig