Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Det tidligste symptomer på myelomatose kan være smerter i ryg, arme eller ben, træthed og infektion.
Der findes dog også fredelige former for myelomatose, som ikke giver symptomer og ikke skal behandles, men blot kontrolleres (smoldering myeloma).
Det er svært at give en entydig beskrivelse af, hvilke symptomer man bør være på vagt over for. Men nye og vedvarende symptomer skal man tage alvorligt.
Fælles for symptomerne er, at man godt kan have dem uden at have kræft. Men man bør blive undersøgt, så kræft kan blive udelukket.
I de tidlige stadier af sygdommen kan man føle sig træt, men mange har ingen symptomer. I disse tilfælde kan man opdage sygdommen tilfældigt i en blodprøve, som bliver taget med et andet formål. Det kan f.eks. være på grund af en skævhed i sammensætningen af antistoffer også kaldet M-komponent i blodet.
Hyppige infektioner kan også være et symptom på myelomatose, f.eks. lungebetændelse.
De mest almindelige symptomer er smerter i ryggen, armene eller benene. Det skyldes, at myelomatose har en særlig tendens til at angribe og svække knoglerne. Svækkelsen af knoglerne kan blive så udtalt, at der kan opstå sammenfald af ryghvirvler eller knoglebrud.
De fleste oplever smerter i ryggen, og da myelomatose er en relativt sjælden sygdom, kan der gå lang tid, inden man bliver klar over, at rygsmerterne skyldes myelomatose og ikke en af de hyppigere ryglidelser.
Der kan også opstå symptomer på blodmangel, f.eks. træthed, bleghed og åndenød ved små anstrengelser.
Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge og blive undersøgt nærmere.
Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.
Myelomatose kan svække nyrefunktionen hos nogle. Nyrens opgave er at udskille kroppens affaldsstoffer og væske. Symptomer på nedsat nyrefunktion er træthed, almen utilpashed og kvalme på grund af protein i urinen (Bence Jones-protein).
Der er forskellige årsager til, at myelomatose nedsætter nyrefunktionen. Det kan være på grund af forhøjet kalk i blodet eller aflejring af proteinstof i nyrerne.
Nyrefunktionen kan ofte forbedres, hvis årsagen til svækkelsen bliver behandlet. Nogle patienter med myelomatose kan i en periode have behov for dialysebehandling. En hurtig diagnose og effektiv behandling kan hindre, at man udvikler nyresvigt og behov for dialysebehandling.
Sygdommens påvirkning af knoglerne kan føre til, at knoglerne afgiver mere kalk (calcium) til blodet. Det kan give symptomer i form af træthed, forstoppelse, kvalme, hyppig vandladning, forvirring (konfusion) og døsighed eller ligefrem bevidstløshed.
I nogle tilfælde kan myelomatose i rygsøjlens knogler trykke på rygmarven (nervesystemet). Det kaldes et tværsnitssyndrom. Symptomerne kan være nedsat muskelkraft og problemer med at styre benene eller problemer med at kontrollere vandladning og afføring. Dette er alvorlige symptomer, og man bør kontakte lægen øjeblikkeligt.
Her på cancer.dk får du gratis viden om kræft. Viden som du ikke kan finde på dansk andre steder på nettet. Siderne bliver til takket være danskernes private støtte. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer nemlig fra det offentlige.
Sidst ændret:23.04.2019
Overlæge, dr.med. Torben Plesner, Dansk Myelomatose Studie Gruppe og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
E-mail: persondata@cancer.dk
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17