Gå til sygdomsliste

Symptomer på non-Hodgkin lymfom

Det mest almindelige symptom på non-Hodgkin lymfom er hævede lymfeknuder. De er mest synlige på halsen, i armhulerne og i lyskerne. Hævede lymfeknuder gør sjældent ondt, og i de fleste tilfælde blive de opdaget tilfældigt.

Der kan komme symptomer, hvis lymfeknuderne trykker på omkringliggende organer eller nerver. F.eks. kan nyrerne blive påvirket, hvilket kan give smerter, fordi lymfeknuderne trykker på nerver og rygmarven.

Et andet symptom på lymfekræft kan være hævelse af f.eks. et ben, og også nattesved, forhøjet legemstemperatur, vægttab og hudkløe kan være symptomer på non-Hodgkin lymfom.

Non-Hodgkin lymfom kan også findes i forskellige organer, f.eks. mavesækken og skjoldbruskkirtlen, i huden og i centralnervesystemet (hjerne og rygmarv). Andre symptomer kan derfor opstå fra disse organer.

Det er meget forskelligt, hvor hurtigt og hvor meget symptomerne udvikler sig ved de forskellige lymfomtyper. Ved de langsomt voksende kan symptomerne udvikle sig over måneder til år, mens de hurtigst voksende kan udvikle sig i løbet af dage til uger.

Kvindelig læge føler på en kvindelig patients hals

Symptomerne behøver ikke være kræft, men det er vigtigt, at du kontakter din læge, så du kan blive undersøgt.

Hævede lymfeknuder kan skyldes mange andre ting end kræft

Netop fordi lymfeknuder spiller en stor rolle for immunsystemet – herunder at bekæmpe infektioner – kan hævede lymfeknuder være forårsaget af en lang række sygdomme.

Hævede lymfeknuder ses også ved:

  • Bakterieinfektion - f.eks. hvis man har et betændt sår på benet, kan lymfeknuderne i lysken være hævede og let ømme
  • Virussygdomme - f.eks. kan kyssesyge (mononukleose) give hævede lymfeknuder på halsen
  • Bindevævssygdomme - f.eks. leddegigt
  • Metastaser - kræftceller der har spredt sig fra en kræftsygdom i et andet organ. Der kan f.eks. findes hævede lymfeknuder i armhulerne ved nogle tilfælde af brystkræft

Alt om non-Hodgkin lymfom

Non-Hodgkin lymfom – forside


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.