Hans Christian har samlet ind til kræftsagen i 36 år: - Det er fantastisk
Siden Kræftens Bekæmpelses allerførste Landsindsamling i 1986 har Hans Christians Ploug samlet ind. - Jeg føler stor glæde og stolthed over at kunne hjælpe, siger han og opfordrer andre til at melde sig som indsamlere.
- Prøv det nu! Det giver en fantastisk lykkefølelse at være med i det store fællesskab om Landsindsamlingen, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Så det er bare med at kridte skoene og komme afsted!
Opfordringen kommer fra 67-årige Hans Christian Ploug, der har samlet ind for Kræftens Bekæmpelse, siden han var 31 år. I dag er han frivillig distriktsleder på Frederiksbjerg i Aarhus, hvor han er vokset op og har boet hele sit liv.
Den pensionerede ekspedient meldte sig ind i Kræftens Bekæmpelse for nøjagtig 40 år siden, efter hans far døde af lungekræft som 65-årig. Tre år senere deltog han i foreningens første Landsindsamling nogensinde i 1986. Og han husker tydeligt sin første gåtur med bøtten på Langenæs Allé, inden han skulle mødes med de andre indsamlere i Handelsbanken.
Lokalsamfundets opbakning er intakt
Meget har ændret i de 36 år, Hans Christian har samlet ind. Fødebyen Aarhus er vokset med næsten 100.000 borgere, hvoraf en stor del er unge mennesker, der flytter til fra hele landet for at studere på en af byens talrige uddannelsesinstitutioner.
De fleste frivillige fra indsamlingens begyndelse i 80’erne er døde i dag, men heldigvis kommer der hele tiden nye unge kræfter til, forklarer den selverklærede ”gamle travhest.”
- Første gang jeg samlede ind, fik jeg en helt fantastisk modtagelse, og i dag, næsten 40 år senere, bliver jeg mødt af akkurat den samme varme fra lokalsamfundet. Folk har stadig et smil og nogle penge klar, når vi kommer forbi, og det er fantastisk, siger Hans Christian, der efterhånden også har vænnet sig til et samfund med flere betalingsmuligheder og færre kontanter.
- Jeg er jo lidt en dinosaur i en moderne og højteknologisk verden, men det giver god mening for mig med både QR-koder og MobilePay. Jeg synes faktisk ikke, det er blevet mere besværligt eller kompliceret at være indsamler. Tvært imod.
Jeg føler stor glæde og stolthed
De mange positive reaktioner fra både borgerne og de frivillige indsamlere er årsagen til, at Hans Christian har tænkt sig at fortsætte som distriktsleder, så længe hans ben kan bære ham.
- Jeg føler stor glæde og stolthed over at kunne hjælpe andre ved at samle ind og repræsentere en folkelig forening med flere hundredetusinde medlemmer, hvor vi arbejder sammen for en fælles vigtig sag. Det føles som en stor ting at være en del af, siger han og understreger, at Landsindsamlingen handler om andet og mere end penge, der skifter ejerskab.
- Mange har selv kræft inde på livet, og tit deler de en lille smule af deres egen historie, og så lytter man bidrager med et par trøstende ord, selvom vi ikke kender hinanden. Jeg oplever, at folk er enormt taknemmelige for det arbejde, vi laver, siger han.
Et varmt dinosaurhjerte
Den erfarne indsamler sætter en ære i at planlægge selve indsamlingsdagen således, at indsamlerne ikke skal stå og vente i en lang kø, og at det hele forløber så smidigt og smertefrit som muligt.
Og hver gang nogen melder sig som indsamlere på Frederiksbjerg, ringer han til dem for at hilse pænt, byde velkommen og høre, om de har spørgsmål til, hvordan indsamlingen foregår.
- Det er rigtig vigtigt for mig, at indsamlerne får en god oplevelse. Man må for guds skyld aldrig afvise en indsamler, så som distriktsleder har man pligt til at finde en rute til enhver, der skulle have lyst til at samle ind, siger Hans Christian, der møder stor anerkendelse for sit arbejde blandt indsamlerne.
- Jeg blev helt rørt, da et ungt indsamlerpar i midten af 20’erne havde bagt lækre muffins til mig som tak for min indsats. Det er noget, der virkelig kan varme sådan et gammelt dinosaurhjerte.
Der går sport i indsamlingsresultaterne
Der er ikke længe til søndag den 16. april, hvor Hans Christian deltager i Landsindsamlingen for 37. gang. Og han glæder sig til at tage imod distriktets omkring 70 indsamlere i Sankt Lukas Kirke og udlevere bøtter og fordele ruter.
- Jeg er lidt ligesom en gammel travhest. Når man får sådan en god opbakning fra gamle og nye indsamlere, og har en fantastisk god dialog med dem, så kan jeg simpelthen ikke gøre andet end at blive ved. Det er som om, det rykker i mig, når vi begynder at nærme os indsamlingsdagen, siger han.
Når indsamlerne nogle timer senere vender tilbage med de tunge bøtter, samler Hans Christian dem sammen og går ned i Nordea på Frederiks Plads, hvor de tager imod pengene og tæller dem op. Han har regnet sig frem til, at han i årenes løb personligt har afleveret mere end 2 mio. indsamlingskroner.
- Jeg kan ikke lade være med at gå og mærke lidt på bøtternes vægt, og jeg er altid spændt på at se, hvordan det er gået. Der går lidt sport i det, og jeg håber altid på at slå sidste års resultat, siger Hans Christian og opfordrer alle til at engagere sig i Landsindsamlingen som enten distriktsleder eller indsamler.
- Det kan godt være, at det bare tager tre timer, men hver især kan vi jo samle en masse penge ind, så alles indsats har en stor betydning.