Asger og Magne mistede for et års tid siden deres far. Selvom savnet er enormt, forsøger de sammen at holde mindet om deres far i live. For det er i minderne, at han stadig lever.
Han vil fortsat være en stor del af vores liv, for kærligheden kan kræften aldrig vinde over
Nogle aftener inden Asger og Magne slukker natlampen, læser de brevene fra deres far. De er det dyrebareste de har. For deri er hans sidste ord til dem.
Lars sov stille ind for et år siden efter halvandet års kræftforløb med uhelbredelig kræft i hjernen.
- Vores far er død, og vi har mistet et af de vigtigste livsvidner, vi har. Han vil altid mangle i vores liv, og der vil for altid være en tom plads efter ham. Hverken Asger eller jeg har nogensinde tvivlet på hans kærlighed til os, og vi vil nu sammen sørge for at mindet om ham og historien om os aldrig dør, fortæller Magne.
- Han gav os en masse kærlighed og tro på os selv, og vi vil ære ham ved at lade ham leve videre i os. Han vil fortsat være en stor del af vores liv, for kærligheden kan kræften aldrig vinde over, fortsætter Asger.
Beskeden om sygdommen kom som et lyn fra en klar himmel en forårsdag i 2017, og slog bunden ud af de to livsglade brødres rolige og ubekymrede teenageliv. Asger var 11 år og Magne var 13 år.
- Det var et par uger efter min konfirmation. Far fortalte os det sammen med mor, og vi brød helt sammen. Det var så uvirkeligt, at far havde kræft i hjernen, fortæller Magne.
Selvom der blev sagt, at Lars måske kunne leve længe med sygdommen, fornemmede de to brødre godt alvoren. Magne havde allerede pløjet internettet igennem for viden om fremtidsudsigterne for sygdommen og fandt ud af, at fem år var det længste, nogen havde overlevet samme sygdom og at gennemsnittet kun overlevede i 14 mdr. ’Og med den viden fik far en udløbsdato’, fortæller han.
Kontrasten mellem liv og død stod pludselig lysende klar og havde nu indtaget en fast plads i hverdagen og i tankerne. Midt i alt det meningsløse forsøgte de to brødre at omfavne nuet sammen. Det havde de lovet hinanden og far. For tiden var der ikke uanede mængder af.
Som følge af sygdommen gled Lars ind og ud af bevidstheden sidst i sygdommen. Men selvom han havde svært ved at genkende lyde og ansigter, glemte han aldrig drengene.
- Som de eneste kunne vi få ham til at smile, når vi talte til ham eller holdt hans hånd, fortæller Magne.
Ikke kun undervejs, men også i Lars’ allersidste timer, stod drengene ved hans side, holdt hans hænder og fortalte sagte til ham, at de elskede ham, mens han tog afsked med livet.
- Alle græd. Og selvom det var meget intenst, er vi glade for, at vi så ham tage hans sidste åndedrag, ligesom han så os tage vores første, fortæller Magne.
Selvom det var meget intenst, er vi glade for, at vi så ham tage hans sidste åndedrag, ligesom han så os tage vores første
- Den her tale er svær… fordi vi har mistet nogen, som vi aldrig får igen. Livet bliver aldrig det samme igen. Der vil fra nu af altid være et før og efter fars død. Det vil blive en skelpæl for alle os, der var tætte på far resten af vores liv. Der er et tomrum, som aldrig kan udfyldes, og som vi nu skal lære at leve med. Sådan indledte Magne deres tale til begravelsen, der efterlod en rungende tavshed i kirken.
- Det var vigtigt for os at få sat ord på overfor alle hvilket fantastisk menneske og far, vi desværre skulle sige farvel til alt for tidligt, fortæller Magne.
For Lars var mere end verdens bedste far. Han var også en god søn, en omsorgsfuld bror, en opmærksom ven, og en fantastisk kollega.
- Vi kommer aldrig til at opleve alt det, far egentlig var, som voksne. I vores tale bad vi derfor gæsterne om at sende os et par ord om far. Både hvor de kendte ham fra, og hvad de husker ham for. Alle der kendte far sidder med en brik, som tilsammen danner hele billedet af far. Far er måske død, men han er her stadig. Han er her blandt alle os – i vores erindring, i historierne og i vores hjerter. Og på den måde er vi alle sammen med til at sørge for, at han aldrig rigtig dør.
- På den måde vil vi altid have et minde om, hvem far egentlig var udover at være vores far, fortæller Asger.
Snart skal Asger konfirmeres. Selvom han kun har levet en brøkdel af et normalt teenageliv, er han ved at tage et skridt på vejen mod at blive voksen. Et skridt, som han tager med Magne ved sin side på fars faste plads.
- Ingen anden end Magne kan tage den plads, og sådan vil det nok blive resten af vores liv - at vi altid vil have hinanden. For sammen har vi lovet far at passe på minderne, så historien om os tre aldrig dør, fortæller Asger.
- Den er endnu uåbnet, men den er der. Vi har lavet en mindekasse, hvor vi har gemt alle fars personlige ting fra hans liv. Det er rart at have noget, som har været fars. Så føler vi os tættere på ham, fortsætter Magne.
Sorg er en uhåndgribelig størrelse. For selvom den farver en resten af livet, er det også den, der evigt forbinder kærligheden og minderne og åbner op for alt det, der er at sige tak for.
- Vi har en masse fantastiske minder med far, som aldrig nogensinde kan blive taget fra os. Det er dem, der gør ondt, men det er også dem, der får os til at mærke kærligheden. For du var der engang, og derfor vil du altid være, far. Og derfor må selv døden leve med, at størst af alt er kærlighed, afslutter Asger og Magne.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.