Fra diagnosen på leukæmi over corona-nedlukning til gensynet med klassekammeraterne har hendes søn været omdrejningspunktet for Denise. Alt er ikke som før, men nu er Elias 2.0 på vej ud i livet. Det er en stor glæde, men også lidt skræmmende for hans mor. For er hun lige så klar til at komme videre?
– Elias ser sig ikke tilbage, men glæder sig til i morgen og til at kunne endnu mere. Han er på en ny mission, og jeg skal vænne mig til at sidde på bagsædet og skrue ned for mit konstante alarmberedskab. Jeg skal også lære at håndtere den angst og tvivl, som jeg ikke kunne tillade mig at føle undervejs. Den forsvinder jo ikke. Den venter bare på, at der bliver plads, forklarer Denise.
Hendes udfordring er at slippe angsten for at miste. At gøre sig fri af en traumatiserende oplevelse og bygge videre på den styrke, nærhed og kærlighed, den også viste sig at rumme. Ikke bare i forhold til Elias, men også hans storebror Oliver og hendes mand Thomas.
Jeg skal lære at håndtere den angst og tvivl, som jeg ikke kunne tillade mig at føle undervejs. Den forsvinder jo ikke. Den venter bare på, at der bliver plads
Alting begyndte, da Thomas hentede i børnehaven. Pædagogen fortalte, at Elias havde grædt voldsomt, fordi det gjorde ondt i benene. Det blev hurtigt værre. Om natten fik han også smerter i armene. Og det hjalp ikke, da Lægevagten anbefalede, at de bare skulle kysse og kramme, når det gjorde ondt.
I en uge kørte Denise og Thomas pendulkørsel mellem deres hjem, børneambulatoriet på Holbæk Hospital, deres egen læge og en kiropraktor, inden de endte på Rigshospitalet og fik at vide, at årsagen var leukæmi.
Det er stadig de smerter, Elias husker bedst, når han taler om kræften. Det er der ikke noget at sige til. En biopsi viste, at massen i hans knogler var steget med 97 %. Trykket indefra var så voldsomt, at smerterne først blev dæmpet, da han efter et par uger fik ordineret morfin.
På et tidspunkt, da det gjorde allermest ondt, kiggede Elias på Denise og sagde: Mor, hvorfor vil du ikke hjælpe mig?
– Den afmagt var svær at bære. For hvordan forklarer du en 6-årig, at der ikke er noget du hellere vil, men at du ikke ved hvordan?
Efter 14 dage på Rigshospitalet kom Elias hjem. Med ham fulgte pilleglas med medicin, sonder og sprøjter. Hverdagen blev fyldt med symboler på hans sygdom.
– Elias tog strabadserne med stor tålmodighed. Min mand var en klippe, og heldigvis skulle Oliver begynde på efterskole kort tid efter. Han var 15, og det var vigtigt, at der også blev plads til andet end sygdom i hans liv. Men det tog tid for mig at acceptere, at vores hjem var blevet udsat for en fjendtlig invasion, husker Denise. Leukæmi hos børn har en god prognose, og langt de fleste kommer sig. Alligevel lurede angsten for at miste i hvert eneste pilleglas.
Lige siden han var helt lille, har Elias villet være som sin far. Han vil have skæg og briller. Han taler om at få en kone og selv blive far.'
– Lige siden han var helt lille, har Elias villet være som sin far. Han vil have skæg og briller. Han taler om at få en kone og selv blive far. Og mor, må vi så bo hos dig? Selvfølgelig, siger jeg, men der er jo en risiko for, at han bliver ramt af senfølger. Måske også i forhold til at blive far? Opgaven er at lære Elias 2.0 at kende. Hvem er han nu – og hvor bevæger han sig hen?
Denise vil helst tale om Elias. Men hvor er hun selv på vej hen?
– Jeg skal finde tilbage til den gamle Denise, der var mere end mor og beskytter. Som nær pårørende til en kræftpatient dikterer sygdommen en kurs, og du tilpasser dig. Først nu skal jeg i gang med at forstå alle de følelser - gode og dårlige - der fulgte med. Og med at fungere som et helt menneske igen, siger hun. Undervejs tog hun ikke imod de tilbud om psykologhjælp, hun fik, men i dag overvejer hun det.
– Jeg har brug for at blive taget i hånden og få fortalt, at jeg ikke kan skærme min familie fra alt - og at jeg godt kan lade andre træde til og stadig være en god mor. Men jeg kan også mærke, at der er flere rum at rydde op i - og måske kræver det en professionel at få åbnet dørene til dem? Alene det at vide, at du kan få hjælp, gør vejen tilbage lidt mere tryg.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.