Midt under fødslen opdager lægerne en kæmpe svulst

At få et barn er i sig selv en livsomvæltende begivenhed. Der er et klart defineret ’før’ og ’efter’. Man kommer hele følelsesregisteret igennem, og alt føles meget intenst på grund af alle hormonerne i kroppen. At få en kræftdiagnose oveni er barske løjer. Det kan Cana Buttenschøn og hendes dengang kæreste, nu mand, Simon Thrane i den grad skrive under på.

I juni 2021, midt i den største lykke over at blive forældre til en velskabt pige, bryder deres verden sammen.

- Kort før fødslen står Simon og jeg i en solstråle i vores køkken og taler om, hvor heldige vi er, og hvor godt det hele kører. Vores liv har flasket sig på en måde, som vi begge ønskede os, siger Cana. 

Hjemmefødslen ændrer kurs

Da Cana går i fødsel, får hun ret hurtigt kraftige veer. Hun skal føde hjemme i familiens hjem på Østerbro i København, så de tilkalder en jordemoder. Jordemoderen tror på, at det bliver en hurtig fødsel, da det er Canas tredje barn. Da barnet lader vente på sig, undersøger hun Cana og mærker noget på hendes livmoder.

Herfra går det stærkt, og Cana ender på Rigshospitalet. En læge scanner hende og kan se, at der ligger noget på størrelse med et babyhoved i vejen for fødekanalen. Det ender derfor med et kejsersnit. Cana, som selv er uddannet jordemoder, har undervejs også undersøgt sig selv og mærket, at hendes livmoder føles helt anderledes. Helt instinktivt er hun sikker på, at det er kræft. Lægerne overvejer at fjerne livmoderen, men ender i stedet med at tage biopsier undervejs i kejsersnittet.

Dagen derpå vågner Cana op i en hospitalsseng med sin lille datter Titte i armene. Simon er netop blevet far til sit første barn. Han har mistet begge sine forældre til kræft tidligt i livet, og nu står hans kæreste potentielt med en kræftdiagnose. Det er overvældende på alle måder, og parret vælger at tage hjem på orlov fra hospitalet.

- Jeg er overbevist om, at det ikke kan være livmoderhalskræft. Jeg har fulgt mit screeningsprogram og blev screenet en uge før, jeg blev gravid, siger Cana og fortsætter:

- Det er den ultimative lykke at stå med min nyfødte datter i armene, og samtidig er jeg bange for, at jeg har kræft i hele kroppen og skal dø i morgen og gå glip af det hele.

En anderledes barsel

På femtedagen kommer det endelige svar. Det er livmoderhalskræft. Det er på en måde en lettelse for Cana at høre, at det netop er livmoderhalskræft, og hun håber, at det ikke har spredt sig. Svulsten måler ca. 8x10 cm. Da den er så stor, vil lægerne helst ikke operere, men forsøge at skrumpe den med kemoterapi og stråler.

Lægerne lægger en plan for et kort og intensivt forløb, som skal starte fire uger efter fødslen. Tiden op til behandlingsstart bruger Cana på at nedtrappe og stoppe amningen af Titte, så hun ikke bliver udsat for kemo igennem mælken. Det er en stor sorg at måtte sige farvel til amningen, men heldigvis vil Titte gerne tage flasken. Hun forbereder sig også så godt hun kan på den kommende tid.

Canas to drenge fra et tidligere ægteskab, Peter og Jens, som på det tidspunkt er syv og 10 år gamle, får også besked om, hvad der foregår.

- Mine drenge fik det at vide, så snart vi vidste, hvad det var. Jeg snakkede med dem om, at det er mærkeligt at have en sygdom, jeg ikke kunne mærke, men at den heldigvis blev opdaget. Og at behandlingen ville gøre mig syg undervejs, men rask i den sidste ende. Det var vigtigt for mig ikke at skubbe min angst over på dem, men at være åben og ærlig, siger Cana.

Og således går Cana fra at være nybagt mor på barsel til at være kræftpatient i behandling. Det er sommer og varmt i Danmark. Kropskontakt, som ellers fylder meget med en nyfødt, er ikke så nemt. Og efter PET-scanningerne må Cana slet ikke være i nærheden af Titte de første fire timer.

Hver gang Cana får stråler, skal hendes blære være fyldt lige præcis til samme punkt, så organerne ligger rigtigt. Og hendes tarm skal være tømt. Det regime fylder meget. Det samme gør tankerne. Virker behandlingen? Bliver hun rask igen? Får hun lov til at se sine børn vokse op? Har lægerne overset noget? Uden for behandlingerne er hun mere eller mindre fanget hjemme i lejligheden, fordi hendes tarme er meget påvirkede, og hun er meget træt.

- Jeg turde ikke tro på, at jeg ville fylde 35 år tre måneder senere. Ingen kan forudsige, hvad der sker i morgen, men de fleste af os har forventninger til, hvad der vil ske. Den forventning mistede jeg, da jeg fik kræft. Jeg vidste ikke, om jeg kunne komme ud ad døren, om jeg ville få det dårligere, eller om der ville komme flere dårlige beskeder. Ville jeg være i live til næste år?, fortæller Cana.

Uvurderlig støtte og uendelig kærlighed

Den intensive behandling bliver afsluttet med brachyterapi, som er intensiv, indvendig stråleterapi igennem små plasticrør, som stikkes direkte ind i kræftknuden. Behandlingen foregår over 24 timer, hvor Cana ligger stille og en gang i timen får stråler. Undervejs er hun var adskilt fra sin datter pga. radioaktivt materiale.

Under hele forløbet er Simon en helt uvurderlig støtte. Heldigvis havde parret planlagt, at han skulle gå hjemme de første måneder af Tittes liv. Det viste sig at være heldig timing.

- Simon og jeg havde længe talt om, at vi ville holde et stort bryllup. Da jeg blev syg, friede han til mig. Og vi blev gift tre måneder senere. Han var der 100% igennem det hele og gav mig alt sin kærlighed, siger Cana.

Da behandlingen slutter, starter tre måneders nervepirrende ventetid, mens strålerne arbejder videre i kroppen. Cana har det fysisk rigtig skidt og kan stadig ikke bevæge sig ret langt væk fra et toilet, mens hun tæller ned til den scanning, der skal vise, om kræften er væk.

- Den sidste scanning under behandlingen viste, at tumoren var på størrelse med en stor ært. Det gav mig tryghed. Jeg begyndte mentalt at forberede mig på, at behandlingen havde virket. Og så skulle jeg igen lære at stole på min fornemmelse. Lige som jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg havde kræft, følte jeg også, at jeg var rask, siger Cana.

Livet efter kræftbehandlingen

Og svaret på CT-scanningen er heldigvis positivt. Cana er kræftfri. Men de sidste dage op til scanningen og ventetiden fra scanning til resultat er hårde.  

- Ventetid og uvished er det sværeste at være i. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville få et godt svar, men angsten fyldte meget. Og alle tankerne om, hvad vi skulle gøre, hvis nu jeg stadig havde kræft, siger Cana.

Herfra går Cana til kontrol hver tredje måned. Da det første år er gået, og en helkropsscanning ikke viser tegn på kræft, begynder Cana at tro på, at der ikke er noget kræft tilbage.

I dag fylder frygten for, at kræften kommer igen, stort set ingenting. Toårsdagen var en milepæl for den talglade kvinde, som har nærstuderet statistikken på området.

Strålebehandlingen har betydet, at Canas æggestokke er blevet slået ihjel. Derfor er hun gået i overgangsalder og døjer med gener derfra. Hormonbehandling hjælper på symptomerne, men hun kan også godt mærke, at hendes krop er blevet ældre af behandlingen. Det betyder også, at hun ikke længere kan få børn.

- Jeg ville elske at få en nummer 4 til flokken, men sådan skulle det ikke være. Til gengæld har jeg fået et barn, som virkelig skulle til verden trods alle ods. I dag er jeg dybt taknemmelig for, at de ikke opdagede kræften tidligt i graviditeten. For så havde jeg nok ikke fået lov til at føde Titte. Hun fik lov til at vokse ubekymret i min mave og komme ud, når hun var klar, siger Cana. 

HPV har ulmet i kroppen

Cana blev HPV-vaccineret i 2012, men var åbenbart smittet med HPV-virus inden. Det er derfor HPV-vaccinen skal gives inden seksuel debut. Virussen er mange år om at udvikle celleforandringer, som siden kan blive til kræft.

Læs nyheden: Livmoderhalskræft kan være udryddet om 10-15 år

Når Cana kigger tilbage, så er der i bagklogskabens klare lys et par ting, hun ville ønske, at hun havde reageret på.

- Fire år inden jeg føder min datter, får jeg lagt en hormonspiral. Jeg pletbløder i et halvt år, men afskriver det som, at det er min krop, der skal vænne sig til spiralen. I dag ville jeg ønske, jeg var gået til lægen. Så var det måske blevet opdaget noget før.

Så Cana er også meget klar i mælet, når det kommer til at holde øje med sin krop. Hun vil gerne bruge sin oplevelse og stemme til at hjælpe så mange kvinder som muligt med at undgå livmoderhalskræft:

- Gå til din screening. Selv om det er hårdt at få at vide, at der er celleforandringer, så er det værre ikke at reagere. Hold øje med dit underliv. Reager altid på forandringer. Hvis du har blødningsforstyrrelser, eller din udflåd ændrer sig, så gå til lægen. Det skal altid tjekkes.

Screening er godt, men reager også, selv hvis du oplever symptomer allerede dagen efter. Og HPV-vacciner dine børn.