Lærke var kun 8 år, da hun selv var med til at beslutte, hvem der skulle bære hendes kiste. Hun vidste, hvad der skulle ske den dag, hun døde af en kræftsvulst i hjernen og efterlod et dybt savn hos alle omkring sig. Hendes søster, der kun er et år ældre. Hendes bror, selv om han først blev født et år efter hendes død. Hendes forældre, Thomas og Line, der på én gang skal sørge og være stærke. Og hendes veninde, der har sit eget hjørne til blomster på Lærkes grav. Både sorgen og kærligheden lever, men med mange forskellige udtryk.
– I år er det syv år siden. Sorgen forsvinder ikke, men den ændrer sig hele tiden lidt. Livet går jo på en eller anden måde videre. Vores opgave er først og fremmest at være der for Lærkes søskende – Tilde og Teodor. Vi elsker Lærke lige så højt som altid, men det er de levende, der har brug for, at du er nærværende og til stede, siger Line. Men hun ved også, at sorgen over at miste et barn til kræft ikke på nogen måde er rationel.
– Du føler det, du gør – når du gør det. Også selv om du prøver at sige til dig selv, at det passer lidt dårligt lige nu. Vi var i en sorggruppe med tre andre par, der også havde mistet børn. Det betød meget at dele vores sorg med nogen, der forstod det særlige savn.
Alle fire par valgte at få børn inden for et par år efter, at de havde mistet. Det er fristende at se det som et forsøg på at erstatte tabet og genskabe en balance. Men det var langt fra tilfældet for Line og Thomas.
– Vi var begge 38 og vidste, at det med børn ikke blev nemmere. Det stod også klart, at Tilde ikke skulle vokse op uden søskende, så vi turde ikke vente. Men Teodor kom hurtigere end vi havde forudset, og jeg endte med at få en fødselsdepression. Måske var jeg ikke helt klar til at håndtere sorg og glæde på en gang? Kærligheden til det nye barn kommer let til at føles som en slags svigt over for det barn, du har mistet. Jeg ville selvfølgelig aldrig undvære Teodor, men havde vi haft valget, havde vi nok ventet lidt længere.
I efteråret 2014 begyndte Lærke at få problemer med øjnene. Hun skelede og kiggede ikke lige på det, hun skulle se. Optikeren sagde, at hun skulle have briller. Men synet blev dårligere. Mellem jul og nytår var Thomas med hende på hospitalet til en undersøgelse. Kort efter nytår tog hun på sygehuset med sin mormor for at blive scannet. Det var nok var en nerve, der sad i klemme.
Line var i Odense, da hun fik en sms om, at hospitalet gerne vil se både hende og Thomas. Der var noget med Lærke, som ikke var, som det skulle være. Hendes mor havde spurgt lægerne, om det var nok, at den ene af dem kom? Men svaret var nej.
– Jeg tog bekymret hjem. Hvad kunne være så slemt, at vi begge var nødt til at være til stede? På hospitalet i Herning var der forvirring, husker Line. - De læger, vi skulle tale med, var taget hjem. Vi blev bedt om at komme igen næste morgen og kørte hjem i uvished. Da vi ankommer næste morgen, bliver vi sendt videre til Skejby Sygehus. Her får vi omsider besked: Lærkes øjne fejler ikke noget, men hun har en hjernetumor.
Lærke kom i behandling med stråler og kemo mindre end en uge efter. De første måneder gik det ok. Behandlingen gjorde hende træt, men hun tabte kun lidt hår og kunne stadig gå i skole og til sport. Lægerne havde håbet, at tumoren var indkapslet, så den kunne behandles med protonstråler. Det var den desværre ikke, og i løbet af foråret spredte kræften sig til spinalvæsken i rygmarven. I sommerferien 2015 gik det hurtigt ned ad bakke. Lærke blev indlagt, og det stod smertelig klart, at det kun gik en vej.
Da lægerne fortalte, at håbet var væk, var det som at falde i et dybt hul. Samtidig havde familien meget at nå. Også Lærke, der vidste, hvad der skulle ske. Samme dag hun dør, kommer hun hjem fra hospitalet og er selv med til at beslutte, hvad der skal ske.
Kirkegården og hendes grav er i det hele taget et vigtigt sted for os. Vi besøger den tit
Lærke bestemmer, at hendes far, hendes søster, tre af familiens gode venner og hendes veninde Sara skal bære kisten. Hun vil gerne have sin dyne med, og det er vigtigt at få fotos af venner og familie med. Den lokale fotoforretning lod venner og familie springe køen over, så de kunne nå at få lavet papirbilleder inden begravelsen, fortæller Line. Det var også vigtigt, at Lærke blev begravet og ikke bisat.
– Jeg kunne slet ikke rumme tanken om at se en bil køre væk med Lærke, siger hun. – Vi skulle være med hende hele vejen. Kirkegården og hendes grav er i det hele taget et vigtigt sted for os. Vi besøger den tit. For eksempel hvert år på hendes dødsdag med de gode venner, der var der for os på alle måder, da hun døde. Nogle af hendes veninder fra skole og fodbold er der også. Bagefter tager vi hjem og spiser flæskesteg. Det var den ret, vennerne kom forbi og lavede til os den dag, hun døde.
En anden af Lærkes allerbedste veninder hedder Laura. Hun har sit eget blomsterhjørne på gravstedet, som hun ofte kommer og ser til. Men også andre tager sig tid. For eksempel kom mange af de piger, som ville være blevet konfirmeret med Lærke, for at lægge en rose på hendes grav på den store dag.
– Det rører mig at se, hvor meget Lærke bliver husket af de mennesker, hun nåede at krydse i sit korte liv, siger Line, der lægger vægt på at have traditioner, der holder mindet om Lærke stærkt og klart. Tanken om, at hun kunne blive glemt og langsomt fade ud i bevidsthed hos dem, der kendte hende, er helt uacceptabel. På den anden side er det klart, at sorgen ændrer sig og langsomt vil finde andre former. For selvfølgelig skal verden gå videre for de levende, mener hun. Først og fremmest for Tilde og Teodor, selv om der er stor forskel på savnet hos de to søskende.
– Tilde er kun et år ældre end Lærke, så de var pseudotvillinger. De var tætte, og uanset hvor vi var henne, eller hvad vi lavede, så havde de hinanden. Jeg tror, at Tilde især savner hende til at tale med, når hun er ked af det. Eller til at lave en alliance med, når hun synes, at Thomas eller jeg er helt væk fra vinduet. De havde 8 år sammen, så sorgen er meget konkret for Tilde. Hun har mistet noget, og hun ved præcis, hvad det er.
For Teodor er det anderledes. Tilde er 16 år i dag, mens Teodor kun er 5 år og aldrig har mødt Lærke, forklarer Line.
– For ham lever Lærke i fotos, historier, traditioner og besøg på kirkegården. Han taler om hende, og hun er en del af hans verden. Men jeg tror ikke, at han savner eller sørger på samme måde som Tilde og resten af familien. I virkeligheden er hans største savn måske, at vi andre har noget sammen, som han ikke har del i? Derfor er vi også meget bevidste om, at vi skal skabe nye oplevelser og nye traditioner, som passer til den familie, vi er nu. Det betyder, at vi i dag godt kan finde på at lave noget med dem hver for sig. Det ville vi ikke drømt om at gøre, da Lærke og Tilde var i hans alder.
Men hvad med forældrene? Bliver savnet bliver mindre afgrundsdybt med tiden? Eller bliver det et grundvilkår i livet at sørge, når du mister et barn til kræften? Line ved det faktisk ikke.
– Jeg bliver især ked af det, når vi rammer de særlige dage. For eksempel den dag hun skulle være konfirmeret. Eller når der sker noget stort for hendes veninder, som ikke kommer til at ske for Lærke. Valg af uddannelse, at vinde en fodboldturnering eller få en kæreste. Men vi bevæger os jo hele tiden videre. Vores tradition med at mødes på kirkegården og spise med vennerne på hendes dødsdag, holder vi fast i. Men selvfølgelig ændrer det sig. For eksempel bliver børnene ældre og får travlt med andre ting.
På Lærkes fødselsdag den 24. juni holder familien fri. I hvert fald Thomas og Line. Og i år kan de alle fire være med på kirkegården. Til gengæld skal Tilde deltage i fodboldturneringen Kibæk Cup. Det betyder, at vi må ændre lidt på traditionerne, og det er måske også meget sundt, mener Line. Men de holder aldrig op med at tale om Lærke og huske på det, de oplevede med hende. Thomas kan stadig huske hver eneste detalje fra den dag, hun blev født. Lærke bliver aldrig glemt, og sorg forsvinder ikke. Måske lærer du bare at leve med den?
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.