DET BEGYNDTE MED ØJNENE
I efteråret 2014 begyndte Lærke at få problemer med øjnene. Hun skelede og kiggede ikke lige på det, hun skulle se. Optikeren sagde, at hun skulle have briller. Men synet blev dårligere. Mellem jul og nytår var Thomas med hende på hospitalet til en undersøgelse. Kort efter nytår tog hun på sygehuset med sin mormor for at blive scannet. Det var nok var en nerve, der sad i klemme.
Line var i Odense, da hun fik en sms om, at hospitalet gerne vil se både hende og Thomas. Der var noget med Lærke, som ikke var, som det skulle være. Hendes mor havde spurgt lægerne, om det var nok, at den ene af dem kom? Men svaret var nej.
– Jeg tog bekymret hjem. Hvad kunne være så slemt, at vi begge var nødt til at være til stede? På hospitalet i Herning var der forvirring, husker Line. - De læger, vi skulle tale med, var taget hjem. Vi blev bedt om at komme igen næste morgen og kørte hjem i uvished. Da vi ankommer næste morgen, bliver vi sendt videre til Skejby Sygehus. Her får vi omsider besked: Lærkes øjne fejler ikke noget, men hun har en hjernetumor.
Lærke kom i behandling med stråler og kemo mindre end en uge efter. De første måneder gik det ok. Behandlingen gjorde hende træt, men hun tabte kun lidt hår og kunne stadig gå i skole og til sport. Lægerne havde håbet, at tumoren var indkapslet, så den kunne behandles med protonstråler. Det var den desværre ikke, og i løbet af foråret spredte kræften sig til spinalvæsken i rygmarven. I sommerferien 2015 gik det hurtigt ned ad bakke. Lærke blev indlagt, og det stod smertelig klart, at det kun gik en vej.