’Der er ikke noget, du skal skamme dig over’
De to forlovede har gennem et uforudsigeligt og barskt år inspireret hinanden – og også skubbet hinanden ud af deres vante roller og mønstre.
Cecilie er den, der minder Glenn om, at det er okay at have en ”træls dag”, hvor man bare ligger i sengen.
-  Noget af det, jeg virkelig skulle lære, var, at man også godt må være ked af det, fortæller Glenn.  
Glenn er den, der hjælper Cecilie med at huske at prioritere sig selv – også selvom hun allerede sørger over det tab, hun ved vil komme. 
-  Hvis jeg ikke lige synes, at jeg har overskud til tage ud med mine veninder som aftalt, så holder han mig fast på det. Og han har jo ret, for når jeg kommer hjem, har jeg et helt andet overskud, siger Cecilie.
De håber, at andre vil tage med fra deres historie, at der ikke er én rigtig måde at føle eller handle på, og at det kan ændre sig meget undervejs. Både hvis du er syg og pårørende. 
- Der er ikke noget, du skal skamme dig over, at du tænker eller føler. Og hvis du har en megadårlig dag og bare er ked af det, så skal du give dig selv plads til det, understreger Cecilie.
-  Men du skal også huske at nyde de dage, der er gode, og hvor du griner. For det er også okay at være glad i en hård og unfair situation.