- Ingen følelser skal være skamfulde i et parforhold med uhelbredelig kræft

Spontane Glenn

”Hvorfor ikke?” 

Sådan svarer Glenn helt instinktivt, når nye muligheder og chancer byder sig. 

For et år siden befandt den spontane 29-årige mand sig pludselig på en isoleret strand med en smilende mørkhåret kvinde, som han netop havde givet en ring på fingeren. En kvinde, han vel at mærke lige havde mødt. 

Begge havde de meldt sig til datingprogrammet ”Stranded on Honeymoon Island” og var nu blevet sat sammen som et potentielt kærlighedsmatch, som de over 14 dage skulle udforske på en eksotisk ø i Filippinerne. 

Matchet kunne Glenn heldigvis hurtigt se.

- Det var et rigtig godt forhold allerede fra starten af, fortæller han, og da de rejste hjem til Danmark i november 2024, var det derfor også med et fælles løfte om at fortsætte relationen.  

Glenn boede i Jelling og arbejdede i eventafdelingen på et hotel. 

Cecilie arbejdede som stylist i København. 

Han var spontan og ikke altid god til at få tjekket sin telefon, mens hun kunne lide at planlægge og prioriterede det digitale liv højt.

Alligevel fandt de melodien i et langdistanceforhold, og ikke længe efter hjemkomsten blev de kærester. 

- Jeg ønskede at finde kærligheden og at skabe en familie, fortæller Glenn.

Og det, som Glenn drømte om, da han meldte sig til programmet, virkede pludselig til at være inden for rækkevidde.

Drømmeren Cecilie

Da Cecilie sagde ja til at deltage i programmet, var det også med drømmen om at finde den sidste store kærlighed. 

Glenn var anderledes end hende: Mere i nuet, mere bekymringsløs, mere spraglet – men lige ham, hun kunne se sig selv udleve drømmene med.

-  Vi kom hurtigt til at tænke på børn, hus, rejser og den fremtid, vi drømte om at få sammen. Når man lige pludselig møder den eneste ene, så er man slet ikke i tvivl om, hvad man gerne vil. 

Men kun få måneder efter kom beskeden, som vendte op og ned på det hele. 

Lettede Glenn

Ikke længe efter hjemkomsten til Danmark begyndte Glenn at få det fysisk dårligt. 

Han kastede op flere gange om dagen, kunne ikke spise og manglede energi. Nogle dage sov han ikke, og andre dage sov han hele tiden. 

- Vi vidste ikke på det her tidspunkt hvorfor. Vi vidste bare, at et eller andet ikke var, som det burde være.

Den dag, Glenn fik forklaringen, var han taget alene ind på hospitalet. Cecilie havde tilbudt at tage med. Men han syntes, det var rarest at være alene. 

- Brystkræft, sagde lægen.

Og det, der ramte Glenn, var faktisk en form for lettelse.

- Det var selvfølgelig forfærdeligt, at det var kræft. Men på det her tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det betød. Jeg havde det bare rigtig dårligt og havde haft det længe, så da jeg fandt ud af, at der faktisk var en mulighed for, at jeg kunne få noget hjælp, betød det mere for mig.

Da han tog telefonen frem for at sende Cecilie en SMS med svaret, følte han derfor, at det var gode nyheder. 

Chokerede Cecilie

Cecilie sad i vindueskarmen på sit værelse i København, da hun fik beskeden fra Glenn.

Hun havde tænkt, at hans symptomer måtte være eftervirkningerne af en hård omgang influenza. 

Men nu lyste telefonskærmen op med en fuldstændigt uventet diagnose, der bestemt ikke føltes som ”gode nyheder” for Cecilie: 

Brystkræft.

Et par uger efter hoppede hun med bankende hjerte på bussen mod Jylland og tog hul på de værste 24 timer i sit liv. Glenn havde fået svar på, om kræften havde spredt sig, og det ville Cecilie gerne have at vide ansigt til ansigt.

Det, der gjorde mest ondt, var ikke beskeden om hans uhelbredelige kræft. Det var tanken om alt det, der pludselig blev taget fra dem. 

- At vi ikke kunne få en fremtid sammen.

Accepterende Glenn 

Glenns kræft havde spredt sig til flere dele af kroppen, herunder knoglerne, og kunne ikke helbredes. 

Glenn fokuserede dog på at acceptere, have tillid til behandlingen og fortsætte med at leve sit liv.  

På dette tidspunkt fik han en type livsforlængende medicin, der gjorde, at han kunne leve mere eller mindre, som han plejede. 

Bare kortere. 

- Det er ikke fordi, jeg er klar til at tage herfra. Men for mig er det vigtigere at leve, end hvor mange år jeg lever. Jeg er selvfølgelig ked af alt det, der har ramt mig. Men jeg accepterede ret hurtigt, at det var min skæbne.

Redderen Cecilie 

Cecilie reagerede fuldstændigt modsat. 

-  Jeg blev bare sur på hele verdenen og alle mennesker og ville nærmest ikke acceptere, at det var den virkelighed, vi skulle til at være i. 

Hun rykkede ind hos Glenn og kunne slet ikke få sig selv til at tage hjem igen, selvom hun nærmest ikke havde fået noget tøj med.

Her satte besættelsen ind: At hun måtte kunne redde Glenn. Hvis bare hun fandt den rigtige plante eller behandling i udlandet. Et eller andet sted i internettets hjørner og kroge måtte der være et svar. Og hun overøsede ham med viden og forslag. 

Det hjalp dog hverken på sygdommen eller deres forhold.

- Lige pludselig kom jeg til at være den bedrevidende, når jeg egentlig bare burde have accepteret, at det er Glenns krop, og han har valgt at lytte på det, sygehuset siger. 

Og det var her Glenn tog fat i Cecilie og i omsorgen for hende, ham selv og deres forhold sagde til hende.

Tag hjem.

Syge Glenn

Gradvist begyndte Glenn dog at få det værre.  

I løbet af de næste måneder fik han konstateret nye spredninger af kræften, både til lungerne og hjernen, og gik fra den livsforlængende medicin til at modtage stråle- og kemobehandling. 

- Jeg havde jo forestillet mig, at jeg bare skulle spise nogle piller og så fortsætte det liv, jeg havde. Men det kunne jeg ikke her. 

Allerede inden han startede kemo, var det, som om hans krop "lukkede ned" og blev oversvømmet af bivirkninger. 

Han kunne nærmest mærke hårene falde af, allerede inden kemoen løb fra dropstativet. 

- Jeg har altid set det positive i forløbet. Men her var det, som om det gik op for mig, at nu var det på en eller anden måde alvorligt.

Han husker særligt tre uger, hvor han lå i sengen mere eller mindre hele tiden. Han kunne ikke spise. Ikke gå i bad. Ikke gør rent. Han havde bare kvalme, hovedpine og ondt i resten af kroppen. 

I perioder som denne var Cecilie en kæmpe hjælp og overtog nogle af de praktiske tjanser, der pludselig tog ham timevis at gennemføre. 

Men det ændrede også ved dynamikken i deres forhold.

- Jeg følte, at jeg var en lille dreng og ikke rigtig kunne noget selv. Og når jeg prøvede, så blev det taget fra mig. 

”Moren” Cecilie

Cecilie kunne godt se, at der både skete nogle fysiske og mentale ændringer hos den ellers så optimistiske og aktive Glenn. 

De var på dette tidspunkt flyttet sammen i København, og Glenn havde set i øjnene, at han var for syg til at arbejde. 

Nu ville Cecilie gøre alt for at være der for ham. Men det blev næsten for meget. 

- Jeg kom til at påtage mig en morrolle, når jeg spurgte, om han nu havde husket sin medicin, eller om jeg kunne hjælpe med noget. Og det er jo ikke megasexet.  

Med skiftende roller gennem forløbet blev parret dog bevidste om, hvad der er den allervigtigste:

At være hinandens kærester. 

Kæresterne Cecilie og Glenn 

I sommer lavede de en liste med ting, de gerne ville lave sammen. 

-  Både for at holde gang i romantikken og i vores forhold, men også for at komme ud og nyde livet og opleve nogle ting sammen, fortæller Cecilie.

Havde det været en normal sommer, ville Glenn have arbejdet op imod 100 timer om ugen, for det er højsæson i hotel- og eventbranchen. 

Men i år var ingen normal sommer. Og det forsøgte parret at få det bedste ud af. 

Mens Glenn havde det allerværst, anskaffede han sig en kørestol.

-  I stedet for at jeg bare sad i sofaen eller sengen derhjemme, kunne jeg sætte mig i kørestolen og komme ud og få den øl, jeg ønskede, eller vi kunne lave noget sammen.

I dag er Glenn erklæret terminalt syg. Og udover at ændre deres prioriteringer i hverdagen, har det også påvirket den måde, de drømmer om fremtiden. 

De har lyst til at fremskynde det hele, men må samtidig se realiteterne i øjnene, fx i forhold til børn:

-  Jeg havde da tænkt, at det skulle vi bare have, når vi havde lyst - og ikke når Glenn havde det godt, eller når Glenn havde kræfter, fortæller Cecilie.

Èn af drømmene er dog rykket et stort skridt nærmere, da Glenn netop har friet til Cecilie. 

Selvom hun ved, at de er på lånt tid, tøvede hun ikke med at give sit livs største ja.

’Der er ikke noget, du skal skamme dig over’

De to forlovede har gennem et uforudsigeligt og barskt år inspireret hinanden – og også skubbet hinanden ud af deres vante roller og mønstre.

Cecilie er den, der minder Glenn om, at det er okay at have en ”træls dag”, hvor man bare ligger i sengen.

-  Noget af det, jeg virkelig skulle lære, var, at man også godt må være ked af det, fortæller Glenn.  

Glenn er den, der hjælper Cecilie med at huske at prioritere sig selv – også selvom hun allerede sørger over det tab, hun ved vil komme. 

-  Hvis jeg ikke lige synes, at jeg har overskud til tage ud med mine veninder som aftalt, så holder han mig fast på det. Og han har jo ret, for når jeg kommer hjem, har jeg et helt andet overskud, siger Cecilie.

De håber, at andre vil tage med fra deres historie, at der ikke er én rigtig måde at føle eller handle på, og at det kan ændre sig meget undervejs. Både hvis du er syg og pårørende. 

- Der er ikke noget, du skal skamme dig over, at du tænker eller føler. Og hvis du har en megadårlig dag og bare er ked af det, så skal du give dig selv plads til det, understreger Cecilie.

-  Men du skal også huske at nyde de dage, der er gode, og hvor du griner. For det er også okay at være glad i en hård og unfair situation.