Vi kan alle være helte
Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 6. april
- Når så mange beder for mig, kan jeg ikke rigtig tillade mig at sige farvel, vel?
Da Svenning får konstateret galopperende lymfekræft, giver hans superheltinde, hustru Britta, og hans trosfællers bøn ham styrke. En helt særlig gestus fra hans barnebarn løfter hans energier som aldrig før.
Biip, biip.
Sms’en fra den katolske biskop i Danmark kommer komplet uventet for Svenning.
- Vi vil alle bede for dig ved aftenens messe her i Brasilien, står der.
Svenning sidder i Greve med mobilen i hånden og forsøger at forstå sms’en. Han kender biskoppen fra sine mange år som aktiv katolik, menighedsformand og lokalpolitiker.
Nyheden om Svennings alvorlige tilstand har tydeligvis nået biskoppen, der lige nu deltager i en bispekongres i Brasilien. Her har han fået kongressens deltagere til at samles i bøn for Svenning.
- Se, nu græder du jo, min ven. Det gør du altid, når du fortæller den historie, siger hans hustru Britta og klapper 77-årige Svenning kærligt på låret.
- Ja, den oplevelse rører mig stadigvæk meget. Tænk sig, at så mange mennesker bad for mig og tænkte på mig. Det gjorde mig stærkere. Sådanne øjeblikke gør noget ved din indre kemi, tænder en kampgejst, siger Svenning, mens et mix af tårer og smil farer hen over ansigtet.
Svenning og Britta tror på det
Tro kan flytte bjerge. Det ordsprog har været Svennings og Brittas ledestjerne gennem hele deres voksenliv. Derfor er det også ganske naturligt for dem at ty til netop troen, da Svenning får konstateret lymfekræft i stadie fire – tre uger før ægteparrets guldbryllup.
Og det er langt fra 'kun' biskoppen, der har bedt for Svenning. Både hans tidligere menighed i Vejle og den menighed, han tilhører nu, har bedt for hans helbredelse og holdt messer for ham og andre syge medlemmer i menigheden.
- Når så mange mennesker beder for mig og er der for mig, kan jeg ikke rigtig tillade mig at sige farvel, vel? gnækker han smilende.
Galopperende lymfekræft
Da Svenning får sin diagnose tilbage i 2018, er situationen ifølge lægerne 'meget alvorlig'. Han har galopperende lymfekræft i stadie 4 i kroppen og en knytnævestor svulst i tyndtarmen.
En erfaren overlæge på Roskilde Sygehus anbefaler Svenning en særlig kemobehandling. Den kan være meget hård mod kroppen, får Svenning at vide, og han skal have en højere dosis end normalt.
- Lægen tror på, at denne helt nye måde at behandle min sygdom på er min chance for at overleve, så selvfølgelig går vi i gang, husker Svenning.
Svenning sidder på hospitalet hver anden uge i flere måneder og betragter den røde kemovæske, der langsomt forsvinder ind i hans årer. Og pludselig slår det ham:
- Hold nu op, hvor betyder den kræftforskning meget! Min læge havde jo ikke kunnet tilbyde mig ny behandling, hvis ikke der var blevet forsket så meget. Så havde jeg måske ikke været her i dag, siger Svenning.
Jeg brød helt sammen over hans gestus og den gav mig det afgørende mod til at kæmpe
Barnebarnets gestus
Efter fjerde kemobehandling ligger han ofte i fosterstilling i sengen derhjemme og kaster op. Britta må flere gange haste ham på hospitalet, så dårlig bliver han.
- Min kone er min superheltinde. Hun var hos mig 24/7, oversatte lægernes beskeder og tog sig af alt, mens jeg lå i krampesmerter på grund af en sammensmeltet tyndtarm. Hun kæmpede for mig hver eneste dag. Jeg havde ikke kunnet klare forløbet uden hende, fortæller Svenning.
Lægerne stabiliserer hans krop. Men det er Britta, familien og hans trosfæller, der holder hans tanker fra sortsynet. Svennings 18-årige barnebarn giver ham de ekstra kræfter, der skal til, da han har det allerhårdest:
- En dag ringer mit barnebarn og siger, at han har fået tatoveret et syngende engleagtigt ansigt og musiknoder på armen. Tatoveringen ligner en tegning, jeg altid signerede mine breve til ham med, da han var yngre, fortæller Svenning.
- Men hvorfor har du dog fået den tatovering, hvalp? spørger jeg ham. Han siger, at han vil være sammen med mig i min smerte og ikke vil slippe mig. Jeg brød helt sammen over hans gestus og samtidig gav den mig det afgørende mod til at kæmpe, fortæller han.
Musik, fællesskab og grineflip
I dag er Svenning kræftfri. Det er syv år siden, at kræften og biskoppens sms dumpede ind i Svennings og Brittas liv. Og heldigvis er der atter kommet schwung i deres aktiviteter.
Svenning er blandt andet uddannet kordirigent og har nu kastet sig ud i at starte et kor. 'Syng for Livet' hedder det. Sanggruppen holder til i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Roskilde. Her kan alle, der har kræft tæt på livet, droppe ind og synge med.
- Vi synger måske ikke fantastisk, men vi dykker ned i teksterne og finder styrke i dem. Det handler om at skabe et fællesskab og finde glæden, selv når livet er svært, siger han.
Og man behøver ikke at være en dygtig sanger for at være med.
- Trænger vi til et grin – og det gør man jo gerne med den uhyggelige sygdom tæt på – så synger vi kanon. Det kan lyde så skævt, at vi er helt sikre på grineflip til alle, fortæller en storsmilende Svenning.
At give noget igen
Både Svenning og Britta er frivillige på Hospice Sjælland. To dage om ugen hjælper de uhelbredeligt syge og deres pårørende. Britta holder de døende i hånden og forsøger at give dem tryghed og nærvær i deres sidste tid.
- Det betyder meget for os at give lidt igen til vores medmennesker. Vi er velsignede. Svenning og jeg har ikke kun fået et helt liv sammen - vi får også lov til at få en god alderdom sammen, fordi dygtige fagfolk kunne gøre Svenning rask igen, siger hun.
Netop tanken om at hjælpe andre er årsagen til, at Svenning og Britta går deres faste rute, når Landsindsamlingen årligt samler ind til kræftsagen.
- Vi vil gøre vores til, at der er penge nok til, at forskningen kan fortsætte, så endnu flere mennesker kan få håb og helbredelse, siger Britta.