Kræftsyge Marie ville ligne en almindelig teenager – men blev et nyt menneske

Episode 2: På vej til gymnasiefest

Da der er gået to uger, og Marie stadig ikke er blevet frisk, tvinger hendes mor hende til at tage til lægen. Symptomerne er forvirrende, men hendes lave blodprocent springer lægen i øjnene.

Derfor bliver det besluttet, at hun skal have taget nogle blodprøver og komme igen ugen efter. 'Der er nok ikke noget alvorligt galt, men hvis der er, bliver du ringet op af vagtlægen hen over weekenden,' lyder beskeden fra lægen.  

Det er en fredag i begyndelsen af september, så for 2.g’eren Marie betyder det en af årets første gymnasiefester. Hun må dog lige have sig en lur. Og da hendes veninde senere kommer forbi, for at de kan gøre sig klar til festen sammen, sover Marie stadig. 'Nu tager jeg over til forfesten hos Carl, og du bliver hjemme,' konstaterer veninden. 

Kort efter ringer telefonen. Det er vagtlægen. Maries blodprøver ’ser helt skæve ud’. Det kan være tegn på leukæmi, og lægerne har sendt en bil ud efter hende. Diagnosen er ikke endeligt stillet endnu, men nu er ordet sagt: Leukæmi.

- Lige dér var jeg selvfølgelig bange og ked af det. Men jeg tror ikke, at jeg forstod vægten af, hvad han egentlig sagde til mig, husker Marie. 

Hvad vagtlægens ord rent faktisk kommer til at betyde for hendes liv, mærker hun først tydeligt, da der er lagt en plan for hendes behandling.

Episode 3: Under lange hospitalsindlæggelser

Det er søndag aften, og morgenen efter skal Marie ind på hospitalet og indlægges. Præcis hvornår hun kommer ud igen, ved hun ikke. Hun har fået stillet diagnosen akut leukæmi, kræft i blodet, og står over for en intensiv omgang kemo. 

Planen er, at hun senere skal knoglemarvstransplanteres, hvilket også indebærer en lang indlæggelse i isolation. 

Tankerne kværner, mens Marie ligger i sin seng. Hun kan ikke falde i søvn. Og til sidst går hun ind til sin mor for at sove sammen med hende. 

Da de ligger dér, bryder Marie fuldstændigt sammen. Hyperventilerer. Billeder af hendes søskende popper op i hovedet på hende: Hun ser dem blive konfirmeret. Blive studenter. Uden hende.  

- Jeg havde virkelig billeder i mit hoved af alt det liv, som jeg ville gå glip af, hvis jeg skulle dø nu, husker hun. 

Maries hjem ligger blot to kilometer fra hospitalet i Odense. Alligevel føles det, som om hun skal ud på en lang rejse, hun aldrig har bedt om.  

- At vide, at man skal forlade sin base – det sted, man er tryg – og bare overlade alting til nogle andre mennesker, er en transformation, fortæller Marie.

- Man går fra ikke at føle sig syg, eller i hvert fald ikke at se syg ud eller bære det som sin identitet – og når man så går ind på hospitalet, bliver det jo hele ens hverdag og ens liv og det, der er vigtigt. 

Under sine indlæggelser finder Marie ud af, at følelsen af hjem ikke nødvendigvis er bundet op på et sted.

Roen sænker sig over hende, første gang hun ser sine bedsteforældre, søskende og veninder komme ind ad døren på stuen. 

Efter at alvoren har ramt hende, er hjem de mennesker, hun omgiver sig med, og følelsen af at blive elsket og passet på.

- Det betød meget for mig, og jeg var virkelig glad for at have det dér studieturstøj på. Det var fysisk bevis på, at jeg havde noget at vende tilbage. 

I det hele taget bliver hendes tøj en måde at udtrykke, at hun på trods af transformationen til kræftpatient også er et ungt menneske.

- Jeg har aldrig været sådan én, der gik meget i basic tøj. Men jeg fik mig et par UGG-sko, de dér stribede bomuldsbukser fra H&M, som alle har, og en Zara-undertrøje, fortæller Marie. 

- På alle andre punkter end min kræft skulle jeg bare ligne en almindelig teenagepige. Det var lige pludselig meget vigtigt for mig at signalere.

Samtidig har hun en særlig anledning til at komme i tøjet: Marie fastholder nemlig både skolearbejdet og sit politiske engagement, blandt andet som medlem af Trivselskommissionen. Det indebærer møder, som hun deltager i online: 

- Jeg har siddet til møder, mens jeg har været på hospitalet, hvor der så er en sygeplejerske, der er listet ind og har koblet mig op på en pose blod, og så er den løbet ind imens, fortæller hun. 

Absurde, men samtidig meget betydningsfulde situationer. Hun vil for alt i verden gerne holde fast i den, hun er – på trods af den sygdom, hun mærker mere og mere i hverdagen.  

Episode 5: Til hueopmåling

I oktober i år står Marie sammen med resten af 3.g’erne i gymnasiets store hal. Det firma, som skal levere studenterhuer til årgangen, er kommet forbi for at foretage de famøse hueopmålinger, så alle kan få den rigtige størrelse bestilt. 

Her bliver det pludselig meget virkeligt for Marie, at der ligger en studentertid og fremtid forude. Fra begyndelsen har hendes erklærede mål været at blive færdig samtidig med sine klassekammerater. Alligevel tør hun ikke glæde sig.

- Jeg tror godt, at jeg være lidt bange for at jinxe det. Det dér med at bestille en hue gør det også mere skuffende, hvis det ikke bliver, fortæller hun.

Selvom det er fantastisk at være tilbage på gymnasiet, er sygdommen stadigvæk tæt på.

Hun blev knoglemarvstransplanteret i januar, var dårlig de efterfølgende måneder og blev indlagt på intensiv med en alvorlig komplikation, som hun heldigvis klarede. 

I dag er hun kræftfri, men fortsat på den immundæmpende medicin Prednisolon med forskellige bivirkninger. Hun er i gang med genoptræning og i et opfølgningsforløb på hospitalet.

Hun er langt fra den Marie, som gik ind og ud af gymnasiets grønne gitterport sidste sommer. Hende, som skulle gøre det hele på den halve tid – også hvis det krævede, at hun overhørte kroppens signaler. 

Nu ser kroppen anderledes ud.  Hovedet er rundere, håret kortere og hun har små blå mærker på benene. Og den er noget, hun hele tiden skal forholde sig til. 

- Der er nogle ting, man bliver nødt til at gøre, og nogle ting man bliver nødt til at acceptere ved sin krop, hvis man gerne vil passe på den, konstaterer hun.

- Det betyder også, at man ikke kan gå ud og sole sig eller drikke en masse alkohol eller skippe en masse måltider eller lade være med at sove. For så virker den ikke, og der er kontant afregning ved kasse ét.

For Marie repræsenterer studenterhuen en masse muligheder. Hun drømmer stadig stort og har ambitioner om at arbejde og gøre en forskel. Men hun er også bevidst om, at ikke alle muligheder står åbne, f.eks. at rejse i et sabbatår.

Efter sin kræftsygdom bliver hun ofte mindet om at tage én dag ad gangen.

Men hvornår mærker 19-årige Marie ikke længere, at hun var alvorligt syg?

Det er der ikke nødvendigvis en slutdato for.  Og den pointe håber Marie at få frem med sin fortælling:

- Jeg har måttet acceptere, at jeg er blevet et nyt menneske. Og det er vigtigt, at omgivelserne også forstår og støtter én i det.