Mine forældre ville gerne skåne mig for alt det svære, og det er jeg både ked af og glad for

Der er fuld fart på 19-årige William Dissing, der snart skal i gang med at læse et fag op, så han kan komme ind på medicinstudiet. 

Han drømmer nemlig om at blive anæstesilæge i Norge. At blive dén, der på stejle bjergsider, træder til og skaber ro i kaotiske situationer med panik og bekymring.

Og det er ikke helt tilfældigt, at han drømmer så stort.

Da han var blot fem år, blev hans lillebror Theodor alvorlig syg med leukæmi, og William skulle derfor tidligt være stærk i en livsomvæltende hverdag med hospitalsbesøg, akutte indlæggelser og alvorlige beskeder. 

- Jeg var et meget lille menneske, der tidligt blev konfronteret med livstruende sygdom. Det gjorde, at jeg blev et meget verbalt, voksent og ansvarligt barn, forklarer William.

- Klart nok var der ikke så meget plads til, at jeg kunne være besværlig eller prøve grænser af. Det kunne jeg godt mærke. Det var der ikke energi til hos mine forældre, siger han.

Ensomhed og savn

Når William husker tilbage på sin barndom, kan han huske både gode og svære stunder. 

De gode er, at han altid har følt sig hjerte-tæt på sin lillebror i hele kræftforløbet - også selvom medicinen en overgang påvirkede Theodors humør. 

Han husker også sin børnehave og skole som fantastiske, og han er evigt taknemmelig for sin families hjælp. Men han husker også svære stunder, der handler om ensomhed og savn, fortæller han.

- Jeg blev ikke altid spurgt, om jeg ville med på hospitalet, og det tror jeg - set i bagklogskabens klare lys - var forkert. Jeg ville godt selv have haft valget, forklarer han. 

Han husker især en episode derhjemme, hvor hans mor og Theodor var på hospitalet, og hvor han var derhjemme med sin far.

- Vi sad ved spisebordet, og jeg kunne mærke, at min far var trist. Han var ikke rigtig til stede og selvfølgelig mærket af hele situationen, ligesom jeg selv var. For mig føltes det som at være Palle alene i verden uden at være alene, siger William.

For William var det en mærkelig og forvirrende følelse, at han var omgivet af en fantastisk familie, der gjorde alt for at passe på ham, og alligevel føle sig alene. 

Kunne føle mig glemt

Han husker også en dag, hvor ham og hans lillebror sad i sofaen derhjemme og spillede Nintendo. Pludselig bankede det på hoveddøren og to ambulancefolk trådte ind i huset. Williams blod frøs med det samme til is. 

- Jeg var bange for, at de tog min lillebror fra mig. Nogle gange kunne han nemlig være væk om morgenen, når jeg vågnede, fordi han var blevet akut indlagt om natten med høj feber eller højt blodsukker. 

Men de to ambulancefolk skulle bare hente hans lillebror til en planlagt aftale på hospitalet, men det var der ikke nogen, der havde fortalt William. 

- Jeg tror, at mine forældre i bedste mening prøvede at skåne mig, men det gjorde mig usikker, og jeg kunne føle mig glemt. Jeg ville gerne have været mere involveret og mere inddraget, fortæller han.

I dag er det efterhånden omkring 10 år siden Williams lillebror blev kræftfri, men efter kræftbehandlingen stødte der desværre senfølger til, der forandrede Theodor.

- Da kræftbehandlingen sluttede, var min bror kræftfri, men forandret i flere år. Han var udmattet og træt - både mentalt og fysisk - og havde svært ved at gå. Det var svært. 

- Heldigvis trives han i dag i bedste velgående. Han er lige kommet hjem fra efterskole og spiller både tennis og fodbold, siger William. 

Jeg er stadig mærket

I dag har storebror William det også rigtigt godt, men det hårde forløb sidder stadig i ham, og det er noget, han kan mærke på flere måder.

- Jeg kan blive nervøs over ufarlige kropslige tegn som f.eks. næseblod og feber, fordi det var alvorligt for Theodor. Og i perioder kan jeg nok ubevidst have mange bolde i luften for at undgå at mærke for meget efter, hvordan jeg har det, siger han.

For William er det i dag stadig virkelig vigtigt at søge hjælp og blive ved med at ’åbne kassen’ og tale om det hele. Det bruger han meget sin mor til.

- Min mor og jeg er gode til at tale sammen om mine tanker og følelser, og herudover har jeg fået hjælp fra både Kræftens Bekæmpelse, Skyggebørn, Cancervenner og hospitalets ansatte, siger William.

- Jeg er helt vildt taknemmelig, og det har betydet alt for, hvordan jeg har det i dag, slutter han.