Til cancer.dk
Efter mere end to år med kemo og hospitalsbesøg ser livet nu helt anderledes ud for Vitus. I dag handler det om svømning, seje biler og skolestart.
Ken spænder Vitus fast i autostolen og kører mod Hillerød Sygehus. I ugevis har den 3-årige haft feber, der svinger op og ned, og han klager jævnligt over ondt i benene - nogle dage så slemt, at han slet ikke kan gå. Nu er temperaturen igen så høj, at man kan koge et æg på ham, og derfor har lægen sendt dem videre til børnemodtagelsen.
På børnemodtagelsen ser lægen på Vitus og kommer hurtigt frem til, at det ligner væskeophobninger efter en infektion. Ikke noget alvorligt, siger han - det kan sagtens forklare smerterne. Og feberen skyldes nok en ny virus. Først mener lægen ikke, at Vitus skal have taget blodprøver. Men Ken mærker, at noget ikke stemmer. Det her føles forkert, så han insisterer, og Vitus får taget en blodprøve.
Få timer efter kommer prøvesvaret, der forandrer livet for Vitus og hans familie.
Imens Ken er på sygehuset med Vitus, er Nicole hjemme med lillebror Sofus på 14 måneder. Han pludrer tilfreds og kravler omkring i stuen. Hun ville ønske, hun kunne være sammen med Ken og Vitus på sygehuset, men sådan er det jo, når man har to små børn – man må dele sig op.
Alligevel begynder timerne at føles lange. Det er længe siden, de kørte afsted. Hvad mon der sker? Hun prøver at lade være med at bekymre sig om den flåt, de fjernede forleden. Bare det ikke er Borrelia, selvom det kunne forklare en del. Hun ryster på hovedet, prøver at holde tankerne fra at løbe løbsk. Det er nok bare vokseværk, beroliger hun sig selv.
Men så ringer telefonen.
- Kan du pakke en taske? Lægerne vil gerne have lidt flere blodprøver, siger Ken med ro i stemmen.
Han tilføjer ikke, at en ambulance vil køre dem videre på Rigshospitalet, og at lægerne mistænker kræft. Det kan han ikke få sig selv til, når Nicole står alene derhjemme med Sofus på armen.
Nicole kaster lidt tøj i en taske og ringer hurtigt til sin mor, der kommer for at tage sig af Sofus, så hun kan drøne afsted.
Da Nicole træder ind på stuen på børneafdelingen i Hillerød, møder hun et hold af læger og sygeplejersker samlet omkring Vitus, som sidder i sengen og nusser med den Lego bil, han lige har bygget sammen med sin far. Mens sygeplejersken lægger drop på Vitus, vender en af lægerne sig mod Nicole og spørger, om hun er blevet orienteret om, hvad der skal ske?
Først forstår Nicole det ikke helt. Men da de få timer efter ankommer på Rigshospitalets børnekræftafdeling, går det hurtigt op for hende, at det ikke er en misforståelse - alt tyder på, at Vitus har leukæmi. Nu skal de finde ud af, hvilken type det er. Derfra går det stærkt.
Allerede samme nat tager lægerne flere blodprøver og røntgenfotograferer Vitus. Hans blodprocent er alarmerende lav, og personalet arbejder hurtigt og koncentreret. Dagen efter kommer svaret: akut lymfatisk leukæmi, ALL, den mest kendte form for leukæmi hos børn. Få timer efter lægger lægerne et venekateter i Vitus’ bryst, så de kan give medicin direkte ind i blodbanen.
Alting er pludselig anderledes. Hver time bringer nye informationer.
Den første tid er kaotisk. Nætterne er lange. Vitus, som ellers lige har smidt bleen, skal nu sove med ble igen og skiftes hver anden time. Nicole og Ken vågner dog endnu oftere - maskinerne bipper næsten konstant og forstyrrer enhver mulighed for sammenhængende søvn.
Midt i alt det skal de også forholde sig til de praktiske spørgsmål, der lynhurtigt tænger sig på: Hvem skal tage orlov? Hvem fortsætter på arbejdet? Hvordan får de passet på lillebror derhjemme?
Heldigvis reagerer Vitus rigtig godt på behandlingen. Allerede efter den første pose blod, lægerne giver ham, liver han op. Fra den ene dag til den anden spæner han rundt på hospitalsgangene på en løbecykel.
Lægerne giver familien grønt lys til at fortsætte behandlingen hjemmefra. Det betyder alverden. For selvom familien ikke slipper for køreturen fra hjemmet i Frederiksværk til Rigshospitalet flere gange om ugen, så er det rart at være i vante rammer igen - og samlet under samme tag.
Som farmakonom er Nicole vant til at give indsprøjtninger. Alligevel føles det grænseoverskridende at skulle give kemo til sit eget barn og dosere de forskellige typer medicin, han skal have ved siden af. Men hun gør det gerne – det sparer dem for en tur til hospitalet og skaber mere ro i hverdagen, som de forsøger at normalisere så meget, de kan.
Det er dog ikke nemt. For tingene ændrer sig fra time til time, når man har et barn med leukæmi. En enkelt forkert bakterie, og Vitus er sendt til tælling - det har familien prøvet et par gange undervejs.
Men på trods af et par akutte indlæggelser går behandlingen slag i slag. Måned for måned ser Vitus blodprøver bedre og bedre ud.
Det er nu syv måneder siden, Vitus spiste sin allersidste kemopille gemt i en is på en ferie på Malta. I en hel uge fejrede familien den store milepæl med sandslotte i lange baner, uanede mængder is og livlige vandlege i poolen. Nøjagtigt, som Vitus ønskede.
Selvom 5-årige Vitus er kræftfri og har det godt, døjer han stadig med følgerne af den hårde og intensive behandling. I efteråret fik han konstateret osteonekrose i benene - en tilstand, hvor knoglevævet dør på grund af manglende blodforsyning, og som kan føre til nedbrudte knogler.
For Vitus betyder det, at han ikke må udsættes for kraftige stød og ikke må hoppe på trampolin. Men heldigvis er han så sulten efter leg og ballade efter to et halvt års behandling, at det ikke fylder så meget for ham i hverdagen.
Osteonekrosen skal Vitus leve med resten af livet. I perioder skal han derfor have smertestillende medicin og benene i gips for at forebygge brud. Men heldigvis mener lægerne, at det vil blive bedre, når Vitus vokser sig større og stærkere.
Samtidig har familien fået at vide, at der bliver forsket intensivt i senfølger efter børnekræft, og det giver håb. Lægerne forventer, at nye behandlinger bliver tilgængelige i fremtiden.
Nicole og Ken er ikke i tvivl om, at Vitus’ stærke vilje og kampgejst vil bære ham igennem, uanset hvilke udfordringer fremtiden bringer - det har han bevist gang på gang.
Da behandlingen begyndte, blev de forberedt på, at Vitus sandsynligvis ville skulle starte i skole senere end sine jævnaldrende, men det nægtede han at acceptere. For få dage siden begyndte han i ’Minifrit’, og til august starter han i skole sammen med sine kammerater.
Når Vitus ikke er i fritidsordningen, nyder han livet som dobbelt storebror. For få uger siden fik han nemlig sin anden lillebror, Magnus. Vitus er opmærksom og kærlig og elsker at nusse babyfødder og hente sutten, når den bliver væk.
I sin fritid går han til svømning, hvor han kaster sig frygtløst i vandet, og derhjemme fordyber han sig i leg med biler, som han kan parkere og køre rundt med i timevis.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.