Spring navigation over

Ny kombi-behandling kan gøre kræftceller følsomme overfor immunterapi

Forskning fra Kræftens Bekæmpelse giver håb om, at flere kan få gavn af immunterapi.

En behandling af kemoterapi og immunterapi kan gøre immunterapi effektiv overfor kræftceller, som behandlingen ellers ikke virker på. Det viser forskning ledet af Daniela de Zio fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Foto: Buro Jantzen.

Immunterapi har de senere år vist lovende resultater i behandlingen af visse kræftformer. Men for mange kræftpatienter har behandlingen ingen effekt. 

Nu har forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning i laboratorieforsøg fundet en metode, der kan gøre immunterapi effektiv mod modermærkekræft-knuder, som ellers var ufølsomme overfor behandlingen. Ved at kombinere kemoterapien thiopurin og immunterapi fik de overbevisende resultater: 

- Vi fandt frem til, at immunterapien virkede langt bedre i kombinationsbehandlingen, især når vi behandlede mens tumorerne stadig var små. Da så vi at alle tumorerne blev mindre og de fleste forsvandt faktisk helt, siger Daniela De Zio, leder af the Melanoma Research Team ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. 

Men de gode resultater stoppede ikke der: 

- Vi opdagede, at hvis man efter kræften var væk tilfører nye kræftceller, så vokser de ikke. Det tyder på, at behandlingen gør immunforsvaret i stand til at huske kræftcellerne, hvilket kan have stor betydning for at forhindre, at kræften vender tilbage, siger Daniela De Zio.

Fra kolde tumorer til varme

Forklaringen på de lovende resultater ligger i, hvordan immunterapi virker: Behandlingen får immunforsvaret til at opdage kræftceller og angribe dem, fordi det genkender dem som fremmede for kroppen.

Nogle kræftceller ligner imidlertid raske celler så meget, at immunforsvaret ikke opdager dem. Disse kræftknuder kaldes ’kolde tumorer’.

Her spiller behandlingen med thiopurin en nøglerolle. Det gør nemlig, at kræftcellerne får en række genetiske forandringer, der ændrer kræftcellernes udseende. Det gør immunforsvaret i stand til at genkende dem som fremmede og målrette sit angreb mod dem. Når det sker, siger man, at tumorerne går fra at være ’kolde’ til at blive ’varme’.

I den nye undersøgelse har forskerne undersøgt en særlig form for modermærkekræft, som ikke er synlige for immunforsvaret, men ’kolde’ tumorer findes hos alle kræfttyper. Det giver håb om, at metoden kan komme flere typer kræftpatienter til gavn. Thiopurin er desuden en velkendt kemoterapi, som bl.a. bliver brugt i behandlingen af børn og voksne med kræft i blodet. Stoffet har typisk få bivirkninger og tåles godt af patienterne. Derfor vurderer forskerne, at det er sikkert at bruge i kombinationsbehandlingen.

De nye resultater er opnået i samarbejde med professor Kjeld Schmiegelow fra børnekræftafdelingen på Rigshospitalet, og forskerne arbejder nu videre med at afprøve behandlingen på andre former for kræft. 

- Næste skridt vil være at afprøve behandlingen på kræftceller fra patienter i laboratoriet. Det vil give os vigtig viden, der forhåbentlig kan bane vejen for at tilbyde behandlingen som et forsøg til patienter, siger Daniela De Zio.

Resultaterne er offentliggjort her: Nazerai L. et al.: Thiopurine therapy enhances immune checkpoint inhibitor efficacy in low-mutational burden melanoma: A promising anticancer approach. PNAS, February 24, 2025, 122 (9) e2423246122

Vi kan alle være helte

Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 6. april