I sorggruppen turde Victor fortælle om frygten og tankerne

Victor på 11 år står med hånden på dørhåndtaget og mærker hjertet banke hurtigere. På den anden side af døren sidder andre børn på hans alder – børn, der ligesom ham har en mor eller far med kræft. Han er både spændt og nervøs. Hvad skal han overhovedet sige til fremmede om noget så svært?

Første gang idéen om en sorggruppe blev præsenteret, afviste Victor blankt. Hvis storesøster ikke vil med, så er det nok heller ikke noget for ham. Men efter nogle gode snakke med sin mor og den voksen, der styrer gruppen, er han nu gået med til at prøve én gang!

Så han åbner døren. 

Inde i rummet sidder tre børn på puder i en rundkreds på gulvet. Gruppelederen smiler og klapper blidt på den tomme pude ved sin side for at byde Victor indenfor.

I løbet af den næste time er Victor stille. Han lytter bare til det, de andre fortæller. Om sygehusbesøg. Om forældre der sover meget. Om savn. Det gør ondt at høre, for han ved præcis, hvordan det føles. Sådan skal ingen børn have det, synes han. Men samtidig er det rart at høre, han ikke er alene med sine tanker. For første gang føles de som noget, han ikke skal gemme væk. 

Da mødet er slut, står hans mor klar ude i gangen. Sammen siger de tak for i dag og bevæger sig ned mod parkeringspladsen. Inden de når hen til bilen, siger Victor lavmælt: 

’Det vil jeg gerne prøve igen’. 

Savner mor 

Hvordan mødet med gruppen bliver afgørende for Victor i hans sorgproces, kommer vi tilbage til. Men først spoler vi tiden et halvt år tilbage. 

Victor går i 2. klasse på Egebjergskolen i Horsens og er en energisk dreng med et stort smil og en endnu større passion for fodbold. I både frikvarterne og i fritiden finder man ham oftest på banen med vennerne iført sine målmandshandsker – parat til at redde bold efter bold.

Men i foråret 2022 ændrer hans hverdag sig brat, da hans mor får konstateret kræft. En særligt sjælden type, der gør, at hun skal have en intensiv og hård behandling. Hele hans verden bliver vendt op og ned.

På det tidspunkt er Victor kun 8 år. Han har aldrig hørt ordet ’kræft’ før, så han ved faktisk ikke helt, hvad det det betyder. Men hurtigt mærker han, at stemningen derhjemme ændrer sig. Alle bliver pludselig så triste.

Det gør ham særligt ked af det at se sin 4 år ældre søster være ked af det. Far har forklaret, at mors behandling kan gøre hende træt og syg – selvom den skal hjælpe hende med at blive rask igen.

Alligevel er det svært for ham at se sin mor miste håret og ligge træt og udmattet på sofaen. Hun plejer jo at heppe fra sidelinjen, når han spiller kamp, og spille brætspil med ham. Victor savner hende. 

Hans mor og far fortæller, at han kan sige ALT til dem. Men det er svært. Han vil ikke gøre dem mere kede af det med alle sine spørgsmål og tanker – de har jo nok at tænke på i forvejen.

Bekymringerne fylder mere og mere, mens fodbolden og latteren fylder mindre og mindre. Han trækker sig fra vennerne og står i frikvartererne i skolegården, hvorfra han kan se ind i stuen derhjemme. Hans blik søger mor – er hun der? Ligger hun på sofaen? 

Inderst inde har han ikke lyst til at gå i skole længere. Han vil meget hellere blive hjemme hos sin mor og være sikker på, at hun har det godt.

Det står hurtigt klart for Victors forældre, at deres søn bærer på mere, end han kan håndtere alene. I samarbejde med skolen finder de frem til sorggruppen - et initiativ fra Horsens Sund By, som Kræftens Bekæmpelse har været med til at understøtte under mantraet ’Ingen børn skal stå alene med sorg’.

Noget føles lettere

Da Victor møder op til sit andet møde i sorggruppen, er han ikke længere nervøs. Sidst holdt frygten for at sige noget forkert ham tilbage, men nu ved han, at det ikke er muligt – her er alle følelser og tanker tilladt. Af samme årsag begynder han så småt at åbne mere og mere op. 

Han fortæller blandt andet om nogle af de ting, han har holdt for sig selv, fordi han gerne ville passe på familien derhjemme. Frygten for, hvad der skal ske med hans mor – dør hun af sygdommen? Bliver hun som før? 

Det er rart at sige ordene højt og se de andre børns anerkende blikke. De forstår ham på en anden måde, fordi de selv har prøvet det samme. Victor føler sig ikke så alene længere. 

I gruppen taler de også om, hvad man kan gøre, når man pludselig bliver ked af det i skolen: Sig det til en voksen, og tænk på noget, der gør dig glad, lyder opfordringen. 

Når vreden over kræften pludselig rammer, får Victor eksempelvis lov til at holde en pause. Han kan tage en af sine venner med ud, og sammen spiller de fodbold. Det føles rart og giver ham et pusterum. 

De laver forskellige ting hver gang. Nogle dage sidder de i rundkreds og snakker, andre dage står den på hygge med brætspil, film og popcorn. For Victor er det rart, at de også kan lave noget andet sammen end at snakke. Grine og fjolle. For selvom det er rart at få sat ord på følelserne, kan det stadig være hårdt – og nogle gange har man brug for andre måder at få følelserne ud på.

Netop derfor tegner de og laver øvelser, der hjælper med at vise, hvordan de har det. 

Efter et par gange i sorggruppen mærker Victors mor en forandring i sin lille dreng. Han bliver gladere og begynder at være mere sammen med de andre børn igen. Det er tydeligt, at noget i ham føles lettere. Han får et frirum, hvor han ikke føler sig anderledes eller forkert – og hvor der er voksne til at gribe ham. Det betyder alt for hans forældre midt i det alvorlige sygdomsforløb

Store drømme

Det er nu tre år siden, Victor stoppede i sorggruppen. 

Hans mor er erklæret kræftfri, og selvom hun stadig har dårlige dage, fylder bekymringerne ikke længere alt. I hvert fald ikke på samme måde.

Han bruger stadig mange af de ting, han har lært i sorggruppen: at tale om det, der er svært, i stedet for at gemme det væk, og give sig selv pauser, når tankerne bliver for tunge. Nogle gange tegner han følelserne ud på et stykke papir, andre gange tager han bolden under armen og finder roen på fodboldbanerne. 

Hans drøm er at blive professionel målmand for AC Horsens.