Spring navigation over

Ny forskning: Flere kvinder i Danmark begynder på hormonbehandling

Efter 20 år med lavt forbrug viser nye tal, at flere kvinder får hormonbehandling

Forskerne har fulgt brugen af hormonbehandling blandt mere end 2,3 millioner kvinder i alderen over 40 år fra 2000 til 2024
Forskerne har fulgt brugen af hormonbehandling blandt mere end 2,3 millioner kvinder i alderen over 40 år fra 2000 til 2024. Modelfoto: Colourbox

Flere danske kvinder bruger igen hormonbehandling i overgangsalderen. I 2024 steg forbruget efter 20 år på et relativt lavt niveau. Samtidig vælger flere behandlinger, hvor hormonerne optages gennem huden frem for som tabletter. Det viser et nyt dansk studie fra bl.a. Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Forskerne har fulgt brugen af hormonbehandling blandt mere end 2,3 millioner kvinder i alderen over 40 år fra 2000 til 2024.

Brugen af hormonbehandling har ligget på et relativt lavt niveau siden årtusindskiftet, men de nye tal viser, at udviklingen har ændret sig markant.

Den nye undersøgelse viser, at fra 2023 til 2024 blev antallet af kvinder, der begyndte på hormonbehandling, næsten fordoblet - fra 4,3 til 8,5 ud af 1.000 kvinder. Stigningen var særligt stor blandt de 51-60-årige, hvor antallet steg fra 9,3 til 20,2 ud af 1.000 kvinder.

- Studiet kan ikke fortælle os præcist, hvorfor flere kvinder begynder på hormonbehandling. Men udviklingen kan hænge sammen med, at der er kommet større opmærksomhed på gener i overgangsalderen og en mere lempelig tilgang til at begynde behandlingen. Det forklarer seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning Lina Steinrud Mørch, der har medvirket til undersøgelsen.

Plaster eller gel vinder frem 

Undersøgelsen vi ser også, at der er sket et skift i typen af behandling. I 2022 begyndte 56 procent af de nye brugere på hormonbehandling, der optages gennem huden, for eksempel i form af plaster eller gel. I 2024 var den andel steget til 75 procent.

- Hormonbehandling anvendes i dag på andre måder end tidligere, og vi mangler endnu solid viden om effekten og sikkerheden ved dem. Det er vi i gang med at undersøge, fortæller Lina Steinrud Mørch.

Studiet er publiceret i British Journal ofClinical Pharmacology og kan læses her:

https://bpspubs.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/bcp.70773