Spring navigation over

Forskning åbner for ny strategi til behandling af leverkræft

Resultater viser god effekt af forsøgslægemidler.

Forskerne håber, at den nye viden med tiden kan føre til bedre behandling til patienter med leverkræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse

I dag er de fleste nye kræftbehandlinger designet til at ramme noget helt bestemt, som ikke fungerer som det skal inde i cellerne. Det kan være et protein, der er for meget eller for lidt af, eller et bestemt gen, der er ændret. Denne tilgang til behandling kendes som personlig medicin.

Nu har forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning opdaget en særlig egenskab ved leverkræftceller, som måske på længere sigt kan føre til en ny, personlig måde at behandle sygdommen på.

Kort fortalt viser forskerne, at leverkræftceller har opreguleret en proces, der fører til, at kræftcellerne danner usædvanligt mange proteiner. Det har betydning for kræftcellernes egenskaber og gør bl.a. at kræften kan vokse og dele sig uhæmmet.

Den gode nyhed er, at forskerne også har vist, at bestemte former for lægemidler, som forhindrer processen, er yderst effektive til at slå leverkræftcellerne ihjel. I forsøg sammenlignede de den behandling, der i dag bliver brugt mod leverkræft, med forsøgslægemidler, som hæmmer den øgede dannelse af proteiner. Resultaterne viste, at forsøgslægemidlerne er mere effektive i at slå kræftcellerne ihjel.

- Vi har endnu kun udført forsøgene på celler i laboratoriet, men vi håber, at dette kan være det første skridt mod en ny og effektiv behandling, som rammer et nyt mål i leverkræftceller, siger ph.d. og gruppeleder, Dorthe Payne-Larsen, som har ledet den nye undersøgelse.

Gruppeleder Dorthe Payne-Larsen
Gruppeleder Dorthe Payne-Larsen har ledet den nye undersøgelse. Foto: Tomas Bertelsen

Styrker ny strategi i behandling af leverkræft

Leverkræft den sjette-hyppigste kræftform i verden og den tredje mest dødelige. I Danmark rammer sygdommen hvert år omkring 363 mænd og 154 kvinder.

Læs om leverkræft her

Leverkræft er i dag ofte vanskelig at behandle, selvom immunterapi har skabt væsentlige forbedringer. Derfor er der brug for nye behandlinger, der rammer helt nye mål i cellerne.

- Personlig medicin har et stort potentiale ved at tilbyde en behandling, der er skræddersyet til den enkelte patient, og her kan vores resultater forhåbentlig bidrage til en mere individuel tilgang til behandling af sygdommen. Vi håber meget, at vores arbejde med tiden kan føre til bedre tilbud til patienterne, siger Dorthe Payne-Larsen.

Forskerne arbejder nu videre, for at se om resultaterne fra laboratoriet kan udvikles til en ny behandling. I det arbejde skal de bl.a. finde en biomarkør, som kan vise, om den enkelte patients kræft har en opreguleret dannelse af proteiner og dermed vil have gavn af de nye lægemidler.

 

Resultaterne er offentliggjort her: Geisler SB. et al.: Ribosome biogenesis is increased in hepatocellular carcinoma and represents a potential therapeutic target. NAR Cancer. 2026 Jan 16;8(1):zcaf058. doi: 10.1093/narcan/zcaf058. eCollection 2026 Mar.

Kræftens Bekæmpelses eget forskningscenter

Forskningen er udført hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Center for Kræftforskning er beliggende på Østerbro i København og udfører forskning af høj international kvalitet. Centeret offentliggør hvert år mere end 300 videnskabelige artikler.

Læs mere om centeret her

Ny forskning giver overraskende viden om hvad der sker, når celler reparerer skader på DNA’et

DNA-skader kan ændre cellens funktion.

Læs artiklen her