Spring navigation over

Vi spiser markant mindre frugt og grønt i Danmark - tid til at fjerne momsen

Få følger kostråd om frugt og grønt, viser undersøgelse. Alliance kræver momsen væk.

84 pct. af befolkningen bakker op om, at moms bliver fjernet fra frugt og grønt, det er et stærkt mandat til politisk handling, mener en alliance af centrale aktører.
84 pct. af befolkningen bakker op om, at moms bliver fjernet fra frugt og grønt, det er et stærkt mandat til politisk handling, mener en alliance af centrale organisationer og eksperter.

Der er kommet færre gulerødder på tallerkenen i de danske hjem - og færre æbler i madpakken. Det viser en ny national kostundersøgelse, som for første gang i et årti kortlægger befolkningens kostvaner.

Resultaterne taler deres tydelige sprog: Vi bevæger os længere væk fra de officielle kostråd om 600 gram frugt og grønt om dagen. Kun 7 pct.  lever op til kostrådene for frugt og grønt. Blandt voksne er forbruget af frugt faldet med hele 57 pct. over en periode på 10 år, viser undersøgelsen, som DTU Fødevareinstituttet har lavet.

Det bekymrer en bred alliance bestående af bl.a. Kræftens Bekæmpelse, andre sundhedsorganisationer, forbrugerorganisationer, supermarkedskæder og fagforeninger. 

Frugt og grøntsager er afgørende for sundheden. De bidrager med fibre, vitaminer og mineraler og forebygger bl.a. flere former for kræft, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes.

- Der skal en seriøs indsats til for at vende udviklingen. Vi ved, hvad der virker: prisen. Når fødevarer er blevet historisk dyre, rammer det også frugt og grønt. Fjerner vi momsen, gør vi det lettere for flere at spise sundere, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Forskning viser, at momsfri frugt og grønt kan forebygge flere tusinde dødsfald om året. Samtidig bakker 84 pct. af befolkningen op om forslaget – et stærkt mandat til politisk handling.

- Folketingets partier har allerede afsat de økonomiske midler til lavere moms på fødevarer. Den nationale kostundersøgelse giver et klart svar på, hvor man bør starte: Det skal være billigere at vælge sundt. Fjern momsen på frugt og grønt, lyder appellen fra Mette Lolk Hanak og de øvrige aktører.

En generation har lært, at en pose chips koster det samme som en klase bananer

Læs debatindlæg fra tre centrale aktører om nulmoms på frugt og grønt.

""

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet til patienter og pårørende. Her finder du inspiration, støtte og sidste nyt på kræftområdet. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere og tilmeld dig nyhedsbrevet