Gå til sygdomsliste

Symptomer på nyrebækken- og urinlederkræft

Synligt blod i urinen er det mest almindelige tegn på kræft i nyrebækkenet og urinlederne, og det kan være det eneste symptom.

Oftest får man symptomer som synligt blod i urinen eller flankesmerter, dvs. smerter i en af siderne i maveregionen eller i siderne af ryggen.

Da nyrebækken- og urinlederkræft ikke nødvendigvis giver symptomer, bliver sygdommen i enkelte tilfælde opdaget tilfældigt ved scanninger, f.eks. hvis man får en CT-scanning af andre årsager.

Sygdommen ses hyppigere, hvis man i forvejen har blærekræft eller blærepapillomer. Det skyldes, at kræften opstår i slimhinden (urothelet) i urinleder og nyrebækkenet, som også beklæder indersiden af blæren.

Læge taler med patient

Symptomerne behøver ikke at være kræft, men det er vigtigt, at du kontakter din læge, så du kan blive undersøgt.

Blod i urinen

Blod i urinen kan være synligt ved vandladning, men man kan også få rød urin efter at have spist f.eks. rødbeder.

Der kan også være tale om en lille blødning, der ikke kan ses med det blotte øje i urinen, men som en urinprøve afslører, når man bliver undersøgt for årsager til flankesmerter.

Mængden af blod i urinen hænger ikke nødvendigvis sammen med størrelsen af en eventuel kræftknude, men en stor kræftknude har større risiko for at bløde sammenlignet med en lille.

Blødningerne er som regel ikke konstante, men kan komme og gå. Blod i urinen kan også være symptom på kræft andre steder i urinvejene.

Gå til din læge, hvis du opdager blod i urinen.

Lændesmerter, kvalme og feber

Urinlederen kan blive blokeret af blod eller kræftceller, og det kan give smerter i flanken eller lænden og blod i urinen. Der kan samtidig være kvalme og høj feber, men det er sjældne symptomer.


Læs alt om nyrebækken- og urinlederkræft

Nyrebækken- og urinlederkræft – forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.