Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel:Calcium elektroporation til behandling af tyk- og endetarmskræft

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Endetarmskræft, Tyktarmskræft
Forklaring Dette forsøg undersøger effekten af en behandling med calcium givet i kombination med elektroporation (elektrisk assisteret lokalbehandling via kikkertteknik) inden operation. Forsøget henvender sig til patienter med tyk- eller endetarmskræft.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

Lægerne behandler oftest tyk- eller endetarmskræft ved at fjerne kræftknuden ved en operation. Den langsigtede prognose afhænger af, om alt kræftvævet bliver fjernet ved operationen.

Lægerne vil undersøge effekten af en behandling med calcium givet i kombination med elektroporation (elektrisk assisteret lokaltbehandling via kikkertteknik) inden operation. Lægerne håber, at behandlingen inden operationen kan mindske kræftknuden og aktivere immunforsvaret, så forudsætningen for operationen bliver bedre.

Elektroporationen foregår ved, at lægerne foretager en lokal strømbehandling af kræftknuden i tarmen. Det foregår på samme måde som ved en kikkertundersøgelse af tarmen. I forbindelse med strømbehandlingen vil lægerne give calcium i kræftknuden. Calciumchlorid er et godkendt lægemiddel.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Du har endetarms- eller tyktarmskræft

  • Din diagnose og behandling er blevet drøftet af et multidisciplinært team

  • Lægerne vurderer, at du muligvis kan helbredes

  • Du har en tilstrækkelig hjerte- og lungefunktion

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har en betændelsessygdom i tarmen

  • Du har en såkaldt koagulationsforstyrrelse, der ikke er under behandling

  • Du har en pacemaker

  • Du får en immunhæmmende behandling

  • Din kræftsygdom er avanceret

  • Din sygdom indikerer, at du behøver behandling inden din operation

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen går i gang.

Derefter får du behandlingen med calcium givet i kombination med elektroporation.

Cirka en uge efter forsøgsbehandlingen, vil lægerne fjerne kræftknuden ved operation. De vil tage blodprøver og bede dig besvare nogle spørgeskemaer både inden og efter operationen.

Bivirkninger ved behandlingen

Behandlingen med calcium i kombination med elektroporation er forbundet med de samme risici som ved en standard kikkertundersøgelse af tarmen. Alle patienter bliver bedøvet under proceduren.

Man kan få nogle smerter i dagene efter behandlingen.

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Køge
  • Sjællands Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Forsøgets id-numre

VEK nr.: SJ-652

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat