Gå til sygdomsliste

Symptomer på nyrekræft

Blod i urinen er det mest almindelige tegn på kræft i nyren. Det forekommer i omkring 20-30 pct. af alle tilfælde af nyrekræft som det første og eneste symptom.

Blod i urinen opdages ofte ved, at urinen pludselig er rød. Blod i urinen behøver ikke at være til stede hele tiden, men kan komme og gå.

Blod i urinen kan også være i så små mængder, at det ikke kan ses med det blotte øje, men kun kan afsløres ved, at lægen undersøger urinen nærmere (med en urinstix).

Smerter i lænden og andre symptomer på nyrekræft

Smerter i lænden/flanken evt. med udstråling til lysken, en udfyldning i den ene side af maven, træthed, almen utilpashed, lav blodprocent og/eller vægttab er andre almindelige symptomer på nyrekræft.

De ukarakteristiske symptomer, der hver for sig kan synes harmløse, er skyld i, at nogle tilfælde af nyrekræft først opdages, når sygdommen har spredt sig.

Der kan også opstå en øget produktion af en række hormoner, som blandt andet kan medføre forhøjet blodtryk, for høj blodprocent (polycytæmi) og for højt kalk-niveau i blodet.

Nyrekræft opdages ofte ved en tilfældighed

I mange tilfælde opdages nyrekræften ved en tilfældighed, hvor lægen ved en scanning (foretaget af anden årsag) finder tegn på kræft i nyren uden, at det har givet nogle symptomer.

På grund af den øgede tilgængelighed af scannere, er andelen af patienter, hvor nyrekræft findes tilfældigt steget markant og udgør nu 45 pct. af alle nyrekræfttilfælde.

patient hos læge. modelfoto.

Symptomerne behøver ikke være kræft, men det er vigtigt, at du kontakter din læge, så du kan blive undersøgt.

Gå til lægen, hvis du har disse symptomer:
  • Blod i urinen (langt det hyppigste symptom)
  • Dumpe smerter i lænden
  • 'Udfyldning' i lænden
  • Hævelse og ømhed af pungen pga. hævelse af venerne i testiklen (årebrok/varicocele testis)
  • Træthed uden grund
  • Uforklaret vægttab
  • Feber uden kendt årsag
  • Svede-/hedeture

Ved mistanke om kræft i nyren vil lægen henvise til en speciallæge i urinvejssygdomme (urologi).

Det behøver ikke at være kræft

Næsten alt, der kan være symptomer på kræft, kan ligeså godt være symptomer på noget andet.

Husk, at blod i urinen også kan skyldes andet end nyrekræft, f.eks. blærekræft, nyresten, blærebetændelse eller forstørret blærehalskirtel (prostata).

Smerter eller 'udfyldning' i den ene side af lænden kan være tegn på kræft i nyren, men der er mange andre sygdomme i nyren, i bughulen, musklerne og knoglerne, der kan give denne form for gener. 

Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, så man kan slippe mistanken eller blive behandlet, hvis der er tale om kræft.

Professor og overlæge, Lars Lund.

Professor og overlæge, dr.med. Lars Lund, fortæller om nyrekræft. Symptomer, undersøgelser, behandling og efterforløb. 7:25 min.


Alt om nyrekræft

Nyrekræft - forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.