Hvad mener Kræftens Bekæmpelse om fremtidens sundhedsvæsen?

Fire ud af 10 kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det helt centralt at udnytte dette potentiale. Implementering af en ambitiøs national forebyggelsesplan med konkrete initiativer vil betyde mindre sygdom på både kræftområdet og på en lang række andre sygdomsområder. Investering i forebyggelse vil mindske det fremtidige pres på sundhedsvæsenet markant.

En national forebyggelsesplan bør omfatte bindende nationale kvalitetsstandarder for såvel den patientrettede som den borgerrettede forebyggelsesindsats. Kvalitetsstandarderne skal både omfatte tilbud til patienter i regionalt og kommunalt regi, herunder sundhedstilbud til borgere med særlige behov i kommunerne.

Tidlig opsporing og diagnostik forbedrer muligheden for overlevelse, ikke mindst af kræft. Mindst 2/3 af kræftforløb begynder i almen praksis, og den praktiserende læge har derfor en afgørende rolle i forhold til at sikre tidlig og hurtig diagnostik.

Indsatsen for en mere ensartet, rettidig og rationel diagnostik af alvorlig sygdom bør styrkes. Ligesom uhensigtsmæssig geografisk og kvalitetsmæssig variation i tilbud til patienter og praktiserende læger bør reduceres mest muligt.

Der bør udarbejdes en samlet national plan for det diagnostiske forløb med henblik på at forbedre, udvikle, kapacitetssikre og monitorere diagnostikken til gavn for en tidligere diagnose af patienten.

De praktiserende læger kan spille en langt mere virksom rolle for deres patienter både før, under og efter kræftbehandlingen på hospitalerne. Patienterne har ofte kontakt med den samme læge og/eller klinikpersonale gennem længere perioder af deres liv, men der mangler adgang til almen praksis flere steder i landet.

De praktiserende læger bør derfor have en styrket rolle i sundhedsvæsnet. De bør støttes bedst muligt af det øvrige sundhedsvæsen til at varetage indsatser før og efter en kræftdiagnose. Det indebærer også et større fokus på samarbejde og kommunikation mellem sygehuse og kommuner samt øvrige enheder.

Livet efter eller med kræft kan for nogle patienter være særdeles pinefuldt og problematisk. 60 pct. af kræftpatienterne oplyser, at de oplever senfølger efter sygdommen og behandlingen. Og knap 40 pct. af kræftpatienter oplyser, at de har et eller flere fysiske eller psykiske problemer, som de ikke har fået den hjælp til at løse, som de har behov for. Samtidig oplyser mange patienter, at det er vanskeligt af navigere i efterbehandlingen.

Derfor bør der være en nationalt forankret systematisk opfølgning på kvaliteten på det kommunale sundhedsområde, herunder indsatser i forbindelse med rehabilitering, senfølger og palliation i forbindelse med kræft. Der bør endvidere være national konsensus om hvilke resultat- og kvalitetsmål, der skal sigtes imod i den kommunale indsats inden for rehabilitering, senfølger og palliation.

I alle faser af patientforløbet er der forskelle i ventetid og kvalitet. I forhold til sundhedsydelser tæt på borgerne i kommuner og almen praksis er der betydelige forskelle i visitationspraksis og adgang til tilbud. Sundhedsvæsenet formår ikke at skabe den nødvendige ensartede kvalitet for patienterne på tværs af kommunale tilbud, almen praksis og sygehuse. Konsekvensen er, at indhold og kvalitet i de sundhedsydelser, som patienterne får, varierer meget, afhængig af hvor man bor. Det gælder for eksempel tilgængelighed til almen praksis, praktiserende lægers adgang til diagnostiske undersøgelser, målopfyldelsen af kræftpakkeforløb samt i forhold til behandling, rehabilitering og palliative indsatser.

Derfor bør der udarbejdes en kvalitetsplan med nationale kvalitetsstandarder og kvalitetsmonitorering af kræftforløbet på tværs af sektorer, herunder almen praksis og kommuner.

For kræftpatienterne er det afgørende, at deres kræftforløb er sammenhængende, trygge og baseret på bedst mulig evidens.  Det gælder hele forløbet fra udredning, behandling, opfølgning, rehabilitering og palliation til tilbagevenden til hverdagen efter en kræftsygdom.

Udenlandske studier viser, at sammenhængende patientforløb med en gennemgående behandler øger patienternes overlevelse. Med kræftplan IV er fastsat en national målsætning om, at mindst 90 procent af alle kræftpatienter i 2020 oplever, at de har en patientansvarlig læge (PAL) med ansvar for sammenhæng, kontinuitet og tryghed i deres behandlingsforløb.

Dette mål er ikke indfriet endnu, da det på landsplan er 72 pct. af alle planlagte ambulante patienter på onkologiske afdelinger, der oplever, at én læge tager et overordnet ansvar for deres samlede forløb.

Derfor bør der være krav om, at lokale aftaler understøtter regionernes og kommunes fælles populationsansvar og herunder aftaler om konkrete sammenhængende kræftforløb på tværs af sektorer. Der bør endvidere være fokus på at forstærke implementeringen af den patientansvarlig læge på sygehusene og sygehusenes bidrag til at understøtte og sikre sammenhængen i opfølgnings-/efterforløbet efter udskrivelsen.

Sundhedsstyrelsens rapport Social ulighed i sundhed fra september 2020 viser, at personer med kortere uddannelse har mere sygdom, mærker større konsekvenser af sygdommene og dør af sygdommene tidligere end personer med lang uddannelse.

På kræftområdet ville 11.000 flere personer være i live 5 år efter diagnosen, hvis alle kræftpatienter klarede sig lige så godt som de bedst stillede.

Hvis alle skal behandles lige, er det de sårbare patienter, der skal gøres noget ekstra for. Alle skal have den optimale behandling, men nogle skal tilbydes mere støtte end andre. Ulighedsproblemerne løses ikke med et enkelt greb.

Der kan bl.a. fokuseres på, at sundhedsvæsnet i endnu højere grad er systematisk, proaktivt og opsøgende i forhold til sårbare patienter, og at der ydes særlig støtte til denne patientgruppe.

Kræft behandles som en individuel sygdom, der rammer den enkelte. Men kræft belaster hele familien og kan forårsage stress, angst og depression.

Særligt børn er udsatte og risikere at blive psykisk og socialt belastet, hvis forældre, søskende eller nære pårørende er alvorligt syge. 35.000 børn oplever hvert år, at deres far eller mor bliver indlagt akut med en alvorlig eller listruende sygdom. Og 18.000 børn oplever det tilsvarende med en søskende. Hertil kommer børn der vokser op i familier med psykisk sygdom eller misbrugsproblemer. Hvert år mister 2000 børn en far eller mor, heraf 600 til kræft.    

Derfor bør det via lovgivning sikres, at der sker en systematisk afklaring af om børn, som er pårørende til alvorligt syge forældre, har brug for hjælp og støtte – og at støtten forankres tværsektorielt omkring det enkelte barn, så barnets nærmiljø, institutioner, fritidstilbud mv. inddrages i støttetilbuddet.