Spring navigation over

Bevarelse af forlængelsesmuligheder i sygedagpengeregler

Forlængelsesmulighederne i sygedagpengereglerne er bevaret. Det giver mulighed for, at sygedagpenge kan forlænges ud over 22 uger, hvis man fortsat er uarbejdsdygtig og opfylder én af sygedagpengelovens forlængelsesregler.

Baggrund for vores arbejde

Det er afgørende for kræftpatienter og andre syge borgere, at forlængelsesmulighederne bevares. Kræftpatienter har ofte lange og komplicerede sygdomsforløb og kan derfor have brug for at få forlænget sygedagpengene.

Hvad har vi opnået?

Kræftens Bekæmpelse har arbejdet for at bevare og forbedre forlængelsesmulighederne i sygedagpengereglerne.

Sygedagpengereformen indeholder også flere positive ændringer. Sygemeldte, som har et job at vende tilbage til, skal som udgangspunkt ikke længere til samtaler i kommunen, hvis fraværet er under 26 uger. Borgere med længerevarende sygdom får også en mere sammenhængende indsats og færre skift af socialrådgiver, hvilket styrker tilknytningen til arbejdsmarkedet. Reformen giver desuden bedre muligheder for digitale samtaler med jobcentret, hvilket er en vigtig forbedring for kræftpatienter, som kan være svækkede eller have nedsat immunforsvar.

Hvordan har vi opnået resultatet?

Kræftens Bekæmpelse har deltaget i regeringens forberedelsesarbejde og bidraget med patientperspektivet ved stormøde med beskæftigelsesministeren. Regeringen og aftalepartierne har lyttet og valgt ikke at følge Ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats forslag om at afskaffe seks ud af syv forlængelsesregler. At følge ekspertgruppen ville have betydet en markant forringelse.

Kræftens Bekæmpelse havde gerne set, at Christiansborg benyttede sygedagpengereformen til at forbedre – og ikke kun bevare – forlængelsesreglerne og vilkårene for patienter, der har brug for tid til at komme sig eller som har alvorlige senfølger. Det blev der desværre ikke plads til i den endelige reform.