Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.


Støt vores arbejde med at hjælpe børn i sorg

Jellycat kanin bamse

Støt OmSorg via webshoppen - klik her.


Seks råd til, hvordan du som kræftpatient kan tale med dit barn om coronasituationen

20-08-2020
Først får mor eller far kræft. Så kommer coronavirus oveni. Det kan give anledning til mange spørgsmål, tanker og måske bekymringer hos dit barn. Her giver vi vores bud, hvordan du som kræftpatient kan tale med dit barn om coronasituationen.

Rådene gælder alle børn, men det er naturligvis vigtigt, at du tilpasser dine forklaringer til netop dit barns alder og forståelsesniveau. 

1.      Indhent viden om din specifikke situation

Det er en god idé, at du selv er opdateret på, hvad din læges anbefalinger er til dig og din familie. På den måde kan du være klar til at svare dit barn på eventuelle spørgsmål ud fra lige præcis din situation. I Kræftens Bekæmpelse arbejder vi ud fra devisen: Fortæl sandheden, men ikke nødvendigvis alt, hvad du ved. Ved at holde dig til sandheden er du en troværdig voksen, barnet kan stole på. Ved samtidig at tilpasse mængden og kompleksiteten af information til barnets alder og forståelsesniveau, undgår du at skabe unødig utryghed.

2.       Undersøg, hvad dit barn ved om corona og kræft

Det er en god start på en samtale at spørge ind til, hvad dit barn ved generelt om coronavirus og mere specifikt om din situation som kræftpatient. Det kan være svært at have overblik over, hvad børn ved, da der er mange steder, de får deres informationer fra. Somme tider får de det kun i fragmenteret form, og det kan give rum til fantasier og frygt. Spørg gerne åbent ind, så dine spørgsmål ikke giver anledning til bekymringer, barnet måske slet ikke har. Du kan helt enkelt indlede med at spørge: ”Hvad har du hørt om coronavirus og kræft? Hvad tænker du om det?”. Når du ved, hvad dit barn ved, kan du langt bedre hjælpe med at afklare misforståelser, uddybe forklaringer og sætte barnets viden i en mere realistisk og tryg ramme. Der kan naturligvis være ting, du ikke ved. Derfor kan det nogle gange være nødvendigt helt enkelt at sige: ”Det ved jeg ikke, men jeg vil forsøge at finde et svar”.

3.       Gentag forklaringer

Hvis dit barn er meget bekymret, kan det være sværere for barnet at huske dine forklaringer. Derfor kan der være behov for, at du gentager dig selv. Her er det vigtigt, at du giver barnet det samme svar hver gang.

4.       Åben samtalen for at skabe forståelse – luk den for at give barnet ro

Når du åbner for at tale om de svære ting, bør formålet være at hjælpe dit barn med at finde ro og ”få tankerne på plads”. Når dit barn har fortalt dig om sine bekymringer, er det din opgave at hjælpe barnet til at få styr tankerne og derigennem skabe tryghed. Her kan du tage udgangspunkt i at fortælle, hvad du selv gør, når du bliver bekymret.

 5.       Tal med de vigtige voksne omkring barnet

Tag kontakt til dit barns skole eller daginstitution og fortæl om din specifikke situation, og hvordan I taler om din sygdom og corona derhjemme. Det gør det nemmere både for de professionelle voksne og for børnene, at der er en ensartet fortælling. Det er også vigtigt, at voksne ved, hvis dit barn er særligt bekymret. Det kan være, hvis dit barn er bange for at komme for tæt på klassekammerater eller ikke oplever, at klassekammeraterne vasker hænder ofte nok. Du kan henvise de professionelle til omsorg.dk, hvor der er materialer og vejledning til netop den målgruppe omkring at støtte børn.

6.       Hvis dit barn bliver meget bekymret eller angst

Der kan være tilfælde, hvor børn bliver meget angste og eksempelvis ikke vil i skole af frygt for at kunne tage coronasmitte med hjem. I de tilfælde er det vigtigt, at du søger hjælp og støtte netop til dit barn og de specifikke udfordringer, I står i som familie. I kan altid henvende jer i en af Kræftens Bekæmpelses lokale rådgivninger eller ringe til Kræftlinjen på tlf. 80 30 10 30. I kan også tage en dialog med skole eller daginstitution, der eventuelt kan henvise til sundhedsplejersken eller jeres kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).