Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel: Laparoskopisk versus hånd-assisteret laparoskopisk nefrektomi som dagkirurgisk indgreb

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Nyrekræft
Forklaring Dette forsøg til patienter med nyrekræft undersøger to ting: Et, om det er muligt at foretage en ambulant kikkertoperation, hvor patienterne kommer hjem samme dag, som de får fjernet deres ene nyre. Og to, hvilken forskel det gør, om kirurgen anvender hånden til hjælp inde omkring nyren, når der udføres kikkertoperationen til at fjerne nyren.

Baggrund for forsøgsbehandlingen Ved en normal operation fjerner man nyren ved hjælp af kikkertteknik, og indlæggelsestiden efter indgrebet er ofte 4 dage.

I dag er det imidlertid muligt, at holde patienterne bedre fri for smerter efter en operation. Det gør at lægerne kan udføre operationen ambulant – dvs. at du kommer hjem samme dag, som du opereres.

Samtidig udføres der i dag andre store operationer, f. eks. fjernelse af livmoder og galdeblære, som ambulante operationer med gode resultater.

Derfor vil lægerne i dette forsøg undersøge, om det også kan lade sig gøre at fjerne nyren ved en ambulant kikkertoperation.

Kikkertoperation med eller uden hånd
Derudover vil forsøget også undersøge, om der er forskel på, hvilken måde lægerne udfører kikkertoperationen på.

Enten kan de foretage den som en sædvanlig kikkertoperation eller også kan de ved kikkertoperationen benytte den ene hånd som hjælp inde ved nyren.

Begge typer af operationer er velkendte og giver gode resultater, men man ved ikke, om der er fordele ved den ene fremfor den anden.

Formål
  • At beskrive det postoperative forløb efter hånd-assisteret laparoskopisk trans-peritoneal nefrektomi udført som dagkirurgisk indgreb og sammenligne det med forløbet efter laparoskopisk nefrektomi i dagkirurgisk regi


Du kan deltage i forsøget hvis:
  • Du har nyrekræft
  • Du er mellem 25-80 år
  • Du ikke har en hjertesygdom, der kræver tæt kardiologisk observation
  • Du kan læse og forstå dansk


Du kan ikke deltage i forsøget hvis:
  • Du har en mental sygdom
  • Du lider af demens
  • Du bor alene
  • Der opstår blødning ved operationen med behov for blodtransfusion
  • Du skal opereres om eftermiddagen


Sådan foregår behandlingen Alle patienter, der deltager i forsøget, bliver sendt hjem samme dag som de opereres.

Derudover trækker et computerprogram lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i to grupper.

Den ene gruppe kikkertopereres, uden at kirurgen benytter den ene hånd som hjælp inde ved nyren. Den anden gruppe opereres med hånden som hjælp.

Alle vil blive bedt om at besvare spørgeskemaer om blandt andet smerter og træthed inden operationen, på operationsdagen, og dag 5 og 10 efter operationen.

Bivirkninger ved behandlingen Begge typer kikkertoperation med fjernelse af en nyre foretages i dag, og der bliver ingen ændringer i den måde operationen bliver udført på.

Der kan opstå bivirkninger efter operationen, dels tidlige i form af blødning, sårinfektion, smerter eller læsion af naboorganer, og dels sene i form af brok og nyrefunktionsnedsættelse.

Det skal understreges at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.

De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.
Her kan du få behandlingen
  • Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.
Forsøgets id-numre
  • Protokolnr.: Clinical trials nr: NCT01715285.

  • Denne side er sidst opdateret: 24-11-2014

    Lægefaglig beskrivelse af forsøget

    Læs en beskrivelse af forsøget, skrevet til læger og andre fagpersoner i sundhedsvæsnet. Teksten er skrevet af vores tidligere samarbejdspartner Sammenslutningen af Kræftafdelinger (SKA) eller Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC):

    Resume for fagpersoner

     

    Tilbage til søgeresultat