Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel: Onkogeriatri

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Bugspytkirtelkræft, Hoved-halskræft, Lungekræft, Mavekræft, Spiserørskræft, Tyktarmskræft
Forklaring Dette forsøg undersøger, om man kan forbedre den fysiske formåen og overlevelse for ældre kræftpatienter med andre og flere sygdomme end kræft. Forsøget er et såkaldt non-interventionsforsøg, så det indebærer ikke nogen forsøgsbehandling.

Baggrund for forsøget Kræft kan behandles med flere forskellige metoder afhængig af, hvilken type kræft der er tale om. Ældre mennesker har dog ofte flere sygdomme, der påvirker deres helbred. Disse sygdomme kan samlet øge de ældres skrøbelighed.

I dette forsøg ser man om en geriatisk indsats kan gøre en forskel for de ældre kræftpatienter.

Geriatriske afdelinger på hospitalet varetager udredning og behandling af svækkede, ældre patienter med komplekse sygdomme og syndromer.

En geriatisk indsats indebærer en gennemgang og optimering af din medicin og dine andre sygdomme og helbredstilstande helt generelt.

Formål Undersøgelsen skal belyse, om en geriatrisk indsats og opfølgning forbedrer den fysiske formåen og overlevelsen for ældre, skrøbelige kræftpatienter.

Den skal se, om det kan mindske behovet for hospitalsindlæggelser, øge antallet af patienter, der gennemfører deres planlagte kræftbehandling og forbedre livskvaliteten.

Du kan deltage i forsøget hvis:
  • Du er over 70 år
  • Du har bugspytkirtelkræft, hoved-halskræft, lungekræft, mavekræft, spiserørskræft eller tyktarmskræft
  • Du bor i Odder (ekskl. Thunø), Faurskov, Skanderborg og Aarhus kommuner
  • Lægen har vurderet ud fra et skema, at du kan være skrøbelig


Du kan ikke deltage i forsøget hvis:
  • Du er blevet henvist til specialiseret palliativ indsats ved første besøg på Onkologisk afdeling


Forsøgsmetode Forsøget er et lodtrækningsforsøg. Et computerprogram trækker lod blandt forsøgets deltagere og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe får den geriatiske indsats. Den anden gruppe får ikke. På den måde kan man sammenligne de to grupper bagefter.

Sådan foregår forsøget Forsøget strækker sig over 3 måneder og kan foregå sideløbende med din kræftbehandling.

Forsøget består af en kort helbredsundersøgelse til at starte med, efterfulgt af kontakt med personalet fra det geriatriske team – enten telefonisk, ved fremmøde på hospitalet eller ved besøg i dit hjem.

Til sidst skal du til endnu en undersøgelse.

Forsøget indebærer ikke forsøgsbehandling, og det har ingen indflydelse på din planlagte standardbehandling af kræften.

Her foregår forsøget
  • Århus Universitetshospital
Hvis du er interesseret i forsøget, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om det kan være en mulighed for dig.
Diverse På Aarhus Universitetshospital inkluderes patienter både fra Onkologisk og Geriatrisk Afdeling.

Forsøgets id-numre

Denne side er sidst opdateret: 09-06-2017

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Læs en beskrivelse af forsøget, skrevet til læger og andre fagpersoner i sundhedsvæsnet. Teksten er skrevet af vores tidligere samarbejdspartner Sammenslutningen af Kræftafdelinger (SKA) eller Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC):

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat