Gå til sygdomsliste

Undersøgelser for analkræft

Hvis lægen har mistanke om analkræft, får man undersøgt den nederste del af tarmkanalen og huden omkring endetarmsåbningen.

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Undersøgelser der skal vise, om der er analkræft:

  • Undersøgelse af endetarmen med fingeren (rektal-eksploration)
  • Kikkertundersøgelse af analkanalen (anoskopi) og vævsprøve (biopsi)
  • Undersøgelse af den øverste del af endetarmen (rektoskopi)
  • Gynækologisk undersøgelse

 
Undersøgelser der skal vise, hvor udbredt analkræften er:

  • Ultralydsscanning af endetarmen
  • CT-scanning
  • MR-scanning
  • Eventuelt PET/CT-scanning

Indledende undersøgelser ved analkræft

Hvis lægen har mistanke om analkræft, får du undersøgt den nederste del af tarmkanalen og huden omkring endetarmsåbningen. Du skal også igennem andre undersøgelser, der alle har til formål at af- eller bekræfte, om der er tale om analkræft.

Undersøgelser for analkræft

En rektal-eksploration er en undersøgelse, hvor lægen undersøger de nederste 10 cm af endetarmen med sin finger.

Undersøgelse af endetarmen med fingeren (rektal-eksploration)

Ved en rektal-eksploration undersøger lægen de nederste 10 cm af endetarmen med sin finger. Formålet med undersøgelsen er at mærke efter knuder, og hvis der er knuder, mærke om de er vokset i dybden.

Hvis lægen finder en knude, er næste skridt en kikkertundersøgelse af analkanalen (anoskopi).

Kikkertundersøgelse af analkanalen (anoskopi) 

Ved en kikkertundersøgelse af analkanalen får man undersøgt endetarmen med et lille gennemsigtigt plastikrør (et anoskop). Man ligger med spredte ben på et leje som til en gynækologisk undersøgelse.

Formålet med undersøgelsen er at se det, som lægen har kunnet mærke med fingeren, og dermed få et bedre billede af, hvordan knuden ser ud. Kræften ses ofte som en rød, blødende ujævn knude.

Undersøgelse af den øverste del af endetarmen (rektoskopi)

Ved en rektoskopi får man undersøgt den øverste del af endetarmen med et rektoskop, som er et gennemsigtigt rør forsynet med lys, så lægen kan se slimhinden.

Ved en rektoskopi kan lægen undersøge cirka 20 centimeter op i tarmen og fastslå, hvor en eventuel kræftknude helt præcist sidder. Det kan godt være lidt ubehageligt at få foretaget en rektoskopi.

Gynækologisk undersøgelse

Er du kvinde, får du - ud over undersøgelsen af endetarmen - også foretaget en gynækologisk undersøgelse, for at lægen kan være sikker på, at alt er normalt i underlivet. Af og til kan kræften nemlig vokse fra endetarmsåbningen ind i skedens bagvæg. Læs mere:

Gynækologisk undersøgelse

Vævsprøve (biopsi)

Hvis lægen finder noget unormalt, er næste skridt en vævsprøve (biopsi). Prøven bliver sendt til nærmere undersøgelse i mikroskop (mikroskopi). Man får svaret på vævsprøven cirka en uge senere, da prøven først skal bearbejdes på forskellig måde. Læs mere:

Vævsprøve (biopsi)

Undersøgelser for spredning af analkræft

Hvis de indledende undersøgelser har vist, at du har analkræft, skal du igennem flere undersøgelser, som har til formål at finde ud af, hvor udbredt sygdommen er, og om den har spredt sig til andre organer.

Ultralydsscanning og vævsprøver

Ofte er den første undersøgelse, du skal have, en ultralydsscanning af endetarmen. Det kan foregå både med eller uden bedøvelse og kaldes en transrektal ultralydsscanning (TRUS).

Du får ført en stav med en ultralydssender et par centimeter op i endetarmen. Senderen viser herefter billeder af tarmens indre på en skærm. Lægen kan også tage en vævsprøve (biopsi) ved samme lejlighed.

Lægen kan se, hvor dybt knuden vokser, og hvor stor den er. Desuden kan han undersøge, om der er spredning af svulsten til lymfeknuderne i lysken eller op i bughulen.

Hvis scanninger af lever eller andet tyder på noget unormalt, vil lægen ved hjælp af ultralyd finde frem til knuden og tage en vævsprøve.

Du får svar efter en uge

Der går som regel en uge, før du får svar, da vævsprøven skal bearbejdes på forskellig måde, inden den kan undersøges i mikroskopet.

Vævsprøverne sendes til undersøgelse under mikroskop (en mikroskopi). I mikroskopet kan lægen (patologen) vurdere, hvilken type kræftceller det er, og om kræften har spredt sig til lymfeknuderne. Læs mere om undersøgelserne:

Ultralydsscanning

Biopsi (vævsprøve)

MR-scanning

I andre tilfælde får du en MR-scanning, som meget præcist kan vise, hvor stor knuden er. Læs mere:

MR-scanning

Se en film om, hvordan en MR-scanning forløber. 7:46 min.

Se en film om, hvordan en MR-scanning forløber. 7:46 min.

CT-scanning

Du får foretaget en CT-scanning af maveregionen og brysthulen for at undersøge, om sygdommen skulle have spredt sig hertil. Læs mere:

CT-scanning

PET/CT-scanning

En PET/CT-scanning er en kombineret undersøgelse, hvor man i samme omgang får udført både en PET-scanning og en CT-scanning. Undersøgelsen er relevant i nogle tilfælde og har også til formål at undersøge, om der skulle være spredning.

PET/CT-scanning

Se video om, hvordan en PET/CT-scanning forløber. 7:27 min.

Se video om, hvordan en PET/CT-scanning forløber. 7:27 min.

Beslutning om behandling

Når alle undersøgelserne er lavet, diskuteres den bedste behandling på et møde, hvor der er flere forskellige lægefagligheder til stede: kræftlæger, kirurger, patologer og røntgenlæger.

Fordi analkræft er en sjælden sygdom, er behandling og udredning samlet på centre, der har speciale i analkræft. Du kan se behandlingsstederne her:

Behandlingssteder for analkræft

Læs alt om analkræft:

Analkræft – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende