Gå til sygdomsliste

Symptomer og behandling af lokalt tilbagefald ved brystkræft

Lokalt tilbagefald af brystkræft vil sige, at kræften kommer igen enten på brystvæggen, i det tilbageværende bryst eller i armhulen på den samme side.

Hvis der er efterladt kræftceller efter operationen, kan brystkræften vende tilbage - enten som en knude i huden, i det tilbageværende brystvæv, på brystvæggen eller i armhulen på samme side.

Det kan også vise sig som et sår på huden.

Vær opmærksom på symptomer:

  • Hævede lymfeknuder i armhulen på samme side eller den nederste del af halsen
  • Hævelse af armen

Lymfeknuderne vil føles hævede og hårde, men vil som regel ikke være ømme, når man rører ved dem.

Armen kan også hæve på grund af væskeansamling (lymfødem).

Det skyldes, at lymfeknuderne, udover at bekæmpe infektioner, normalt dræner overflødig væske væk fra kroppens organer.

Hvis denne funktion blokeres af kræftceller, vil armen hæve op.

Vær opmærksom på, at lymfødem dog oftest opstår, uden det skyldes et tilbagefald.

Det kan opstå som følge af operation, fjernelse af lymfeknuder eller strålebehandling. Læs mere:

Lymfødem

Behandling af lokalt tilbagefald

Behandlingen af lokalt tilbagefald vil som regel være operation, hvor man får fjernet den nye knude, hvis det er muligt.

Strålebehandling kan også være en effektiv behandling af lokalt tilbagefald ved brystkræft, hvis man ikke tidligere har fået strålebehandling.

Hvis knuden er østrogenfølsom, får man ofte også antihormonbehandling. Læs mere om behandling af brystkræft:

Behandling af brystkræft

Hvis kræften ikke forsvinder

Har man én gang haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften er kommet tilbage oftest overvældende.

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.

Læs mere:

Hvis kræften er kommet igen

At leve med uhelbredelig kræft

Læs alt om brystkræft

Brystkræft – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i de syv brystkræftgrupper på Cancerforum. Meld dig f.eks. ind i grupper med fokus på arv, spredning, overgangsalder og rekonstruktion.