HPV og kræft hos kvinder
HPV kan give livmoderhalskræft, men også andre kræftformer hos kvinder skyldes HPV. Nemlig kræft i skeden og i de ydre kønsorganer, analkræft og mundsvælgkræft. Hvert år rammes ca. 700 kvinder af disse kræftsygdomme, hvoraf mange skyldes HPV.
HPV øger risikoen for flere kræftformer hos kvinder
Kræftsygdomme, der skyldes HPV
Livmoderhalskræft rammer ca. 320 kvinder om året i Danmark – også unge kvinder: Halvdelen er under 50 år. Heldigvis får de fleste kvinder konstateret sygdommen tidligt og har gode chancer for at blive helbredt. Men mange døjer også med en række senfølger såsom problemer med vandladningen, hævede ben (lymfødem) og tarmproblemer pga. strålebehandlingen. Behandlingen kan også medføre tidlig overgangsalder og gøre det svært eller umuligt at få børn efter behandlingen. Livmoderhalskræft skyldes HPV.
Hvis man bliver HPV-vaccineret som 12-årig og deltager i de regelmæssige tjek for celleforandringer (screening) fra man fylder 23 år, så er man rigtig godt beskyttet imod livmoderhalskræft.
Hvert år får næsten 120 kvinder analkræft. Langt de fleste tilfælde skyldes HPV. Sygdommen er hyppigere hos kvinder end hos mænd.
De nyeste tal (2018-2022) viser, at der i Danmark er 27 kvinder om året, der får kræft i skeden. Cirka halvdelen af tilfældene skyldes HPV. 116 får kræft i de ydre kønsorganer (vulvacancer). Her er det op mod 70 pct. af tilfældene, der skyldes HPV.
De nyeste danske tal (fra perioden 2018-2022) viser, at 127 kvinder om året får diagnosen mundsvælgkræft (kræft i tunge, svælg og mandler, der er en del af svælget). Ca. 70 pct. skyldes HPV. De øvrige skyldes typisk længerevarende forbrug af alkohol og tobak.
Mundsvælgkræft ses oftest på mandlerne og tungeroden, som er den bagerste del af tungen.
Vaccinerede kvinder skal stadig gå til screening
HPV-vaccinen beskytter ikke 100 pct. mod livmoderhalskræft. Derfor er det vigtigt at følge de regelmæssige tjek for celleforandringer på livmoderhalsen. Formålet med screening er at finde og behandle forstadier til livmoderhalskræft, inden de udvikler sig til kræft.
I Danmark inviteres alle kvinder mellem 23 og 64 år til screening hos deres praktiserende læge, hvor de får taget en celleprøve fra livmoderhalsen.
HPV-vaccination beskytter mod kræft og kønsvorter
HPV-vaccinen beskytter mod op mod 90 pct. af tilfældene af livmoderhalskræft, kræft i skeden, kræft i de ydre kønsorganer (vulvacancer) og analkræft og forventes også at beskytte imod mundsvælgkræft. HPV-vaccinen beskytter desuden mod 90 pct. af alle tilfælde af kønsvorter.
Hvert år bliver ca. 3.000 kvinder behandlet for kønsvorter, hvoraf de fleste ikke er HPV-vaccineret. Det er ikke de samme typer HPV, der giver kønsvorter og kræft.