Hvad er ultraforarbejdede fødevarer?
Bla bla bla
Hvad er ultraforarbejdede fødevarer?
Ultraforarbejdede mad- og drikkevarer kan man faktisk også kalde fabriksmad eller industrimad. Det der kendetegner ultraforarbejdede mad- og drikkevarer er, at:
råvarer ofte ikke indgår i sin helhed, og hvor der er anvendt en række fysiske, kemiske eller biologiske processer til fremstilling, som man slet ikke kan gennemføre i sit eget køkken. De er ofte tilsat f.eks. farvestoffer, aromaer, konserveringsmidler, emulgatorer og fortykningsmidler (E-numre).
Meget af det, vi allerede ved er usundt, er også ultraforarbejdet, f.eks. slik, chips, kager, sodavand/energidrikke, fastfood o. lign.
Det er straks sværere med det, vi opfatter som mere almindelig mad, f.eks. færdigretter, pålæg, morgenmadsprodukter, frugtyoghurt, dressing/saucer, hvor mange har nedenstående til fælles:
- Højt indhold af fedt, sukker og/eller salt
- Lang ingrediensliste med ingredienser, man ikke har i sit eget køkken
- Indeholder E-numre
- Lang holdbarhed
- Enkelte ’sunde’ ingredienser fremhæves f.eks. rig på fiber, højt proteinindhold
Sukker har mange navne
Mange ultraforarbejdede fødevarer indeholder meget sukker. Jo tidligere sukker står på ingredienslisten, jo mere sukker er der i. Tilsat sukker kommer i forskellige varianter og har forskellige navne, så her skal du kigge på næringsdeklarationen for at se, hvor meget der egentlig er i varen.
Sukker tilsættes med flere formål end, at fødevaren skal smage sødt, f.eks. for at forbedre konsistensen, forlænge holdbarheden eller opnå en bestemt smag. Flere af sukkervarianterne er i sig selv ultraforarbejdede, da de har gennemgået flere industrielle processer, inden de tilsættes.
Her kommer nogle almindelige betegnelser for tilsat sukker:
- Sukker (sakkarose)
- Glukosesirup
- Rørsukker
- Sukrose
- Glukose
- Dextrose
- Druesukker
- Fruktose
- Majssirup/fruktosesirup
- Højfruktose majssirup (HFCS)
- Maltose
- Laktose
- Maltodextrin
- Invertsukker
- Forskellige sirupper (f.eks. agave, ris-, byg- eller hvedesirup)
- Honning
- Juicekoncentrater
Foruden slik, chokolade og sukkersødede sodavand, som de fleste ved indeholder meget sukker, tilsættes sukker i forskellige varianter i f.eks. fabriksfremstillede kager og desserter, saftevand, energidrikke, forskellige morgenmadsprodukter og mælkeprodukter (bl.a. frugt- og drikkeyoghurt), færdigretter, ketchup og snacks.
Vægtløs - podcast om ultraforarbejdede fødevarer
I dette afsnit af 'Vægtløs' bevæger vi os ind i den forunderlige verden af ultraforarbejdede fødevarer sammen med seniorforsker Anne Tjønneland. Vi finder ud af hvad ultraforarbejdede fødevarer er, og hvor afgørende en rolle de spiller i forhold til udviklingen af overvægt.
Hør podcasten