Hvordan styrer du udenom ultraforarbejdede fødevarer i supermarkedet?
Her kan du finde konkrete eksempler på, hvad du roligt kan komme i indkøbskurven, og hvad du skal begrænse, hvis du vil undgå ultraforarbejdede mad- og drikkevarer.
Køb mest af de naturlige råvarer eller minimalt forarbejdede mad- og drikkevarer
Fyld meget gerne indkøbskurven med friske og hele råvarer, som er minimalt forarbejdede. Det er friske og ferske fødevarer, men også fødevarer, som er dybfrosne, vakuumpakkede, fermenterede, snittede, tørrede og pasteuriserede, men ikke tilsat andre ingredienser eller tilsætningsstoffer.
Eksempler:
- Frugt, grønt og krydderurter
- Nødder
- Bælgfrugter
- Kød, fjerkræ, fisk og æg
- Korn, mel og (havre)gryn
- Mælk og syrnede mælkeprodukter naturel
- Krydderier
Køb mindre af de forarbejdede mad- og drikkevarer
Det er en god idé at købe færre forarbejdede fødevarer. Disse fødevarer har gennemgået en vis grad af forarbejdning, f.eks. bagning, kogning, eller fødevarer på dåse, i karton eller på glas. Der er typisk tilsat fedt, salt, sukker, honning eller olie for at opnå, en længere holdbarhed eller forbedre smagen.
Eksempler:
- Frugt, grønt og bælgfrugter på dåse eller i karton
- Fisk i olie
- Hjemmebagt brød
- Syltede grøntsager/konserves (rødbeder, asier mm.)
- Saltede nødder
- Røget fisk og kød
- Ost
Begræns køb af ultraforarbejdede mad- og drikkevarer
Det er en god idé at begrænse indkøbet af ultraforarbejdede fødevarer. Mad- og drikkevarer i denne gruppe indeholder typisk ingredienser, hvor råvaren har gennemgået processer som blegning, desodorisering og ekstrudering og er langt fra sin oprindelige form f.eks. som isolerede proteiner eller stivelse. Disse fødevarer indeholder typisk en lang række E-numre i form af farve- og aromastoffer, emulgatorer, stabilisatorer, sødestoffer og konserveringsmidler.
Mange af disse fødevarer er blandt dem, vi ved, er usunde (med et højt indhold af fedt, sukker og salt). Der er dog også mange almindelige madvarer, som er ultraforarbejdede.
Eksempler:
- Sodavand, energidrikke, iste mm. – både sukkersødet og light
- Slik og chokolade
- Chips og andre salte snacks
- Protein-, müsli- og energibarer
- Kager og kiks
- Is og desserter
- Plantedrikke
- Kødpålæg, pølser, bacon, nuggets
- Færdigretter, fastfood, sandwich og pizza
- Drikke- og frugtyoghurt
- Morgenmadsprodukter
- Færdiglavede saucer, dips, ketchup, sovse- og suppepulver og dressinger
Nogle ultraforarbejdede fødevarer har Nøglehullet eller Fuldkornslogoet. Men disse fødevarer er dog stadig et godt valg, for de har et højt indhold af fuldkorn og et lavt indhold af fedt, sukker og salt. Et godt eksempel er mange typer af købt rugbrød.
Hjemmelavet mad vil typisk ikke være ultraforarbejdet, medmindre man bruger ultraforarbejdede del-ingredienser, som f.eks. pølser eller tomatsovs.